Profile
Blog
Photos
Videos
Så nåede vi lørdag morgen, hvor vi kunne forlade vores endnu ikke fuldt bookede campingplads i Bryce Canyon :-) For dem der har holdt ud indtil nu på bloggen, kan det måske undre, hvorfor vi går op i hvilke dage, vi har. Sagen er vel egentlig bare, at vi selv forsøger at holde styr på, hvor langt vi er nået på ugen. Det kan rent faktisk være ganske svært, når man ikke har de faste holdepunkter i (den måske trivielle) hverdag, såsom mandagsmøder, onsdags gymnastik, Disney Sjov osv.
Rejsebøgerne var endnu en gang studeret, og den tilkomne viden fortalte os, at vi på vejen til Moab skulle igennem den ene nationalpark efter den anden – vel og mærket hvis vi valgte at køre "The scenic byway” – Highway 12, som uden diskussion er kendt som den mest forskelligartet og spektakulær rute i Staten Utah. Den oplevelse skulle vi ikke være foruden, og dagens strækning blev dermed den hidtil længste vi skulle tilbagelægge på ca. 7-8 timer. Desuden er staten Utah kendt for at have den største koncentration af nationalparker, hvilket vi til fulde kan bekræfte.
Det var en pæn lang tur og Lene fik også sin første debut bag rattet. Nogle af strækningerne i det ekstremt øde område vi passerede var bare uendelige lige og mindede mest om en vej, som gik i et med himlen. Vi nåede Moab sidst på eftermiddagen. Byen er en driftig lille turistby, der med oplandet tæller små 30.000 hoveder, og ligger smukt stort set op ad Colorado River og nationalparken The Arches. Campingpladsen faldt helt i pigernes smag, der var både pool, legeplads og mulighed for at grille skumfiduser. Konen fik så også fornøjelsen af endnu en effektiv ”vaskedag” – 4 maskiner vasket og tørret på 2 timer.
Vi fik også lige hilst på vores nye venlige naboer, hvilket i USA betyder, at mændene hilser på hinanden, giver hånd og udveksler høfligheder. Helt per automatik overses resten af familien, og man skulle jo nødig interessere sig for ”pøblen”. Det noget af en mentalitet. Vi har efterhånden oplevet det så mange gange, at det ikke længere kan være en tilfældighed ;-)
The Arches huser et væld af (surprise) arches og frit oversat til dansk ”naturlige stenbuer”. For staten Utah, som vi befinder os i, er det et vigtigt naturfænomen, så vigtigt og anderledes, at de har valgt at afbillede det smukkeste af dem alle ”Delicate Arche” på deres nummerplader. Så man har ikke besøgt The Arches uden at have været forbi ”Delicate Arche”, hvorfor Nicolai i sit stille sind selvfølgelig havde planlagt en tur dertil søndag formiddag, inden vi skulle ud og riverrafte på Colorado River.
Aftenen blev tilbragt med god rødvin, lækre grillede bøffer, pølser til pigerne og selvfølgelig skumfiduser over grillen til dessert.
Søndag morgen var der lidt støj på senderen. Desværre er det ikke sådan, at kvinder skal være tankelæsere vedrørende deres bedre halvdel, det gælder kun for mændene J. Farmands planlægning med en længere gåtur på 5 km klassificeret i den røde og dermed hårdeste kategori og forventet tidsforbrug på 2-3 timer (dvs. med pigerne nok 3+), faldt ikke helt i fruens smag. Endnu en gang lød der en visse vasse, og denne gang var det faktisk et velplaceret visse vasse.
Turen til ”Delicate Arche” lød på 2 timer sharp. Havde vi ikke hygget lidt ekstra på toppen, var turen snildt gjort på 1 ½ time :-). Stien til ”Delicate Arche” starter ved en tidligere nybyggers primitive ”gård” Wolfe Ranch. Det var da interessant at se, hvor få kvadratmeter (ca. 10-12 kvm) en familie på 4 voksne og 4 børn kunne leve på. Historien var, at Hr. Wolfe efter den amerikanske borgerkrig, havde beskadiget sit ben, så han behøvede et tørt og varmt klima. Han fandt så denne plet i ”ørkenen”, som han valgte at bosætte sig ved sammen med sin ældste søn og bygge en farm. Nogle år efter ankom hans datter med mand og børn. Da datteren så, hvilke forhold de boede under overtalte hun sin far til at bygge et nyt hus med trægulv. Det var så det hus vi kunne se i dag, så hvis det var den opdaterede version, ville vi nødig se den oprindelige J. Efter gården gik det så godt op ad bakke og efter 45 min., var vi så ved ”Delicate Arche”, og vi var ikke de eneste, der havde fundet vej her til. Det lykkedes os dog alligevel at få et eksklusiv billede af Lene og pigerne under archen. Efterfølgende synes vi rent faktisk, at man med lidt fantasi, kunne se en indianer med hans hårpragt og fjer i buen – og nej vi havde ikke røget nogen fredspibe :-). Hygge forinden nedstigningen faldt særligt i Marias smag, for hun fik mulighed for at klatre lidt rundt i klippeformationerne - først med farmand og Emma fulgte så trop efter lidt modne overvejelser. Lene takkede nej – foden havde været udsat for nok, så hun agerede fotograf. Turen ned var en ren fornøjelse, idet Maria forestillede sig at hun stod på ski hele vejen, og hendes energiniveau blev da også kommenteret på vej ned :-)
Vel tilbage ved vores lille hjem, blev det til en hurtig frokost, inden vi skulle tilbage til down town Moab for at komme på vores rafting tur på Colarado River. På vejen til vores ”udskibningssted” fik vi forklaringen på den stillestående ”skilift” overfor vores campingplads. Det viste sig, at ham der byggede gondolbanen ikke helt havde alt ting på plads med staten Utah. Det var først, da den stod færdig, at han blev gjort opmærksom på den ekstra klausul, hvori de krævede et større beløb deponeret til dækning af omkostningerne til at nedrive liften igen, hvis det blev nødvendigt. Derudover havde han oprindeligt tænkt sig, at placere en restaurant på toppen. Desværre var jorden på toppen ejet af den amerikanske stat, og de havde ikke til sinds at sælge til en privat. Så manden forlod projektet, så nu står der bare en lift uvirksom hen og forfalder på sit 7. år.
Inden afgang med vores gummibåd og 2 kajakker blev vi lige introduceret til banal safety. Maria blev ufrivilligt valgt som forsøgsperson, hvilket absolut ikke faldt i hendes smag. Der blev fyldt lidt ekstra vand i Colorado River, da kaptajnen på vores båd lige skulle vise, hvordan en person trækkes i båden igen efter en svømmetur i riveren. Stakkels mand, han viste jo ikke, at Maria ikke er helt skarp til at håndtere den slags.
Vores ”kaptajn” viste sig at være pensioneret, og pt. hyggede sig med at rafte og kajakke med turister på Colorado River. Han var vel midt 60'erne og som han selv udtrykte det, var det ikke for at prale, og mere så vi vidste, at han havde en stor viden omkring området i såvel tekniske som miljømæssige termer. Han var tidligere professor fra Utah State University med 4 forskellige uddannelser, herunder speciale i vandmiljø. Derudover havde han i flere år arbejdet for staten som netop vandmiljøekspert omkring Colorado River. Han havde så sagt stop, da han nåede pensionsalderen, da han var blevet træt af de bureaukratiske tåber, han arbejdede for. En af hans ankepunkter omkring bureaukraterne var, at de troede de kunne gøre alle tilfredse. Hans konstatering var blot, at det kan pr. definition ikke lade sig gøre, nogen vil altid blive ramt af regeringens indgreb. Det kunne vi jo kun nikke genkendende til, når vi tænker på den hjemlige debat, der ofte ender op med, at vi måler regeringens duelighed på, hvor mange negative historier man kan finde, fremfor hvilke gode ting forskellige tiltag medfører.
Vores raftingtur var ganske flot, og de forskellige vandfald var efter forældrenes vurdering ganske passende for pigernes alder. Ak og ve – vores kaptajn kom dog på arbejde med at finde lidt mere ramasjang, da Maria i vanlig stil proklamerede, at de små bump, som viste sig undervejs var på grænsen til at være kedelig. Hun bliver ganske enkelt farlig, når hun bliver ældre. På de mere rolige passager undervejs fik vi alle mulighed for at bade i Colorado River. Nicolai og pigerne fik også prøvet en kajak alene. Sidst nævnte fartøj var Emma rigtig glad for, så en tur alene med far igennem en større strøm og fald var bare lykken.
Vel hjemme på campingpladsen blev der igen grillet og hygget med marshmallows i bedste amerikanerstil. Pigerne skulle dog først lærer, at marshmallows skal have lidt mere end ½ min. over gløderne for at få den rigtige konsistens :-).
I morgen går det så videre til Monument Valley og indianerland, men inden da har vi planlagt lidt yderligere ture rundt til forskellige arches i nationalparken, da vi ikke har så lang en køretur foran os.
Mandag er endnu en dag, hvor vi står tidligt op, da vi som sagt skal nå lidt naturoplevelser, inden vi fortsætter vores rundtur. Dagens første stop er The Landscape Arche, som er buen med den største spændvidde. Rekorden blev opnået i 1991, da campister under archen hørte nogle brag foroven, og mærkede lidt småsten komme dryssende. De nåede væk, inden det store klippestykke rev sig løs og nåede fantastisk nok at fotografere bruddet. Tilbage står nu archen med den største spændvidde, da det var noget af siden på buen, der brækkede af. Den står der så stadig i dag 21 år efter. Myndighederne har dog ikke turde åbne op for campering under buen igen, da de frygter, at den sidste del også vil kollapse (den ser nu også meget tynd ud). Dernæst var det Pine Arche, hvori der står et pinetræ i selve buen. Rosinen i pølseenden var nord og syd-vinduesbuerne. Dermed havde vi set nok buer for denne gang og nået at vandre 5-6 km fra morgenstunden – men igen hvilke fantastiske naturskabte fænomener :-).
Efter en hurtig frokost og indkøb af diverse spiselige genstande er vi nu på vej mod dagens destination Monument Valley, hvor vi skal indkvarteres ”in the middle of nowhere” for som campingpladsen skriver – vi er uden for lands lov og ret, og vi kan ikke tilbyde nogen former for mobilnet m.v. Sjovt nok skulle vi kunne komme på nettet. Vi får se senere :-)
- comments