Profile
Blog
Photos
Videos
Opdatering fra NZ sommer og sol.
Jeg sidder nu på hostellets sundeck med en bærbar i hånden og nyden solen, kun iført shorts. Så kan det hvis ikke blive meget bedre, med udsigt til Taupo søen, NZ's største vel at mærke. Ingen skyer, ca. 25-26 grader og fantastisk udsigt til bjergene med en smule sne på toppen, sikke en charme som NZ's natur byder på - den findes hvis ikke lignende andre steder. Byen Taupo minder meget om en ferieby, med masser af aktiviteter med skydive (tandemspring) som hovedaktrationen, dog har vi valgt ikke at gære det her, selvom det er billigst her for som det altid er, med pris kommer kvalitet, så vi tror (og har hørt fra lokale), at det skulle være bedre på sydøen. Nå, men det var nu egentlig vores oplevelser jeg skulle berette om, jeg ville blot lige starte med at fortælle jer hvad I egentlig går glip af derhjemme, selvom vi nu også kan se sne hernede, dog ikke i samme mængder som hos jer.
Sidst jeg slap jer var hvis i Rotorua før vi skulle på udflugt til Maori Village. Vi blev hentet på hostel omkring kl. 18, hvorefter bussen kørte os ud til deres lille landsby, placeret helt ude i skoven væk fra civilisationen. Buschaufføren starter med at sige velkommen på kiwi sproget, hvorefter han så småt begynder at forklare på engelsk hvad han egentlig sagde. Derefter spurgte han til de forskellige nationaliteter i bussen og begyndte derefter at byde velkommen på hvert sprog. Sørme jo, han bød også velkommen på dansk, og alt i alt så var han igennem 54 sprog, som han alle kunne huske i hovedet - ret imponerende må man sige, det er hvis det man kalder en multi tolk, måske han kunne bruges et bedre sted en blot til at køre bus? Da vi ankommer til Maori, så bliver vi samlet i en rundkreds, hvorefter maori'erne byder velkommen på ders helt bestemt måde, ved at en bestemt person skal ind i midten og samle noget op, et tegn på frelselse og fred til os gæster, hvorefter vi får lov til at komme ind i deres landsby. Selve indbyggerne består af forskellige personer, lige fra en kok til skrædder, samt selvfølgelig en kejser som regererer over hele byen - han lignede mildest talt en sumobryder, og jeg ville nødig se nogen komme i problemer med ham. Herefter viser de os rundt i byen, vi ser forskellige lege, hvorefter vi bliver samlet til en slags koncert. Her opviste maori'erne hvordan man festede, dansede, lavede rytmisk musik og jaeh som vi nok ville kalde det: Hvordan man skabte sig lidt, og gjorde fjollede ting. Herefter var det videre til buffet som bestod af forskellige grøntsager med fisk, lam og kylling samt salater. De forskellige retter var lavet ud fra traditioner om hvordan mauri'erne lavede mad før hen - Og nej, de spiser skam ikke mennesker mere, så bare rolig. Til maden fik vi deres eget hjemmebryget øl (smagte ganske udmærket, med en smag af honning) dertil også deres egen vin, en meget sød en. Herefter var der dessert bestående af marengs bund med frugter og fløde samt kage. Vi spiste til vi næsten ikke kunne mere, for hvad er bedre end ta'selv mad til backpackere, så der var ingen tvivl om hvor der sad backpackere. Herefter var der mulighed for at shoppe lidt lokalt fra landsbyen, og derefter tilbage til civilisationen igen. Vi fulgtes denne aften med 5 danskere som alle var syd for Aalborg, så det var lidt sjovt at tale dansk sammen igen på denne måde - og det blev da også fejret med en øl på den lokale bar bagefter, før det igen var sengetid.
Vi havde igen valgt at blive 2 nætter, denne gang i Rotorua, da vi havde andre planer en at fortsætte med kiwi bussen med det samme om morgenen, som stort set de fleste ellers gør. Efter en tur igennem byen tog vi bussen ud af byen og måtte derefter gå det sidste stykke ud til skoven, denne dag havde vi besluttet os for at dyrke lidt motion, iform af mountain biking. Vi fik udleveret cykler, en god instruktion på kortet over området og ikke mindst du mange forskellige ruter der var mulige at køre på, hvorefter jeg lagde mig i front og viste vej rundt i skoven. De første par ruter var blot opvarmning, men her fik man ligesom fornemmelsen af hvordan cyklen skulle håndteres, og hvordan man cykler rundt i bakkede terræn - ikke helt ligesom at sætte sig på cyklen og ned til købmanden. Sværhedsgraden varierede lige fra 2-4, og vi kom igennem både store hop og snævre sving, med godt fart i cyklen og adrealinen pumpende i kroppen efter mere fart og tempo. Desværre blev Kai ramt af et uheld efter halvanden time da hans ene gearkabel det sprang, så han ikke kunne skifte gear bagpå, så det gjorde turen ret så besværlig, men han klarede sig igennem, og måtte trække en del gange op ad bakkerne for at kunne rundt, hvorefter han måtte give op efter knap 3 timer, da det efterhånden blev for irriterende at trække den op ad hele tiden før det igen gik nedaf. Jeg tog et par ruter mere, incl. en som gik henover en bæk, hvorefter vi afleverede cyklerne tilbage, godt ømme i benene og en smule trætte, men stadig med adrealinen pumpende. Herefter tog vi tilbage til hostel, fik noget aftensmad og hoppede ellers i køjen, da vi skulle med bussen dagen efter.
Da vi steg ombord om morgenen kunne vi godt se det var lidt anderledes, bussen var fyldt af danskere, så vi i alt var 10 ud af 40 i bussen, ret godt klaret for lille dk. Efter et par stop undervejs gik turen til Waitomo, hvor vores attraktion bød på black water rafting dagen efter om morgenen. Efter ankomst til hostel tog vi en gang volleybold, os 8 danskere som gik meget sammen, de 2 sidste danskere ville ikke rigtig være en del af vores fællesskab som vi for en gangs skyld nød. Aldrig på turen har vi været så mange danskere sammen, og det er utrolig så god en stemning vi har fået rystet os sammen, det er næsten som vi kender hinanden fra dk. Selve byen Waitomo består egentlig ikke af mere end 5 huse, et fælles toilet og så selvfølgelig en bar til backpackere, hvad ellers - dem kan de jo tjene penge på. Vi fik bikset aftensmad sammen og hyggede os på terrassen før vi tog en enkelt øl i baren, og ellers på hovedet i seng bagefter.
Torsdag morgen var vi oppe kl. 6.45 og afsted til grotterne. Black water rafting foregår ikke ude i det åbne, men nede i grotter langt nede under jorden, helt væk fra alt ting. Vi kommer frem til deres kontor, hvorefter vi får våddragter på, 5 mm. på benene og 10 mm. på overkroppen, så vi var godt klar over vandet ikke var særlig varmt - helt præcist 13 grader, og det samme var lufttemp. dernede. Turen starter med små øvelser oppe på landjorden, og derefter stiller vi os ellers klar ved kanten, hvor jeg melder mig som første mand ned igennem. Med ned igennem mener jeg 35 meters rapelling ned til groffernes start, ikke noget med trapper eller lignende, det var på med udstyr, pandelampen tændt og så ned mod dybet, hvor man langt fra kan se helt derned. Efter blot 7-8 m. bliver det rigtig snævert, og hullet har en dia. på maks. 60 cm., så det var med at slange sig igennem på bedste vis, og derefter James Bond metoden som i aktionsfilmen resten af vejen ned, uden man kan se ret meget - vild fed fornemmelse, og allerede her pumper adrealinen før turen knap er begyndt. Dette var sidste lystegn fra himmelen for de næste par timer, hvorefter vi langsomt fortsætter længere ned i grotten, med en tur over vandet på en svævebane, uden man kan se noget som helst - en rigtig fed oplevelse, for du aner ikke hvad næste hjørne byder på af oplevelser. Her stopper vi så op foran vandet, får noget varm kakao og noget kage, før vi hopper i vandet med vores badering. Trods det man befinder sig langt under jorden, så levede der faktisk ål nede i vandet og vi mødte 5-10 stykker af dem undervejs. Herefter fortsætter vi ind i grotten med glowworms lysende op overalt. Disse glowworms lyser op som selvlysende dioder, men faktisk så er det noget specielt i deres afføring som gør at det lyser op, men det tænker man ikke særlig meget over, og nyder i stedet synet, som minder meget om en stjerneklar nattehimmel, hvor loftet og væggene er fyldt op med selvlysende glowworms. Derefter tilbage igen i gummiringen, og så smider vi dem fra os, og resten af turen foregår på gåben eller en gang rask svømning i det kolde vand. Videre ind igennem grotten, hvor vi ind i mellem kravler rundt i små tunneller for at kunne komme rundt. Et kort stop for nyt proviant og ellers afsted igen, hvorefter vi så småt begyndte opstigningen til overfladen igen. Hvis I nu sidder og tænker, nå så tog de sikkert bare stigen op igen og så var det slut, så må jeg desværre skuffe jer, for så kedelige var vi skam ikke! Efter først at kravle ind igennem små tunneller og rundt om hjørner stopper vi op, hvorefter en af gangen starter opstigningen, hvor vi kravlede rundt om et vandfald, hvor det eneste vi havde at holde fast i var strukturen i væggen, ingen håndtag eller andet. Herefter klatrede vi op igennem vandfaldet, hvor hullet ikke var mere end 1 m. i omkreds, virkelig en ekstrem oplevelse, hvor du kun har væggens struktur og holde fast i, vandet som falder ned igennem og ellers helt mørkt, bortset den smule lys som pandelampen gav. Mange af stederne hvor vi klatrede op var der ikke mere end 80 c. i omkreds og ca. 1,3 m. højde, så vi kæmpede os vej op, hvorefter vi til sidst ser lyset for enden af grotten, og igen er tilbage til overfladen - sådan, overlevede den vildeste tur igennem grotten som man kunne komme i New Zealand, med adrealinen pumpende på sit højeste da vi nåede til himmel og sollys igen :) Derefter tilbage til kontoret og et velfortjent varmt bad og varm tomatsuppe bagefter. Ind i bussen og direkte afsted til Taupo hvor vi befinder os nu. I morgen fredag skal vi op kl. 4.40 for at gøre os klar til en 8 timers hike (gåtur) op på det snebeklædte bjerg i knap 2800 meters højde, kan næsten ikke vente med at fortælle om hvordan den hike er gået :)
- comments
Kasper Det må man nok sige. I får da snakket med en del danskere.. :) Det lyder da ihvetfald ikke til at i keder jer. Som sagt. Det er i NZ ekstremsporten skal opleves. Må nok indrømme at jeg misunder jeres tur på mtb. :) og grotte turen lød helt fantastisk. Ser frem til at hører mere fra jer. Hilsener fra Sæby. (K)