Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det søndag, og vi er nået til ø nr. 2 på vores lille øhop rundt i staten Hawaii. Kauai hedder øen, og er vel den ældste af øerne, hvilket måske forklarer, hvorfor den heller ikke har haft noget vulkanudbrud i det vi kan betegne som en overskuelig årrække (ca. 1.41-1.43 mio år) . Øen er til forskel fra Big Island derfor ekstremt mere frodig af selv samme årsag, da vegetationen har haft lidt tid at vokse i uden at blive brændt af lavaen. Øens midtpunkt er desuden verdens fugtigste målt ud fra mængden af årlig regn - 1142 mm. Jeps 11,5 meter falder der sådan ca., så jeg tror ikke landmændene brokker sig over manglende regn :-).
Vi har valgt et hotel på øens sydside nærmere betegnet Poipu beach. Efter sigende den bedst egnede børnestrand, men efter at have kigget på dagens bølger, tror jeg ikke vi som voksne skal prøve de "uegnet for børn" strande, der findes på øen :-)
Vi nåede lidt sent frem til hotellet og endnu en gang fik vi lige overvurderet pigernes energiniveau, da vi valgte at slæbe dem på hotellets restaurant. Vi havde ikke nået at få serveret forretten før Emma sov, og da pigernes mad endelig kom, sov de begge. Tilgengæld kunne forældre så nyde maden i fred og ro og bilde os selv ind, at vi var på honeymoon på Hawaii :-).
Mandag morgen kunne vi starte med en dejlig morgenmad i restauranten i selskab med den mest fantastiske udsigt af havet og stranden, der omgiver hotellet - det skulle være alles ret, at bo ved havet, det er ren energi til sjælen. Vel tanket var det bare at begive os ned til hotellets pool og stranden, da vi havde besluttet os, at ta' en blid opstart på øen. Det var noget pigerne nød til fulde. Selvom de normalt ikke er meget til badning ved strand pga. vandet er jo salt og der er jo sand, kunne de ikke modstå fristelsen for de høje bølger og det turkisgrønne vand. Aftensmaden blev indtaget på en lokal burgerrestaurant, der havde 20-25 forsfkellige burger på menukortet. Nicolai fik blandt andet prøvet en Skipperskræk burger, hvilket forstås betød, at den kom med frisk spinat - lidt sund kan man jo godt være.
Tirsdag blev det tid til at se lidt andet end hotellets faciliteter. Vi kørte en kort tur til den egentlige statsstrandpark for Poipu Beach, idet den skulle have en lille indelukket lagune, som gør den ekstra børnevenlig. Det var der andre børnefamilie, der havde læst sig til, så stranden var plasteret til med håbløse (ikke fordi man er det selv :-)) turister.
"Disse turister" havde ikke helt forstået, at et koralrev er ikke noget man går og står på!! Så det gjorde ondt i vores hjerter, mens vi snorklede, at se de fede turister (har ikke nævnt nogen befolkningsgruppe her), der bare vadede rundt på revet for at røre ved fiskene. Men lidt nye fisk blev det da til i forhold til tidligere, så nu er vi vel oppe på små 10-15 slags :-) Pigerne har fået et "fiskekort", så de efterfølgende kan være med til at identificere dem. Da vi kørte fra stranden besluttede vi os for, at køre op og kigge på fænomenet "Spouting Horn", som er en lavatunnel ved havet, hvor havet presses ind i flere lavatunneler og dernæst springer op igennem et hul i lavaens overflade. Det er specielt at stå at se på og der er godt med "puf"-lyd på, når det kommer op gennem hullerne. Samtidig gør det jo heller ikke noget, at skildpadder synes at holde til ude foran og med jævne mellemrum titter op til overfladen. Skildpadderne synes at være overalt.
På vejen hjem til hotellet faldt vores vej forbi et lokalt supermarked, som også serverede friske madanretninger. Mens vi sad og spiste samlede pigerne tillige en masse hawaiiblomster og fortalte livligt hvem af de små veninder/venner derhjemme, som skulle have blomsterne. Dette fængede hos en af de ansatte - nærmere betegnet ordet "blomst", og han identificerede os til at være danskere (den første som ikke har udpeget os som nordmænd eller svenskere - sidstnævnte kunne jo faktisk være rigtigt :-)). Hans kone sad ved nabobordet, hvor vi havde spottet, at hun havde en såkaldt Københavner-cykelhjelm (dem der ligner en fin hat) hængende på sin cykel. Derudover havde hun en blå drikkedunk med en noget slidt påskrift "Copenhagen Maraton - Nykredit Invest". Hun havde åbenbart løbet Københavns maraton for 2 år siden og besøgt Danmark flere gange, da hun havde en veninde i Norge. Hun var selv fra San Francisco, og boede nu med sin mand på øen, hvor hun underviste i yoga og pilates. Vi kunne så fortælle at vi arbejdede for firmaet Nykredit på drikkedunken, og endnu en gang må man konstatere verden er lille - her rejser vi stort set om på den anden side af jordkloden og støder ind i en, som udmærket kender det lille kolde land mod nord. Skulle måske have taget et billede med kvinden og drikkedunken og solgt det som reklame med påskriften "Nykredit går nye veje" :-).
Om onsdagen var det så tid til at se lidt af øens nordkysten - så tidligt op og af sted. Der var små 75 miles, der skulle køres hver vej, og målet for vores lille ekspedition var en strand ved navn Tunnels Beach. Efter sigende skulle det være den bedste strand at snorkle ved og samtidig fantastisk smuk. Hak ved den sidste del og kun et lille hak ved snorklingen. Stranden var gudeskøn, og vandet havde denne fantastiske turkisgrønne nuance. Samtidig ramte vi en blå himmel, det kunne ikke være bedre. Det eneste der brød lidt af idyllen, var et sindsygt kvindemenneske der begyndte at råbe og skrige af Emma og Nicolai, da de kom på land efter deres snorkletur. Sagen var, at de svømmede helt til stranden med hovedet under vand, hvorefter de rejste sig med ryggen mod stranden - prof. snorkler går jo ikke forlæns i land med deres finner - de går baglæns med øjnene mod havet. I starten troede de, de havde en haj lige i ryggen, men det viste sig at være noget så harmløst som en munkesæl, der lå og hvilede sig i solen. Rundt om sælen havde strandens livredder markeret et adgang forbudt område, da sælen er truet og dermed fredet. At der så ikke lige var sat skilte op under vandet, gjorde det lidt svært at se, at man ikke måtte gå på land på dette sted. Ud over sælen fik vi også på afstand observeret, hvorfor spinner delfiner hedder det de gør. Delfinerne gik virkelig til den med det ene akrobatiske hop efter det andet. Det var enestående at sidde og observere :-)
Vel hjemme på hotellet igen, fik vi bestilt bord på restauranten overfor hotellet, som lå i en lille privat have, der havde sine aner helt tilbage til 20'erne. Utrolig hyggelig restaurant og som noget nyt en formidable service og den hidtil bedste på øerne. Pigerne nød også stedet, da de rigtig kunne gå på fotosafari sammen i den smukke have, mens vi ventede på maden.
Torsdag, som var vores sidste hele dag på øen, blev udset til at være dagen, hvor "Grand Canyon" a' la Hawaii, skulle beses. Endnu en gang blev vi forbløffet over den skønhed, som Kauai kan byde på. I modsætning (ikke fordi vi har set dem endnu in live - kun på billeder) til Grand Canyon er Kauai-udgaven helt grøn fra top til tå og plastret til med det ene vandfald efter et andet grundet de store nedbørsmængder og det varme klima. Vi var ekstremt heldige at slippe for regn den pågældende dag og kunne virkelig opleve dalen i dens fulde flor. Dernæst havde Nicolai planlagt en lille tur til en afsidesliggende strand. Lene protesterede umiddelbart mod projekt, idet hun havde læst sig frem til, at ingen bilforsikring ville dække, hvis man kørte derud. Visse vasse sagde Nicolai, for der står kun i kontrakten fra biludlejningen, at vi ikke måtte køre offroad i udlejningsbilen og en grusvej er pr. definition ikke offroad. Kære Lene, du kan vel godt forstå, at de kun skrevet dette fordi folk kører vildt på strand, og nu kører vi stille og roligt, så sker der ikke noget!! Som sagt så gjort - af sted vi trillede. Vejen viste sig at være en 2 sporet grusvej, som ville gør ethvert sommerhusområde i Danmark misundelig. De 2 spor blev dog til 1 og med tiden blev gruset skiftet ud med sand.... Hmmm, der var nok en grund til, at man ikke måtte kører der ud. Vi tog en hurtig beslutning, da vejen så ud til at snævre mere til vendte vi rundt, da vi kom til en lysning.... og udbuddet udeblev ikke fra Nicolai, som begyndte at få små svedperler i panden. "Arghhh, jeg tror vi sidder fast, Lene", hvortil Lene blot konstaterede, "hvad sagde jeg"....
Få sekunder senere kunne pigerne i bilen så konstatere, at farmand lå i sand og gravede med klør fem rundt om alle 4 dæk :-) Ganske underholdende at se på, og Maria forslog også meget hurtigt at vi kunne bruge de nyindkøbte strandskovle til at hjælpe far. Kort efter lå hele familien Rasmussen med en hvis legemes del i vejret og gravede :-) Da vi havde gravet lidt, forsøgt de 3 "stærke piger" at skubbe bilen med lidt girl-power, og bilen virkede faktisk til at komme fri, indtil den satte sig fast igen :-(. En lokal frelsende engel inkl. familie kom i samme øjeblik forbi, og få sekunder derefter var familiens strandtur reddet :-) Samtidig kunne familien fortælle, at vi bare skulle fortsætte 200 m. til, og vi ville være på strandens parkeringsplads, hvilket ville være ok med vores bil - kunne han jo let nok sige, nu han kørte rundt i en 4 hjulstrækker.
Vi valgte at tro på ham, og kom ganske rigtigt til strandens parkeringsplads. Foran os åbenbarer der sig en fantastisk strand i en størrelse a' la Vesterhavet. De umiddelbare fordele her var dog krystalklart vand og plus 20 grader :-).
Vi konstaterede hurtigt, at der var helikoptere i pendulfart, som var påmonteret nogle forstørrede strandspande hængende under sig, som de fyldte op med havvand. Formålet var at flyve op til en dal bag stranden, da der åbenbart var en brand i gang.
Vandet var fantastisk, omend bølgerne lidt større og voldsommere end vi tidligere havde prøvet. Vi havde da også noteret os de mange advarselsskilte om at bade med stor forsigtighed - skulle jo nødig fanges i bølgerne, som rullede sandet i kraftige bølger ind over strand kanten. Vi blev dog ikke helt afskrækkede fra at dyppe tæerne i bølgen blå, men der var en årsag til skiltene!! Pludselig kom der en bølge, som skyllede Maria ud af hænderne på Lene og op på stranden - resultatet var, at hun lignede en sandmonster, og der var ingen steder, hvor vi ikke kunne finde sand på hende inkl. munden. Hun var blevet skyllet fuldstændig ind i en sandbølge og kunne i et kort sekund slet ikke ses :-( Resultatet var en meget lidt tilfreds Maria.
Men en gang vandhund altid vandhund. Efter at have sundet sig og set Emma og far i bølgerne - og trods stærke indvendinger fra moderen om at have respekt for havet - så var Maria klar til en ny omgang i bølgerne. Så op på hesten igen med farmand ved roret (læs: farmands stærke overarme :-)), som så måtte holde fast i begge arme, så hun ikke "fløj" i bølgerne igen. Så selvom vi kørte fast, fik sand i hår og mund, var alle glade for, at vi havde besøgt denne perle af en strand på Kauai, inden vi skulle flyve dagen efter.
Aftensmaden blev indtaget i ren hygge og idyl på altanen, medens vi nød udsigten.
Fredag var rejsedag. Natten havde dog været en hård omgang. Emma kastede op flere gange. Så formiddagen blev brugt til at få lavet lidt lektier og pakke. Flyveren skulle efter planen afgå kl. 14.00, så der var god til at hygge og slappe af.
Nattens udfordringer fortsatte dog i lufthavnen, hvor vi kort før security satte en effektiv prop i køen. Emma krøb ganske enkelt under afspærringen, og måtte lige frekventere toilettet igen og morgenmaden forsvandt ved samme lejlighed. Moderen forsøgte desperat at følge hende, men blev "tilbageholdt", da security mente, at den måtte Emma lige selv klare. Og heldet var igen med os, da vi så endelig skulle igennem scanneren. En random for udvælgelse af personer til særligt gennemsyn ramte Nicolai - heldigvis var det kun rygsækken, som skulle igennem et ekstra tjek. Men ærligt, så kan "random" jo ikke bruges til ret meget, når det er "forbrydere m.v." det gerne vil fange. En 12 årig pige led samme "skæbne", hvilket ikke synes at give nogen mening.
Vi er nu på vej, så aloha når vi kommer til Maui.
- comments