Jeg er som den eneste af os frivillige tilknyttet en offentlige skole (de andre er paa dagpleje institutioner for handicappede boern). Dette goer at det den foerste dag lidt virkede som om laererne ikke var helt klar over hvad de skulle bruge mig til, men denne fornemmelse kom nok mest af alle de ting der foregik. Det var som vist i Xi'an City-albummet Teacher's Day i gaar, hvilket, sammen med at det var min aller foerste dag, gjorde det hele dagen en kende forvirrende. I dag har jeg saa fundet ud af at de faktisk kan bruge mig til ret meget. Kinesere har ret svaert ved deres engelske udtale da det ligger saa fjernt fra kinesisk. Saa ved at jeg er der og konstant udtaler de engelske ord uden den meget markante kinesiske accent, hoere boernene det 'live' og ikke kun paa en baandoptager, som man bruger meget. Derfor kan jeg ikke bruges til saa meget fysisk, men mere som en hjaelpelaere. Det er mit indtryk at det goer en forskel paa boernenes udtale, da det jo samtidig ogsaa hjaelper laereren en del.

Den laere jeg foelger hedder Miss Ann og er 30 aar, men ligner en pige paa 17. Jeg troede foerst at hun var praktikant, hun viste sig at vaere en af de bedste laerere, men vidst ogsaa lidt skrap.

Men jeg er rigtig glad for at jeg valgte laere-projektet, det er enormt hyggeligt med alle de smaa boern. De er virkelig soede. Naar jeg gaar paa gange siger over halvdelen af alle boern, der gaar forbi hej. Og jeg underviser ikke over halvdelen af eleverne paa den skole. Der var en pige i dag i en af klasserne, der havde tegnet en tegning af mig, som roeg paa gulvet, hvorefter hun samlede den op og gav den et kys :)