Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere Alle Jer derhjemme
Jeg beklager meget, at I ikke er blevet opdateret mht Anton. Vi er bare selv kommet saa meget videre, at det ikke lige var vigtigt laengere og saa har vi boet paa hoteller, hvor computere ikke eksisterede eller var VIRKELIG langsomme, saa det er ikke her vi har faaet tiden til at gaa.
Foerst: Anton har det fuldstaendig som han plejer, naar han er helt igennem ovenpaa. Har glimt i oejet og skal pille ved ALT (idag sad han pludselig med en ledning i haanden paa bagsaedet og spurgte "hvad kan man egentlig bruge den til?"....det var saa fra hoejttaleren i bilen, som indtil da havde fungeret ganske udemaerket!). Men for lige at skrue tiden godt tilbage, saa vi kan tage det fra en ende af. Den rigtige ende.
23. november, dagen efter vores laegebesoeg, vaagnede vi op paa vores meget lidt attraktive hotelvaerelse. Vi spiste pizza til morgenmad (vi havde rester til overs og taenkte at broed, skinke og ost jo var ligesaa godt som de pandekager de ofte faar) paa vores meget lidt charmerende terasse og fik bad i det meget lidt dejlige bruserum. Maerkeligt nok tog vi os selv i lige at vende "er det bare os, der er blevet for kraevende?", men nej, vi holdt ved vores beslutning om at vi var blevet for gamle og vanlige til dette sted og forlod det ligesaa snart tandboersten havde vaeret i brug. Anton virkede naesten helt frisk, kunne se at han var klattet omkring oejnene, men var frejdig som altid...i hvert fald de foerste timer, hvorefter det energien dalede mere og mere. Vi tog til vores nye hotel, hvor vi hurtigt efter indkvartering gik paa udkig efter Death Railwai (populaer sammen med Broen over Kwai), men det viste sig, at det nu var almindelig brugt jernbane, hvor almindelige toge koerte og de gamle veterantoge, som Jonas og jeg havde koert med for 13 aar siden holdt paa museum - men vi maatte da gerne koebe en togbillet og tage til naeste station...oeh, naeh tak, det behoever vi ikke. Da Anton nu var rimelig mat i sokkeholderne holdt vi en laaaang eftermiddagspause, hvor Oskar hyggede sig med smaa sysler og Anton sov. Vi spiste blot paa hotellet og derefter gik vi tur til aftenmarkedet i byen, hvor der som regel er stemning og spaendende oplevelser at goere sig, men ikke her. Da begge poder sov kunne Jonas og jeg konstatere, at vi nu var naaet dertil, hvor vi begge (alle) var maette af oplevelser. Vi bliver ikke saa imponeret, forundret, overraskede mere og billederne bliver faerre og faerre. Vi gik denne dag forbi en skraedder, som sad midt paa fortovet med sin gamle maskine af en saadan slags som vi har staaende til pynt, fordi det er antikvitet og da vi var gaaet forbi sagde Jonas "maaske vi skulle tage et billede af ham?", "tjah, maaske"..og saa gik vi videre indtil vi stoppede op og her blev klar over, at vi nu var naaet til det punkt af rejsen.
d. 24 november havde vi hyret en chauffoer til at koere os ud til Thailands stoerste vandfald. Vi gad ikke med den guidede busfuld af tyske, kvabsede turister (og dem fra andre dele af verden), hvilket ogsaa er blevet en del af turen nu: vi bruger flere penge, fordi vi vaelger de nemmeste og mest bekvemte loesninger, de loesninger som goer at vi foeler os ovenpaa hele vejen igennem og ikke presser hverken os eller drengene. Det er det vi har brug for nu, saa "det er da det, vi maa ha" :-)
Vandfaldet er i 7. niveauer, hvor stigningen blev stoerre og stoerre. Vi gik igennem junglen, foerst paa en asfalteret sti, saa Oskar flere gange sagde "hvornaar kommer vi til den skov?", selvom der rundt om ham var maerkelige planter, underlige lyde, lianer der hang lige ned foran os mv. Heldigvis aendrede stien sig, saa man foelte man var paa virkelig opdagelse i junglen....hvis man altsaa lige saa bort fra de mange andre der ogsaa var paa denne opdagelse. Vi havde ikke gaaet laenge, foer vi saa en skriggroen slange i busken lige ved siden af os. Den var flot, men sikkert ligesaa farlig - vi fik senere at vide at det var en green snake, hvis bid er giftigt men nu ikke doedeligt - det skulle man ellers tro, for Jonas sprang vaek derfra (han opfoerer sig overfor slanger som jeg goer med edderkopper!...saa det er slemt). Selvom det var meget besoegt, var det fantastisk smukt. Paa skiltene der viste vej stod der flere steder at vi skulle passe paa aberne, saa man gik og kiggede noget op i traerne, men saa desvaerre ingen. Vi gik kun til niveau 4, da resten af turen ville vaere for streng for smaa ben. De havde indtil nu virkelig vaeret skrappe - hver gang der kom noget der skulle klatres over, bestiges eller mases med, saa spiste de bare en boette spinat, saa de fik kraefter. Havde set Skipper Skraek de sidste dage (paa Thai). Oskar blev nu noget saa skuffet over at han ikke maatte springe i poolen ved oeverste niveau, men der var ganske skarpe sten og den var svaert tilgaengelig - men han kunne jo bare spise mere spinat!, vi garanterede ham at vi tilbage ved niveau 2 kunne hoppe i, da det var nemmere. Her var han ogsaa klar, indtil han blev nippet i taererne af de fisk der svoemmede rundt deri. Der var han ikke meget vaerd - han VILLE svoemme og far skulle bare soerge for at de fisk ikke var der. En ked af det Oskar blev naermest slaebt tilbage til bilen, hvor han faldt omkuld og saa snart han aabnede oejnene roeg han i den meget kolde pool hjemme paa hotellet. Det gav pote og loeftede humoeret igen.
25. november vaagnede Oskar endnu engang med "Maaske vi lige kan slaas lidt?", en saetning som han bruger mange gange om dagen. Han nyder at tumle og gaar virkelig til den, men kl. 7 om morgenen er der ikke rigtig andre der er med paa den ide og ideen er ikke saa god paa et hotelvaerelse :-) Vi gik i stedet afsted til Broen over Kwai, som skuffede os begge ganske meget, idet alt omkring den har forandret sig negativt de sidste 13 aar - vi oplevede broen i oedet omraade, hvor den fik sin plads, hvor historien tyngede besoeget og hvor floden var livligt. Idag er den omgivet af boder, hoteller og flydende restauranter. En kedelig udvikling. Naa, men turen var slet ikke spildt, for paa vejen stod pludselig en lille leopardunge. Den var nu ikke alene (og det var ikke dens mor den havde med), for en dyrpasser stod ved dens side. En reklame for en safaripark, som vi tidligere havde valgt fra. Nu fik vi lov at kaele den lille leopard, sidde med den og endda give den maelk med flaske. En anelse kommercielt og sikkert egentlig dyrplageri (vi var jo ikke de eneste), men alligevel lidt en oplevelse at sidde med saa farligt et dyr (den var nu kun 5 mdr...) og drengene var betaget af den.
26. november tog vi til vores nye hotel i Khao Yai nationalpark. Vi havde skippet de lokale busser og skiftet/ventetiden i bangkok og i stedet hyret privatchauffoer. Saa kan bilen stoppe, naar drengene skal tisse, dvd-skaermene kan plogges i, aircondition kontrolleres og rejsetiden minimeres betydeligt. Paa vores nye hotel fik drengene deres foerste thailandske venner - to hunde, Jack og Daniel, som de legede med ivrigt hele dagen. Hotellet havde en skoen have, som man kunne tillade sig at loebe, hoppe og mase i. Og de gjorde de. Og saa plagede de om en hund derhjemme - bare en lille 'en....Vi sov i en stor seng alle sammen, en seng som var samlet af flere, saa der var hoejdeforskel i samlingerne, hvilket ikke var saa bekvemt :-) Vi fandt hurtigt ud af at hotellet laa i The middle of nowhere...og de ville have 150 kroner, KRONER, for at koere os ind til naermeste kiosk, 15 km vaek (det var det samme som vi gav for vores privatchauffoer til vandfaldet!, en heldagstur). Hvilken irritation det skabte og den blev ikke bedre, da vi fandt ud af at samle ture ind i nationalparken var langt fra det forventede og omtalte - de var for lange, for haarde og slet ikke til boerneniveau. Vi valgte to ting ud og gennem laengere snak blev vi enige om, at det nok ogsaa ligesaa meget var os, der ikke gad opleve mere, saa vi besluttede os for en badeferie foer badeferien paa Koh Kood...skulle nu foerst lige opleve bare lidt mere...
27. november stod paa crocket i den laekre have, leg med hundene og saa en cykeltur til Magic Cave. Det var paa mountainbikes, hvor guiderne havde knoklet med at lave dem boernevenlige, for vores boern skulle ikke bare sidde paa et bagagebaerer. Det kom de nu naesten til. De var foerst koert ind til byen for at koebe et saede, saa bagagebaeren nu var polstret, men det var stadig bare et saede (ingen sikkerhed), de koerte derefter til byen igen efter fodstoetter, okay, nu fik de ikke benene ind i hjulet...saa nemt i hvert fald og til sidst satte de hhv et reb og en cykelelastik omkring ryggen paa dem, saa de ikke saa nemt rutchede af. Det var meget komisk og vi kunne grine af de kulturelt betingede sikkerhedsregler. Vi tog afsted og hyggede os med en cykeltur af stoevede, bumlede veje, selvom grotten ikke var saa meget vaerd. Guiden proevede at vise os formationer af forskellige dyr, men det var vist kun ham der kunne faa det til at ligne noget. Samtidig havde han selv (han var stolt) malet nogle af disse i skrigende farver, hvilket var meget malplaceret, ganske synd og stik imod naturen selv. Vi smaagrinte og Jonas nikkede blot, naar han fortalte. Drengene spurgte hver gang "hvad kunne han nu se, manden?", og naar Jonas saa sagde "En elefant, en krokodille....", saa kiggede de undersoegende, undrende og gik videre uden at sige mere. Det ligner da bare istapper, sagde Anton pludselig og vi gryntede begge af grin, for ganske rigtigt, var det nok det naermeste stenformationerne kunne ligne, naar de hang ned fra loftet. Til aften tog vi en tur ud til Bat Cave, en grotte med flere millioner flagermus, som alle paa et helt bestemt tidspunkt flyver ud for at spise. Meget imponerende oplevelse, ganske fascinerende, at staa der i moerket og hoerer deres susende lyd og se den linde stroem af evige flagermus.
Vi fik mail fra Rikke om at juletraet hjemme skulle taendes paa torvet. Drengene begynder nu at snakke om det derhjemme, hvilket ikke har fyldt meget indtil nu, men julen traekker og de spoerger nu til nisser, julekager, julemand, sange og gaver...vi synger nu julesange og de nyder dem. Godt at vi skal hjem og holde jul :-)
Idag har vi taget den sidste rejsedag inden rejsedagen hjem til DK, da vi er taget til oen Koh Chang. Vi er ankommet til det vildeste luksushotel. LUKSUS, som vi egentlig slet ikke kan finde ud af :-) Der var stille live-dinner-musik, som Oskar rokkede med til og Anton sagde "kan vi ikke godt slukke for den musik naar vi spiser?" :-) Det er et kaempe resort med DET HELE og i morgen skal vi bare i poolen....i baren...i poolen....i baren (og baren byder for vores vedkommende jo mest paa frugtshakes :-) Og saa skal vi moedes med Mathias!, det glaeder vi os til, for "saa kan vi slaas med ham" :-) (jeg ser nu nok bare paa....)
Kh og god jul
- comments