Profile
Blog
Photos
Videos
Michael vågnede rigtig tidligt, og det var måske meget heldigt, for en af hans kunder hjemme i DK havde store problemer, så han havde tid og mulighed for at arbejde lidt og hjælpe dem her fra den anden side af jorden. Vi mødtes ved otte-tiden, hvor vi gik over og spiste morgenmad, inden vi satte os i bilen og kørte mod Zion og Bumbleberry Inn. Vi kørte igen igennem parken og havde igen flere fantastiske "udsigter". Undervejs kørte vi hen over prærien, igennem et indianer reservat, og vi gjorde holdt ved et lille "hul i jorden", og her købte pigerne og Lene hvert et armbånd, lavet af indianere.
Vi gjorde også holdt ved Horseshoe Bend, der er en spektakulær bugtning på Colorado River formet som en hestesko. Fra parkeringspladsen skulle man lige op over en lille bakketop, en tur på god 1 km - i 38 graders varme ad en sandet sti. Det var hårdt, men - hold da op - det var turen værd!! Slugten er formet af, at sand igennem mange mange år er blevet transporteret af vandet, og det har så gnavet sig ned igennem jord, sand og klipper.
Næste stop var ved Carl Hayden Visitor Center ved Glen Canyon / Lake Powell dæmningen, og kort derefter krydsede vi grænsen til Utah - og skulle stille uret en time frem.
På vej videre oplevede vi feriens første regnvejr = 10 dråber vand... Ellers har vi hidtil haft fantastisk godt vejr, og i dag er ingen undtagelse.
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Zion, hvor vi havde booket to værelser på Bumbleberry Inn, et fint motel i Springdale lige uden for Zion National Park. Vi var varme og skyndte os at hoppe i swimmingpoolen inden vi spiste aftensmad på Wildcat Willies restaurant. Herefter var det tid til godnat.
- comments