Hej igen! Så er vi godt landet i Pokhara efter seks forrygende trekkingdage.
Vores tur startede med at vi blev introduceret til vores guide Manoj og vores bærer Korna. Begge et par familiefædre i trediverne med lægmuskler der ville gøre selv en bodybuilder misundelig.
Vi blev kørt i jeep hen til starten af trekket, hvor turen blev kickstartet med tre kvarters trappeløb i tredive graders varme. Der blev seriøst svedt igennem, ikke mindst af Emilie, der fik suget halvdelen af sin astmaspray i sig i løbet af den første time. Efter trappeturen blev vi dog belønnet med en flot udsigt over dalen. Første dags march tog ca fire timer og vi bevægede os ca 1600 meter op. Vi var godt flade, da vi indfandt os på første dags hotel i Pothana, moderne udstyret med varmt bad og et rigt menukort. Resten af dagen gik for mit vedkommende med benene oppe og en bog, mens eftermiddagens og aftenens mål for forkølede Emilie gik med at stjæle så mange papirsservietter som muligt fra den lokale restaurant.
Efter en god nats søvn, og det sidste bad i seks dage, gik turen videre mod 'Forest Camp', sjovt nok beliggende i skoven. Turen var ret fantastisk, da vi fik øjnene op for den flotte nepalesiske natur. Vores porter, der i øvrigt var totalt utrættelig på trods af vores 15 kilos oppakning, løb i forvejen og fandt en masse nepalesiske delikatesser i form af bl.a friske bambusskud, skovsyre og rhodondendronblomster. Vildt fedt!
Til Emilies store utilfredshed spildte vi nogen af de hårdt tilkæmpede højdemetre på også at gå lidt ned ad bakke. Men som guiderne klogt sagde: 'It's Nepal. What to do?'. Ved ankomst til campen ventede os en spøjs oplevelse i form af en kæmpe fåre/gedeflok med tilhørende hyrder og vagthunde.
Dyreflokken fyldte ret meget i forhold til stedet, da man næsten konstant kunne høre de liderlige væddere jagte de stakkels får rundt (de siger nogle ret karakteristiske lyde). Den store interesse fra vores side endte da også med at hyrderne inviterede os op til deres telt, hvor vi blev inviteret på gedemælk næsten frisk fra yveret. Det var i al fald stadig yverlunt, da vi fik det i koppen. Emilie syntes det smagte som risengrød og drak glad sin halve kop, mens Tobias ikke var vild med klumperne og 'sødmælken med gedeostebismag' og kæmpede med den ene slurk.
Dagen blev sparket i gang kl halv fem om morgenen, ved at de seks hyrdehunde alarmerede alle i området om, at fjendtlige rovdyr var i området. Deres egentlige job, fik vi fortalt, var faktisk at beskytte flokken mod områdets sultne tigere, hvilket faktisk var et reelt problem, da hyrderne havde hyrderne havde mistet en ko til et tigerangreb for nylig.
Ellers var vi klar til tredjedagens trek, der ifølge vores guide skulle være det hårdeste. Vi ladede op til dagens strabadser med en nærende morgenmad bestående af müesli med gedemælk.
Hele dagen gik stejlt op ad gennem en smukt blomstrende rhodondendronskov, for til sidst at ende over trægrænsen. Det sidste stykke endte vi med at vandre på toppen af en bakkekam med flot udsigt til Annapurna South og Fishtail mountain, berømt for sin spidse tvetop, der i nogens øjne ligner en fiskehale. Dagens hårde trek endte i 'High Camp' der med sine 4000m kan give en smule højdesyge hos nogle. Stedet i sig selv lignede da også noget fra en BBC dokumentar med sin lille uopvarmede sengebygning i sten og spise/opholdsstue opvarmet af en brændeovn holdt i live af træ medbragt af guiderne og lyst op af en lille petroleumslampe. Stedet var virkelig stemningsfyldt på trods af temperaturen under frysepunktet og den knappe plads om ovnen.
Næste morgen stod vi op klokken 4:45 (skønt) for at tage en morgenvandring på halvanden time yderligere op til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se solopgangen på de omkringliggende bjergtinder. Det var helt utroligt smukt om end en smule tidligt og temmelig koldt.
Nedturen kan beskrives som den omvendte scene i Ringenes Herre, hvor Frodo og Sam stiger ad næsten uendelige trapper op til Shelobs hule. Læs: Vi gik ned ad ufatteligt mange trapper og kunne igen nyde godt af den smukke skov på vejen. Nedturen gik i øvrigt væsentligt hurtigere end opturen og vi kom hurtigt ned i varmen igen. Gudskelov. Aftenen tilbragte vi i den lille landsby Siding i et lejet værelse hos en familie. Det så ud til at blive en halvkedelig aften, men så trak det op til storm.
Det begyndte at tordne og lyne som det kun kan i troperne. Emilie og jeg endte med at sidde ude på den lille veranda og se på lyn og drikke lokal brændevin, mens vores guides foretrak at blive indendørs i husets mikroskopiske, meget tilrøgede bålopvarmede lerkøkken.
Sidste reelle trekkingdag gik ad små stier mellem risterasserne med udsigt over dalen. Klimaet her mindede næsten om Italien og vi gik og legede med tanken om at vandre Caminoen næste sommer. Dagen endte i landsbyen Lwang, hvor vi besøgte en, i dagens anledning, strejkeramt tefabrik og i øvrigt nød det totale fravær af motorstøj og anden bylarm. Her hørtes kun lyden af skolebørn, bøfler og af og til et hanegal.
Dagen efter fik vi set en ugle, der cirklede rundt om hovedet på os, en kæmpe mår, der krydsede vejen 25 meter foran os for ikke at nævne en lille abeflok, der stak af da vi fik øje på den og ikke lod sig kalde tilbage, på trods af Emilies ihærdige abeskrig. Alt dette foregik på den lille times gang vi havde tilbage ned til den terrængående bus, der kørte os tilbage til Pokhara.
Ved hjemkomsten til Pokhara, fandt vi ud af at planerne for vores Rukum tur var ændrede, uden nærmere specifikation. Vi regner derfor med, at tilbringe et par dage ekstra her i Pokhara.