Profile
Blog
Photos
Videos
Alt imens mit danske talesprog dag for dag svinder mere og mere, kan jeg mærke tydelige forbedringer i mit engelsk og spanske, og især det spanske er en stor fordel når man kommer væk fra storbyens trygge turistede rammer.
Vi ankom til El Calafate og tjekkede ind på vores hostel Che Lagarto, et småkedeligt STORT og upersonligt hostel, så vi var på forhånd klar over at dette nok ikke var stedet, hvor vi ville falde i snak med særligt mange.
Yderligere boede vi også på, hvad der indtil videre er, det største værelse vi har boet på - et 12-mands.
Her var privatlivet sat til side, men det har vi efterhånden været mere eller mindre vant til i den seneste måneds tid, så det gjorde ikke rigtigt noget.
Under vores indcheckning var vi blevet præsenteret for, et par forskellige valg af udflugter i det store gletsjer-område;
den billige: dagsudflugt til Perito Moreno Glacier, som lå 80 km fra El Calafate. Pris: 90 t/r + 100 entrance + 50 boat.
den dyre: MINI-trek på Perito Moreno Glacier'en, til den nette sum af 500 pesos (hvilket svarer til 700 kr).
den svinedyre: big-trek samme sted til 720 pesos. Insane!
Vi valgte selvfølgelig den billige, og det er vi fint tilfredse med, da vi fik set gletsjeren, som virkelig var en kæmpe oplevelse, i samme højde som Iguazu tidligere har været på turen. Det er sådan noget man vil se tilbage på resten af livet.
Man kører igennem det mest intetsigende landskab, for pludselig ud af ingenting at blive mødt af det storslåede syn, som gletsjeren virkelig er. Man kommer hele tiden tættere og tættere på, og da man ankommer til det sidste udkigspunkt, indser man at her burde man blive stående resten af sine dage, bare for at opleve gletsjeren kælve isbomber ned i det klare blå hav. I dét sekund bomben rammer vandet, går den mest øredøvende larm gennem luften, som om vi befandt os midt i et tordenvejr. Folk omkring os går amok og jubler, og vi kan ikke lade være med at følge deres tiltag, omend bare en smule.
Senere på dagen får vi lov at komme endnu tættere på, da vi stiger ombord på et boat trip, som på trods af at værende smedekoldt, giver en anden og ligeså fed oplevelse af gletsjeren. Bestemt pengene værd.
8 timer, 150 billeder og to trætte danskere senere, ankommer vi igen til Che Lagarto, efter en super dag.
Vores kroppe er stadig mærkede at fest, ballade og usund livsstil i Buenos Aires, så vi beslutter at El Calafate må blive vores detox, så vi kan komme ovenpå igen.
De følgende tre dage bruger vi kun på at slappe af, spille Playstation og se en lagune, nede ved stranden.
Dagen efter forlod vi El Calafate til fordel for den lille flække El Chaltén, 3½ timers kørsel væk.
Chaltén
Aldrig før har jeg følt mig så langt væk fra alting - begrænset med varmt vand, konstante strømsvigt, ingen wifi, kun dyrt "satellit-internet" - men i byen var opstillet et bordfodboldbord, så det redder selvfølgelig dens ry. Og det var tilmed gratis! Anders og jeg rev to lokale gutter rundt med cifrene 30-21 - en stensikker sejr, igen, igen.
Grunden til at vi var taget til El Chaltén var simpel; vi ville trekke til Mount Fitz Roy, som eftersigende skulle være en fantastisk oplevelse, så det gjorde vi dagen efter vi ankom. Vi stod relativt tidligt op, købte nogle billige sandwiches og en dunk vand hver, og så prøvede vi ellers kræfter med trekking.
Det er en meget populær trek, pga. den som nogen af det eneste i Argentina er gratis. Trekken ta'r 4 timer hver vej, og så bruger man ca. én time ved base camp. Allerede efter de første fem minutter var vi ved at være smadrede, og det siger vel lidt om hvad vi har levet af siden vi ankom til Rio d. 4. januar!
Men det skulle vise sig at blive værre. Meget værre endda. Efter tre timers gang med OK tempo, begynder det pludselig at blive utrolig stejlt, og den times opstigning er simpelthen noget af det fysisk hårdeste jeg har prøvet i mit liv. Vi kæmper os dog op, og det syn vi bliver mødt med, fortæller os at det har været alt besværet værd.
Ved base camp af Mount Fitz Roy (der i øvrigt er anerkendt som værende et af de sværeste bjerge at bestige i Verden, pga. dets stejle, nærmest lodrette klippevæg) er en smuk sø, kaldet Laguna de los Tres, et virkelig pittoresk syn på et af naturens vidundere, som jeg ville ønske var noget jeg kunne få lov at se igen.
Efter en times velfortjent pause ved base camp, var det nu tid til at gå tilbage, så vi kunne nå vores hostel - Rancho Grande - inden mørkets frembrud. 3½-timers nedstigning senere væltede vi begge omkuld i vores senge, fuldstændigt smadrede i hvert enkelt af kroppens led. (i skrivende stund, halvanden uge efter, kan jeg stadig mærke at jeg var på det trek)
Puerto Madryn
Dagen efter vores hårde trek, havde vi tænkt os at tage til Bariloche, men det fandt vi hurtigt ud af ikke kunne lade sig gøre. Der var tre dages ventetid, og vi kunne ikke forestille os tre yderligere dage i denne småkedelige lille by, så vi besluttede os for at tage tilbage til El Calafate, og prøve at tage en bus videre et andet sted. Vi endte med at tage til Rio Gallegos (verdens r*vhul) og derfra videre til Puerto Madryn, på østkysten af Argentina. Alt-i-alt en tur på 30 timer, hvilket var ekstremt trættende ovenpå gårsdagens "gåtur".
Her i Puerto Madryn har vi været de seneste 6 dage, og vi har været ved Peninsula Valdes, et reservat, hvor pingviner, søløver, hvaler og lign. befinder sig, det var en OK oplevelse, men ikke i forhold til de penge det kostede. Puerto Madryn er en hyggelig lille by, hvor vi har brugt mange af dagene med at feste på den lokale bar Margarita. Vores hostel El Gaulicho er helt klart et af de bedste vi har været på, og vi har mødt rigtig mange fede mennesker her, som vi har festet med. Blandt andet George, som vi mødte i Buenos Aires, og aftalte at mødes med her igen.
Man får utrolig meget opmærksomhed, når man er gringo/udlænding her i Puerto Madryn, og det er både på godt og ondt, så et eller andet sted trænger man til at komme videre, og opleve noget nyt. Derfor tager vi til Bariloche kl 21.30 i aften. Cheers!
- comments