Profile
Blog
Photos
Videos
Flere oplevelser til rygsækken!
Så får I lige endnu en opdatering på vores færden rundt i New Zealand som bare kører
derud af. Sidst sad jeg og nød solen i Taupo, og nu er vi så kommet til hovedstaden,
Wellington. Men jeg må hellere lige skrue tiden et par dage tilbage og fortsætte fra
sidst. Jeg glemte dog lige at fortælle sidst at vi kom forbi Huka Water Falls, hvor
vi kom fordi en indsnævring af floden, hvor bredden ikke var mere end 6 m. og vandet
havde så meget tryk på, at det kunne fylde en olympisk svømmehal på 3 sek., så det
svarer til ca. 22000 liter vand i sekundet, tænk lige over det engang. Torsdag aften
efter jeg skrev blog til jer, besluttede vi (0s 8 danskere som fulgtes ad) at gå ned
til supermarket for at handle fælles ind til aftensmad, og hvad var mere oplagt end
at smide kød på grillen, når nu den stod klar på sundeck med fantastisk udsigt.
Pigerne gik i gang med salaten og kartofler som kom på grillen mens vi (som rigtige
mænd gør) tog os af kødet på grillen, og jeg havde tændt godt op i gasgrillen. Bedst
som kødet begyndte af få farve, så mistede vi langsomt gassen og vi måtte derfor
tage pander i brug også, men hvad andet kunne man forvente når det var et hostel.
Men vi havde en rigtig hyggelig aften og sad længe og nød udsigten deroppe fra. Et
par timer senere prøvede vi at gå i seng, men fordi vores hostel lå midt i centrum,
så kunne vi høre ikke mindst 3 diskoteker på samme tid, så det var meget svært at
sove i den larm :(
Fredag morgen startede kl. 4.40, med et par få timers søvn i kroppen og ellers ind i
bussen 5.40 på vej mod Tongariro til en af NZ's bedste alpine crossing tracks. Med
madpakker og godt med proviant til turen begav vi os afsted i bussen i kul mørke.
Efter ca. 1 times kørsel med solopgang ud over landskabet ankommer vi til starten af
ruten omkring kl. 7.15 og 15 min. senere var vi i fuld gang med vores hike, med et
godt tempo og alle bag os. Vi startede i en højde af ca. 1150 m. hvorefter det
langsomt gik op ad langs et vandløb, mens solen kom længere og længere op. Som I kan
se på billederne så var vejret perfekt, ikke en eneste sky på himmelen, men stadig
forholdsvis koldt indtil vi for alvor begyndte opstigningen. Første udfordring blev
Devils Staircase som var en masse trapper som gik meget stejlt op ad, så her kom
benene på arbejde og mælkesyren kunne svagt mærkes i lårene, men vi holdte stadig et
godt tempo på vej op over indtil vi kom til South Crater. Hele området er vulkaner
som har været akive for mange år siden, og som billederne også antyder, så har de
stadig form som vulkaner, et utrolig smukt syn. Fra South Crater var det frivilligt
om man ville videre på ruten eller bestige Mt. Ngauruhoe. Energiske som vi var,
valgte vi selvfølgelig sidste løsning, og startede derfor opstigningen til vulkanen
som også blev kaldt Mt. Dome, opkaldt efter Ringenes Herre filmene, hvor netop dette
områda blev brugt meget under optagelserne til filmene, selvom det var svært at
genkende dem fra film. Vulkanen var sidst aktiv i 1975, og der står stadig
advarselsskilte, hvis nu den skulle blive aktiv igen. Første stykke på opstigningen
var forholdsvis let, men derefter går det eller op ad. Hele vejen til toppen var der
ingen bestemt rute at følge, men kun en vej, nemlig opad mod toppen. Vi fulgtes ad
med 3 norske drenge som også holdte et godt tempo. Vulkanens sider er en blanding
mellem sten på 15-20 cm. omkreds og meget meget løst aske/jord som næsten var
umuligt at stå fast i, hvilket gjorde det sværere at bestige vulkanen. Opstigningen
skulle tage ca. 1,5 time, og ca. halvvejs oppe måtte jeg slippe Kai, og jeg fulgtes
med en nordmand helt til toppen, hvorefter de andre kom lidt senere. Vulkanens
sidste stykke blev utrolig stejlt, og her blev benene virkelig syret til, og sveden
dryppede ned af kroppen på os, og nogen gange følte man at toppen var uendelig langt
væk, mens man forsigtigt kravlede sig vej op, og gled et par gange ned. Nogen gange
var det 2 skridt frem, og derefter gled man 1 tilbage. Da vi nåede toppen, og dermed
også helt op så vi kunne se ned i krateret af vulkanen fik vi den bedste udsigt man
kunne forestille sig i en højde af 2291 meter. Hvilken forløsning, vi nåede det -
hele vejen til toppen! Tid til madpakke og drikkelse, og selvfølgelig en masse
billeder ud over landskabet. Hvis I ser godt efter på et af billederne, så vil I
kunne se af der faktisk kom røg op fra vulkanen. Tid til nedstignen igen, som kun
tog ca. 20 min, da vi kunne løbe/glide ned det meste af vejen, da vores sko langsomt
gravede sig ned i asken og det var derfor meget nemt at komme ned igen, og vi havde
da også lige tid til at vinke til nogen af de andre fra bussen som havde taget den
lange vej op af vulkanen. Herfra fortsatte turen på den oprindelige rute, med
afmærkningen igen, og meget lettere terræn. Næste opstigning var til Red Crater på
1886 m. og derfra gik det lidt op og ned, forbi Emerald Lakes, nogle helt krystal
klar søer, hvorefter man får en flot udsigt til Lake Taupo og Taupo by. Med få korte
pauser undervejs, fortsatte vi til enden af ruten, og kom til enden ca. 6,5 timer
efter vi startede, med omkring 20 km. i benene, op og ned vel at mærke - en
fantastisk tur, og nu forstår vi bedre hvorfor den bliver kaldt for NZ's bedste one
day hike. Med bus retur til Taupo, ankom vi til hostel kl. 16.30 igen, hvorefter vi
ompakkede rygsækken og begav os afsted igen, denne gang mod Huka hot pools. 40 min.
gang og vi ankom til en anden del af Huka Falls, hvor varmekilder varmede vandet op
til omkring 50 grader, næsten som at være i spa bad, dog ganske gratis og naturskabt
- en herlig måde at slappe af og koble af efter en lang dag med hiking. Senere på
aftenen tog vi tilbage til byen igen, fik os noget mad og hyggede os sammen med de
andre danskere.
Loerdag morgen koerte vi saa videre fra Taupo, hvor vi knap nok kunne komme ud af byen, der blev nemlig afholdt ironman i omraadet, saa byen var fuld af motionister, dog havde vi ikke selv tid til at deltage. Foerste stop paa dagen var Tongariro National Park, hvor vi gik os en gaatur paa ca. 2 timer i landskabet, dog ikke noget vildt i forhold til vores hike dagen foer. Herefter koerte vi et par km. mere, hvorefter vi stoppede ved et vandfald paa 6 m. hoejde. Vores guide havde fortalt at man kunne hoppe i vandet derfra, saa den mulighed benyttede Kai sig af. Med godt tryk paa vandet i vandfaldet, og saa ellers ned i det iskolde vand. Saa meget saa Kai's foerste ord da han kom til overfalden igen var: "Det er fandme koldt det her!". Herfra koerte vi videre, og efter en rigtig flot bustur igennem landskabet, med bjerge paa begge sider af vejen, ankom vi til River Valley, som faktisk ikke var mere end en dal, hvor floden loeb igennem. Vi boede et sted hvor bussen ikke engang kunne komme ned, og det eneste som var i omraadet var selve vores hostel. Ingen forbindelse til noget, meget primitivt koekken, og anderledes vaerelser end vi havde vaeret vant til - men skidt pyt, nogen gange er det hyggeligt at vaere vaek fra alt civilisation og omverden for en kort stund. Vi fik lavet os noget aftensmad og resten af aftenen gik med hygge og god stemning inde i opholdsrummet. Herinde var der ogsaa arrangeret underholdning, ikke helt almindelig, men alle havde rettet fokus mod samme sted, nemlig det store spisebord. Der var nemlig konkurrence om hvem der kunne komme under bordet og op paa den anden side igen, uden at roerer gulvet vel at maerke, de samme regler var gaeldende for at komme rundt om en stol, saa meget alternativ underholdning, men stadig rigtig hyggeligt og lokalt.
Soendag morgen startede stille og roligt, men jeg og Rasmus tog os en gang motion hen over formiddagen, da vi skulle vente paa at alle blev klar til bussen igen (nogle havde vaeret paa river rafting den morgen). Herefter koerte vi mod Wellington med et enkelt stop undervejs, hvorefter vi ankom til NZ's hovedstad omkring 18.00. Om aftenen tog vi ud at spise alle os danskere paa Coyote. En virkelig laekker restaurant til en fornuftig pris, og vi fik sagt farvel til dem, da vi havde valgt at tage en nat mere i Wellington, og skulle paa den maade ikke med samme bus ned til sydoeen.
Mandag morgen fik vi sovet ud efter de sidste par naetter med et mindre soevnmangel, hvorefter vi tog paa Te papa, NZ's stoerste museum. Her var en blanding af naturkatastrofer som havde ramt NZ, hvordan landet er bygget op rent geografisk, hvordan den lokale befolkning havde udviklet sig siden landet blev opdaget. Faktisk saa siger de hernede, at Nz er det seneste land som er blevet opdaget et sted mellem 1650-1750, alt efter hvem man spoerger hernede, saa landets historie er ganske ung endnu. Men som man ogsaa kan se paa opbygningen af NZ, saa er landet skabt paa baggrund af de tektoniske plader, den indisk-australske og den pacifiske plade. Fra museum tog vi videre ned igennem byen og fangede den gamle kabel trukket sporvogn op den botaniske have, hvor vi spiste frokost med udsigt ud over Wellington by. Herfra tog vi ned til centrum igen, og fik shoppet lidt toej, og ellers bare osede lidt rundt i byen, og derefter tilbage til hostel. I morgen tirsdag tager vi til sydoeen. Overfarten tager ca. 3,5 timer og saa overnatter vi i Picton.
Vejret hernede er stadig skoent, sol og sensommer, men stadig op omkring de 22-25, men ind imellem med en smule vind.
Take care,
/ de 2 backpackere
- comments
Birthe Sikke en tur I har været på, er I ikke snart ved at trænge til nye sko, med det tempo I har på må jeres sko være slidt op.
Kasper Ja ja, selvfølgelig skal vejret være med jer. her i dk fortsætter vi med lidt natte frost og ellers gråt om dagen.. :( hvor bliver pakken med godt vejr af??? :)