Profile
Blog
Photos
Videos
Den første dag i Dubai startede ud med at vi kl. 10 tog en taxi ind mod Dubai efter at have prøvet vores hotels i den grad sparsomme "morgenmad". Vi tænkte at en time burde være tid nok fra det ene emirat til det andet (der var jo ikke så langt)… Men trafikken var slem på trods af at Dubai er en by bygget til biler, hvor der kører seks-sporede motorveje gennem hele byen og på trods af at vores chauffør kørte som om vi var med i en biljagt. Vi nåede til et afsætningssted foran Dubai Mall, et stykke fra Burj Khalifa, og med klokken et minut i elleve løb vi bare i håbet om at nå det. Vi tænkte han havde sat os af noget langt fra Burj Khalifa - Især da vi opdagede der ingen indgang var på denne side og turen gik rundt om den enorme bygning, der jo heldigvis er noget højere end bred. Det viste sig, at skilte bare ikke er populære i Dubai - sikkert fordi det ødelægger gadebilledet, så da vi nåede den anden side, blev vi sendt tilbage - indgangen var via Dubai Mall… Vi var noget bekymrede for, at de ikke ville lukke os ind når vi nu var noget forsinkede, men det viste sig ikke at være et problem overhovedet. Gudskelov - vi havde trods alt også løbet rundt i 30+ grader i skyggen for at nå det.
Oplevelsen viste sig dog at være maratonet og pengene værd. Først stod vi i kø i evigheder - dog ved meget underholdning, der især illustrerede hvor meget højere og sejere Burj Khalifa var end alle andre bygninger. Til slut nåede vi elevatoren, der var en hel oplevelse i sig selv. Vi blev skudt op i en sindssyg hastighed: Vi havde hørt rygter om 10 sekunder, og selvom 15 nok var mere præcist var det alligevel et meget hurtigt lift til toppen, hvor man kunne se etagerne tælle hurtigere op ad end man kunne følge med. Toppen var selvfølgelig fantastisk - man var så højt oppe at man ikke kunne fatte det, hvilket også gav Magnus en noget komisk højdeskræk, der var til stor underholdning for en flok tyske turister. Han fik dog med tiden overskredet sin frygt og tilsluttede sig mig ved vinduerne på terrassen. Den store skyline med mange af verdens resterende høje bygninger lignede næsten et villakvarter, dog var Dubai Mall stadig et kontinent med dets 1260 butikker (som det vist nok var). Motorvejen var enorm, og man kunne virkelig se, at i modsætning til alle andre storbyer var denne kortlagt som man ville - der var ikke meget plads til at gå, men store brede motorveje, hvor du kunne køre 100 km/t gennem hele byen. Men det er vel naturligt når benzin koster en slik. Ud mod vandet kunne man ane verdenskortets mange øer, og i det fjerne også se Burj Al Arabs kendte silhuette.
Efter Burj Khalifa fortsatte vi tilbage ind i Dubai Mall, hvor vi ville komme til at bruge resten af dagen. Stedet var kæmpe stort og som Magnus har udregnet for at illustrere det: Hvis du vil bruge ét minut i hver butik (som før sagt 1260 stks), ville du stadig skulle bruge 21 timer der. Der var alle butikker og den fantastiske blanding af burkaer og meget afslørende tøj, der illustrerer Dubai's kultur meget godt. Foodcourten tog minimum et kvarter bare at gå igennem, og alt i alt var det shoppingcenter en oplevelse - selvom man ikke skulle tro det var muligt. Især på grund af det faktum at centret også har et af verdens største akvarier (mindre kan ikke gøre det) med en masse store hajer, fisk og rokker. Her købte vi os adgang til, hvor vi kunne komme ind i tunnelen gennem akvariet og også fik adgang til en såkaldt "zoo"… Det burde ikke overraske os at denne zoo indeholdte både flere pingvinarter, krokodiller, oddere, bævere, og mange fisk, men alligevel måtte vi erklære os lidt i chok… Den lå jo også i centret! Med billetten fik vi også 'gratis' penge at bruge i gaveshoppen, så vi fandt en lille maskotpingvin til rygsækken, der var under det beløb. Vi besluttede os for at prøve et stykke Cheesecake på "Cheesecake-factory" - nok en dum beslutning, der var alt for stærkt påvirket af vores kærlighed til tv-serien Big Bang Theory. Dum beslutning gemmer ikke på at cheesecaken var ulækker, eller for dyr, men derimod at den var så uimodståelig lækker og alt for meget, at vi ikke skal have cheesecake de næste 37 år. Desuden ville ingen cheesecake kunne leve op til det nogensinde.
Da vi tog hjem prøvede vi at gå et lille stykke, men fandt hurtigt ud af at det ikke lige var så let, så vi hoppede på en taxi og fik ham til at sætte os af ved Sardhia bymidte, hvor der skulle være 1-2 km hjem og vi tænkte vi måtte kunne gå - Forkert. Vi løb over veje, gik på midterabatter og lign, før vi til sidst nåede lidt fodgængerovergange og fortove. Vi nåede dog hjem i seng - dog udmattede og trætte et godt stykke efter midnat og gik i seng.
Dagen efter valgte vi at sove lidt længe for at catche up på søvnen. Magnus gik ned og trænede da vi vågnede og efterfølgende tog vi hotellets bus til Dubai, der dog viste sig kun at køre til Deira, der er en slags forstad. Herfra tog vi en taxi til den gamle bydel. Den var meget lille, eftersom byen aldrig før var en storby, men hyggelig. For første gang følte vi lidt charme i ellers kolde historieløse Dubai. Vi satte os ind på en hyggelig café vi havde læst anbefalinger af, der især er kendt for deres kamelburger, som Magnus selvfølgelig kastede sig i krig med. Han sagde dog at den var lækker, men at han ikke havde vidst det ikke var oksekød hvis han ikke vidste det.
Herefter tog vi på Dubai museum, der var en noget spøjs oplevelse, mest af alt fordi det var som om de prøvede at blæse den ikke-eksisterende historie op til noget stort og spændende. Det virkede ikke så godt, men var stadig meget sjovt.
Nu tænkte vi at vi virkelig skulle opleve kontrasten og vi hoppede i en taxi til Burj Al Arab, da det lå afsides fra resten af centrum. Den flotte skikkelse kunne man selvfølgelig kun betragte på god afstand. Magnus og jeg ønskede stærkt her at eje en usynlighedskappe, så vi lige kunne snige os ind. Dette var dog ikke muligt, så vi prøvede at gå lidt ned langs kysten for at se om vi kunne snige os ind bare og se hotellet rigtigt fra siden, men selvom alle de andre hoteller maksimum havde 5-6 stjerner var det umuligt at snige sig gennem sikkerhedstjekket i porten. Vi gav op og satte af sted mod Mall Of Emirates, der uhyggeligt nok kan ligge i samme by som Dubai Mall. Mall of Emirates har ikke 1260 butikker, men "kun" mellem 600 og 800. Vi havde egentlig fået nok center, men vi havde brug for noget frokost og så ville vi også gerne se Mall of Emirates særtegn: Et kæmpe vinterland, med skilift, kælke, osv.. Dette viste sig at være større end forestillet, men man kunne knap nok være overrasket, da vi her havde vænnet os til at sådan var det bare i Dubai. For bare at påpege det, er Dubai i gang med at bygge "Mall of the World", der bliver meget større end de to andre, da nogen kinesere har overgået Dubai Mall (og den går jo bare ikke). Efter centeroplevelsen prøvede vi lykken med metroen, som gik relativt let, men dog var meget fyldt og varm. Vi tog den tilbage ud til Deira, dog ved stranden. Vi havde læst at her lå en rigtig lækker etiopisk restaurant, og desuden ville vi gerne se stranden. Den plan fejlede lidt, da stranden var en kæmpe byggeplads for verdens største et-eller-andet, som der ikke var adgang til og politikens "turen går til Dubai"-anmelder åbenbart enten ikke har været i Dubai, eller er småt begavet. Alle hans restaurant tips var beskrevet som "I nærheden af", men bestemt ikke til at finde - heller ikke da vi tog en taxi til et andet sted en restaurant skulle ligge. Vi endte med at gå på en lidt sørgelig, men super hyggelig marokkansk restaurant, hvor de tilsyneladende ikke havde haft turister i meget lang tid. De måtte febrilsk lede efter menukort med engelsk oversættelse, og prøvede sig frem på fransk. Til gengæld var de utroligt søde, maden var billig, og selvom det ikke ligefrem var gourmet var det helt lækkert nok (i hvert fald i forhold til vores andre 'kulinariske oplevelser' i Dubai - hvis man overhovedet kan kalde dem det.)
Vi sluttede af med at prøve at forklare en taxichauffør vejen til hotellet og til sidst lykkedes det og vi vendte hjem. Med få timers søvn måtte vi få timer efter stå op, tjekke ud og finde en taxi, for åbenbart var det ikke alle der ville køre til terminal 3. Det undrede os lidt, indtil vi var på vej af sted og stødte på 6-baners motorvejskø, der var meget stillestående. På trods af at vi var af sted over 2½ time før vores fly fløj begyndte vi at frygte at vi ikke ville nå det. Vi nåede det dog helt fint til sidst og taxichaufføren fik en god portion drikkepenge som tak for tålmodigheden og hjælpen. Vi fik tjekket ind, og fordi vi havde været så stressede over køen glemte vi at spørge om mulighed for andre pladser, hvilket måtte have været skæbnen - forklaring følger senere. Vi gik ind i lufthavnen, hvor vi købte noget at drikke, Magnus fik en varm tunwrap (man er træt når man siger ja til at få varmet sin tun) og vi satte os til at slappe af ved gaten. Gaten førte os da tiden kom neden under i et rum med alt for mange mennesker, da vi skulle ombord på et kæmpefly med to etager. Problemet var bare at dette fly var forsinket og vi havde været gennem særlige australske sikkerhedstjek, der gjorde at vi måtte blive i rummet. Der var slet ikke siddepladser nok til alle, og jeg endte da også med at sove på gulvet, hvilket Magnus var sådan en gentleman at han tog et billede af. (Det bliver ikke lagt op, selvom han synes det symboliserer andre sider af vores tur)
Til sidst kom vi dog ombord på flyet - vi sad næsten allerforrest, da al business og first class var på første etage. Vi sad på de to yderpladser af de tre pladser ved vinduet, hvor vi selvfølgelig gruede for hvilken grusom tyk, vortefyldt, lugtende person (der selvfølgelig konstant skulle på toilettet), vi ville komme til at sidde ved siden af. Som tiden gik kom der dog ikke nogen og alle pladserne omkring os fyldtes langsomt op. Jeg jokede håbefuldt som altid med, at der ikke kom nogen og Magnus benægtede at det var muligt, men det endte med at vise sig at en passager ikke var mødt op… Vi havde tre pladser for os selv! Det var det dejligste der kunne ske og det reddede hele dagen fra at stå tidligt op, til kø, varm tunwrap og forsinkelse. Og selvfølgelig skete det dejligt nok på vores længste flyvetur i hele 14 timer. Dette resulterede i en utroligt komfortabel flyvetur med lækker mad, god plads og rigtigt gode film (der knap nok har ramt biografen i Danmark). Vi fik også sovet en del på grund af vores held med den ekstra plads.
- comments
Anna Olivia Hej Louise og Magnus håber i har det rigtig godt nede i varmen. her hjemme er der omkring -7 grader. fortsat god tur hilsen fra Anna Olivia
Solveig Friis Hej i 2 små globetrottere! Herligt at høre fra jer, ikke at man får lyst at tage til Dubai, men hvad har I ikke oplevet.! Og i aften går turen til New Zealand -Sydney har vi til gode at høre om, det glæder jeg mig allerede til. Stort knus til jer begge fra farmor -pas på jer derude i langtbortistan.