Profile
Blog
Photos
Videos
Med vores ankomst til San Francisco satte vi punktum for vores første tur i autocamper, da det var her den skulle afleveres. Inden afleveringen skulle den dog lige tømmes for opvaskevand, og det lidt tungere der lå og flød rundt i dens tanke. Ikke noget problem overhovedet da vi var vant til rutinen, så 5 min. arbejde sparede os lige for 30$. Dernæst skulle gassen lige fyldes, hvilket voldte lidt problemer, da det lige pludselig ikke var alle tankstationer i Napa, der tilbød denne service. Da vi endelig fandt en, skulle vi så også lige finde ham, der så kunne betjene gasstanderen. Så den gode tid vi ellers var kommet af sted i endte med at blive en rimelig tid.
Af sted gik det til San Francisco. Til trods for mandagens morgentrafik gik det forbavsende godt - 5 spor sluger bare mange biler. Og med GPS'en til at lede vejen var der ikke nogen fejlafkørsler, så lidt mærkeligt at vi ikke kunne se udlejningsfirmaets skilt nogen steder, da GPS'en meddelte "de er nu nået deres destination". Nå, men under alle omstændigheder skulle jeg tanke lidt, så ind på tanken, der lå ved siden af adressen og spørge til "Cruise America". Vi var ikke de første med det spørgsmål, for det eneste han "sagde", var at stikke mig en seddel med en anden adresse 20 miles længere mod syd. Hmmm så fra at gå fra god tid, til rimelig tid, var vi nu nede på "nogen skal dø" tiden, da camperen skulle afleveres senest kl 11.00. GPS'en meldte ETA kl. 10:56, så der skulle ikke mange propper til, før det løb var kørt. Af sted det gik igen, sømmet i bund og en banden over, at adressen ikke var blevet opdateret i informationsbogen til autocamperen.
Vi nåede i mål til tiden :-) En hurtig aflevering af autocamperen og en dyr 600 kr.'s taxa til downtown San Francisco var vi pludselig i en pulserende storby. Hotelværelset var ikke klar, så det var på med et par varme trøjer og ud og opleve byen. Vi startede med lidt frokost på Boudin - en turistattraktion, fordi de bager brød af surdej (en usædvanlig ting i USA og anbefales faktisk i Lonely Planet - og vi undres blot - hvad nyt er der i det? :-)).
Efter en god frokost begyndte vores færd i Pier 39. Her er alt hvad hjertet begærer af pling, plang og underholdning, masser af turistfælder og gode spisesteder. Et paradis for pigerne, og hele eftermiddagen inkl. aftensmaden blev også tilbragt der. Vi havde dog en kort tur tilbage til hotellet, idet pigerne selvfølgelig skulle nå en tur i den opvarmede pool inden aftensmaden.
Hotellets beliggenhed var til og med formidabel, så vi havde udsigt til både Golden Gate, Pier 39 og Alcatraz, så der var stor ros til gemalen fra fruen. Radisson Hotel ved Fishermann's Wharf kan klart anbefales. Prisen var selvfølgelig heller ikke i den lave ende, men det hele værd og god underholdning lige uden for vinduet. Aftensmaden indtog vi i Pier 39 med fantastisk solnedgang, udsigt til Al
Godt trætte og mætte blev slagplanen for næste dag lagt. Det var lovet op til 27 gr., blå himmel og masser af solskin (en sjældenhed på denne årstid, idet San Francisco er kendt for at være indhyllet i tåge og maks kan præstere 20 gr.)
Helt som forudsagt (og vi takker vejrguderne) blev vejret fantastisk. Så vi stod op tidligt lørdag morgen (vi har endnu ikke sovet længe :-)), taskerne blev pakket, solcremen påført og afsted gik det ned til morgenmaden. Den indtog vi på en klassisk amerikansk cafe i bedste stil a'la Grease (Emma var helt henført til filmen) inkl. mad af samme karakter - pandekager m. bacon/ sirup og omlet med stegte kartofler og brød til forældrene. Og endnu en gang må vi undres - hvem har lært amerikanerne at lave kaffe - selv den forjættede "Starbucks" laver til tider en tynd omgang mokka...
Nå, men med depoterne fyldte var vi nu klar til dagens oplevelse, som bestod i en cykeltur over Golden Gate :-) Og ja, forældrene er nok nogen gange tæt på at blive indberettet til myndighederne for børne"mishandling" m.v., idet denne "lille" cykeltur endte med at blive på 40 km, og vi var hjemme efter ca. 6 timers tur :-)
Pigerne klarede turen helt fantastisk og med en absolut kvote af nul brok :-) De cyklede på en påhængt cykel bag forældrene op og ned ad bakkerne. Og mange oplysninger havde vi fået inden turen, dog havde de lige "glemt", at der var flere bakker end hvad man kan forvente små pigeben og forældre med dårlig kondi kan klare. Der blev virkelig trampet igennem og forældrene fik brændt nogen kalorier af. Til tider kunne både Nicolai og jeg mærke, at pigerne nærmest skubbede på, på vej op ad af bakkerne :-) Så der var lovet en stor is, når vi kom frem til færgen, som skulle transportere os tilbage til Pier 39, idet vi med cykelturen havnede på den modsatte side af bugten.
Det var helt igennem en fantastisk dag med mange super oplevelser. Det var helt specielt at kunne se Golden Gate fuldt ud, og det var bestemt meget langt ned, da vi stoppede på broen for lige at tage et view ud over San Francisco og havet. Overrasket blev vi også, da vi måtte cykle i bedste zigzag-stil imellem en masse motionsløbere. Vi har dog fundet ud af, at netop Californien er kendt for at gå op i sundhed og god mad.
Frokosten blev indtaget i en mini-Redwoodskov med en fantastisk legeplads til pigerne. Her var ca. 2/3 af turen tilbagelagt og pigerne havde stadig energi, som skulle forbrændes med at svinge sig rundt på legepladsen. Og vi kan afsløre, at jordbærsæsonen er rigtig god lige nu. Vi indtog vel ca. et kilo jordbær til frokosten :-)
Efter en kort pause skulle den sidste del af turen cykles. Og det optimistiske forældre fortalte, at det nok gik lige ud det meste af vejen, og der tog vi grueligt fejl. Det var en strækning, hvor halvdelen var bjergkørsel :-) Det var ingen tvivl om, at bugten rundt fra Golden Gate og til Triburon er stedet, hvor de rige bor. Der var kæmpe villaer med en fantastisk udsigt udover bugten mod San Francisco.
Godt ømme i bagen og noget trætte ankom vi sidst på eftermiddagen Triburons færgehavn, som var meget idyllisk og den store is kunne fortæres med meget god samvittighed.
Vel hjemme igen på hotellet var pigerne dog ikke mere trætte, end at de kunne tage en lille time i poolen. Hvor får de dog den energi fra?!
Som belønning på dagens store indsats besluttede vi at spise på en rigtig børnerestaurant "Rainforst Cafe". Det indebar en ventetid på 45 min., som vi så kunne tilbringe med at studere den indendørs arkitekttur, som bestod i en restaurant udformet som en regnskov med dyr i alle afskygninger - eks. slanger fra loftet, papegøjer, elefanter, sommerfugle, aber, gorillaer, et akvarium med farvestrålende fisk og et talende træ. Et rent slaraffenland for pigerne og ventetiden kunne da også "bruges" til at foretage indkøb af tøj og andre accessories :-) Vores lille tradition med en nøglering fra de steder vi besøger holdte dog pigernes indkøbslyst i skak.
Godt trætte og meget sent væltede vi alle omkuld med en viden om, at vi søndag skulle tidligt op da vi skulle til Alcatraz, Bay Akvarium samt China Town og midtbyen.
- comments