Profile
Blog
Photos
Videos
Vi vågnede allerede kl. 5.15, da vi skulle ud af døren kl. 5.45. Pludselig kom Emil ud fra badeværelset med et meget mærkeligt ansigtsudtryk i hovedet, så jeg spurgte ham, hvad der var galt. Han fortalte mig om snegle-episoden aftenen forinden, og at han havde kigget badeværelset igennem bagefter, for at sikre sig at der ikke var flere. Men nu var der kommet endnu en klam 'dræbersnegl'. Vi blev derfor meget hurtigt enige om, at her skulle vi ikke sove mere! Vi kunne bare ikke rigtigt checke ud med det samme, da vi skulle ud af døren, men vi gjorde os i stedet fuldstændigt klar, pakkede vores tasker og gemte dem under et lagen. Derefter gik Emil i gang med at lave snegleblokade, så vi kunne efterlade vores bagage sikkert.
Da vi gik, kom receptionisten for at lukke os ud. Vi forklarede ham om snegle-episoden, og han tilbød os med det samme et andet rum, men da vi ikke havde nogen idé om, hvor sneglene kom fra, takkede vi pænt nej, og sagde at vi gerne ville checke ud, når vi kom tilbage fra vores tur.
Vi prajede derefter en taxa til Plaza Foch, som virkede til at være den centrale plads i den nye bydel, hvor der lå masser af restauranter, barer og klubber. Her ventede vi lidt tid på en restaurant, hvor vi kunne få lidt morgenmad, inden bussen kom og hentede os. Og så gik turen ellers mod vulkanen Cotopaxi.
Vi var i alt 17 personer og to guider, Lille-Marco og Store-Marco, der begge var meget søde og professionelle. Der var rent faktisk to danskere med på turen, hvilket vi først tænkte var rigtig fedt, men de viste sig at være nogle højrøvede fjolser, som kun repræsenterede Danmark negativt. Dem havde vi derfor ikke meget med at gøre, da de mildt sagt ikke var vores kop te.
Først kørte vi en times tid op til et hotel, der lå et stykke uden for byen. Her fik vi hver tildelt en mountainbike, som vi skulle justere samt tjekke bremser og gear på. Cyklen blev herefter sat op på taget af den lille minibus, da vi først skulle bruge dem senere. Nu kørte vi en times tid mere, før vi ankom til Cotopaxi-nationalpark. Her holdt vi først et stop, hvor vi kunne købe nogle snacks og coca-bolsjer mod højdesyge, derefter et stop, hvor vi kunne købe handsker og huer mod kulden. Sidste stop var en rundvisning i et hus, hvor vi fik historie og facts omkring vulkanerne i området akkompagneret af malerier og figurer rundt omkring i det lille 'museum'. Vi holdt også et par stop, hvor vi kunne tage billeder af vulkanen på lang afstand. Cotopaxi var utroligt imponerende, men det er også verdens næsthøjeste aktive vulkan med sine 5890 meter over havets overflade.
Endelig nåede vi til det øverste sted, hvor bussen kunne komme op. Vi var her i 4500 meters højde og det kunne godt mærkes. Især da vi så begyndte at gå op ad den lille sti, der zig-zaggede sig op ad vulkanen. Bevæbnet med mange lag tøj, huer og vanter, samt for mit vedkommende alle de knæbind jeg kunne komme i tanke op, bevægede vi os langsomt op. Guiden gik forrest og sørgede for, at alle holdt et roligt tempo, og at der blev holdt jævnlige pauser. Efter en lille time nåede vi det der blev kaldt El Refugio, som bestod af et meget tomt hus. Men vi var lykkelige da vi så det, da det betød at første etape var veloverstået, og vi fik her lov at holde en pause. Efter at vi havde sundet os lidt, begav vi os videre fra de 4810 meter og videre op af vulkanen. Her var det ikke længere en fin sti, men et mere 'rough' terræn, der mødte os, som bestod af rødt vulkansk aske og lidt sne. Alt imens kom vi højere op og det kunne mærkes i hovedet. Det var en sej tur op, men vi kom op til de 5000 meters højde, hvor gletsjerne startede, som var vores mål. Her fik vi taget noget billeder og nydt udsigten udover det flotte landskab. Derefter ville vi gerne ned igen. Vi kunne begge mærke højden i hovedet og især jeg blev svimmel og fik kvalme. Det var en hurtigere tur, men stadig hård og ikke gjort bedre af, at vi ikke var ved vores bedste. Vi fik kæmpet os ned til bussen, hvor vi sad og sundede os, mens vi ventede på resten af holdet.
Da alle var kommet ned, skulle cyklerne i brug. Vi fik en kort instruktion i hvordan de skulle bruges, og så var det ellers derudad. Det gik en del mere nedad end først ventet, så det gik hurtigt op for os, at man skulle holde den ene bremse nede konstant (der var i alt to håndbremser på cyklen) - og så kørte man hurtigt. Vejen var gruset og meget ujævn, så det var en meget bumpende tur, hvilket kunne mærkes i hænderne. Men derudover var det rigtig sjovt at suse ned af vulkanen. Ved enden fladede vejen ud, og vi cyklede det sidste stykke ned til en lagune, hvor bussen kom og hentede os igen. Herfra kørte vi tilbage til vores første stop på turen, nemlig hotellet.
På hotellet fik vi en tre-retters middag, der startede med en lækker grøntsagssuppe, efterfulgt af en kedelig pastaret og en endnu mere kedelig chokoladekage. Derefter gik turen tilbage til Quito, hvor vi så skulle finde et nyt sted at sove. Vi gik først ind på et turistbureau for at spørge, om de kunne anbefale et sted, og de nævnte et hostel, Yellow House, der lå næsten lige ved siden af. Her gik vi ind og fik et rigtig fint værelse, endda billigere end normalt, fordi fjernsynet var gået i stykker, som egentlig ikke gjorde den store forskel for os. Vigtigst af alt var dog, at der ingen snegle var, så levede vi med, at vores private kabine til toilet og bad var gennemsigtig, så der var ikke meget privatliv.
Vi tog derefter tilbage til snegle-hostellet for at hente vores bagage og få afregnet med receptionisten. Han sagde, at det var okay, at vi bare betalte for den ene nat på trods af, at vi havde bestilt to, men blev dog ved med at finde på undskyldninger for, at vi skulle betale mere. Først var der et gebyr, som vi ikke var blevet oplyst om (og derfor nægtede at betale), derefter hævdede han, at prisen var pr. person, som vi pænt fortalte ham, at det vidste han godt, at det ikke var. Vi gav ham derfor regnestykket: det totale beløb divideret med to, minus det depositum vi allerede havde betalt ved booking. Til sidst havde han ikke flere dårlige undskyldninger og tog imod vores penge.
Da vi endelig nåede tilbage til vores nye hostel var vi meget udmattede. Vi besluttede os derfor for at gøre noget næsten ulovligt! Vi tog en taxa ned til McDonalds og hjem igen, hvor vi sad og nød (hvad vi mente var) vores fortjente junkfood. Derefter faldt vi ret hurtigt i søvn.
…
Midt om natten vågnede jeg, ved at Emil sprang op af sengen og panisk begyndte at børste sin krop. Jeg satte mig op og spurgte, hvad der var galt. Han så helt panikken ud og sagde, at der var en kæmpe bille i vores seng. Jeg fløj ud af sengen og råbte: "Hvor?!"
Han kiggede på mig og sagde så: "Det ved jeg ikke, det var dig, der sagde det". Nu var jeg forvirret og spurgte ham: "Du har lige vækket mig, jeg ved ikke noget om nogen bille". Eftersom jeg kunne huske, at jeg lige var blevet vækket i en mærkelig drøm om nogen kort, tænkte jeg, at det ikke var noget, jeg havde sagt i søvne. Og da der heller ikke var nogen bille at spore i vores seng, fik jeg overbevist Emil om, at det nok var noget han havde drømt, og vi kunne sove igen. Det er måske ikke så mærkeligt, at han drømmer om sådan nogle ting, efter de adskillige mærkelige værelser vi efterhånden har sovet på. Dagen efter kunne han intet huske om episoden, hvilket alligevel er rimeligt imponerende, da han virkede fuldstændigt vågen.
- comments