Morgenen efter fandt vi selv dejlig morgenmad og fik sat kursen af sted mod Phnom Penh. I samme bus som os kørte vores guides kone og lille søn også, da han skulle til hovedstaden for at få en vigtig vaccination. Undervejs var uheldet desværre, at han fik nogen ris galt i halsen. Han var derfor hurtigt blevet bevidstløs og kunne ikke trække vejret alt imens moren gik i fuldstændig panik. Heldigvis arbejdede en i vores gruppe på et hotel og havde lige genopfrisket sit førstehjælpskursus inden hun tog af sted, så hun vidste lige hvad hun skulle gøre og fik reddet babyen til lettelse for hele bussen der anspændt så til. For en sikkerheds skyld fik vi sat dem af ved et børnehospital, hvor vores guides søster ville hente konen og barnet senere. Efter dette uheld var vi ikke færdige. Bussen begyndte at sige en mærkelig lyd så snart vi kørte mere end 30-40 km/t og sådan måtte vi så køre et godt antal timer før vi kunne få en ny bus. Vi blev derfor meget forsinkede på turen desværre og nåede af samme årsag Phnom Penh meget sent om aftenen. Dette betød direkte i seng. Vi skulle dog stadig tidligt op næste dag, da vi skulle mødes klokken otte til en tur til Genucide museet og Killing Fields.
Vi startede næste morgen ud noget trætte og blev kørt af sted i bus med guide til Genucice museum. Genucide museum er en gammel High School, der blev lavet til fængsel S-21 under Pol Pot regimet. Rigtigt mange blev både slået ihjel og tortureret i fængslet og resten blev kørt til Killing Fields og slået ihjel der. Vores guide sagde, at han ville fortælle os en masse derinde, men at vi lige skulle se os om inden vi stillede for politiske spørgsmål. Mange af de der sad højt i Pol Pot regimet sidder nemlig stadig i regeringen den dag i dag.
Vi startede ud ved kirkegården midt i 'skolegården'. På kirkegården var de 14 lig der blev fundet i bygning A, da fotografer kom ind i Phnom Penh ved styrets fald. Bygning A var til de mere 'vigtige' fanger, der derfor hver især havde et større rum. Disse havde været indespærret og lænket til deres seng til det sidste, hvor de hver især var blevet henrettet på forfærdelige metoder og efterladt i sengene. Nogen havde fået lavet en blodskjorte, mens andre havde fået skåret pulsårene over, eller fået knust kraniet. Alt dette havde fotograferne også taget billeder af, der var hængt op i hvert rum. Vi gik gennem hvert rum hvor sengene stadig stod, nogle blodplettede, med billedet af hvordan offeret var fundet på væggen.
I S-21 overlevede nogle få børn, der havde gemt sig i køkkenet og 5 fanger, der havde været f.eks. maler eller ingeniører for fængslet samtidig med de var fanger.
Næste del af fængslet vi så var bygning B, hvor flest fanger var slået ihjel og blev opholdt. De gamle klasseværelser var med mursten delt ind i bitte små aflukker, hvor fangerne var fængslet fast. Stueetagen mænd, 1. etage kvinder. De fanger der sad i fængslet var folk der mentes at være intellektuelle, f.eks. fordi de bar briller eller var blege fordi de arbejdede indendørs. De blev tortureret indtil de indrømmede at have arbejdet for det tidligere styre, for CIA eller lignende, hvorefter de blev slået ihjel sammen med deres familie. Soldaterne der arbejdede i fængslet var hjernevaskede unge drenge mellem 12 og 20 år, der også blev slået ihjel hvis de fortalte videre hvad der foregik i fængslet. Vi gik videre til bygning C, hvor der hang billeder der blev taget af alle de der blev fængslet i S-21 (og senere henrettet). Alle udlændinge der ikke var sluppet ud af landet efter Pol Pot overtog blev også fængslet og henrettet. Der var mange fængsler som S-21 rundt i landet.
Efter denne bygning viste vores guide os over til de to endnu levende af de 5 overlevende fra S-21. En ingeniør og en maler. Vi købte hver af deres bøger for at støtte dem og fik også tager billeder med dem. De virkede nu stadig traumatiseret. Vores guide fortalte os, at de især sad der for at lære børn om det der skete, da de ikke underviser i det i skolen. Nok fordi mange af Pol Pots mænd stadig er i regeringen.
Magnus og jeg begav os over i bygning D efter, hvor flere af maleren, den ene overlevendes billeder hang. Især havde han fanget torturmetoderne, som der også var en udstilling af sammen med knogler og kranier fra ofrene, men det mest rørende maleri, var det han havde malet, da de fortalte ham præcis hvordan de havde dræbt hans kone ude på Killing Fields. Efter dette fortsatte vi tilbage til bussen og kørte ud til Killing Fields, som var hvor de kørte lastbiler af ofre ud og henrettede og begravede i massegrave. På vejen derud fortalte vores guide os om hans egen oplevelse under Pol Pot regimet. Halvdelen af hans egen familie var blevet dræbt eller sultet ihjel, heriblandt hans far, onkel og flere af hans søskende. Derfor var emnet meget nær ham og alt dette gjorde følelsen af dagen endnu stærkere. Han fortalte os også om, at han flere gange på Killing Fields har set en af de gamle chauffører for Pol Pot sidde og give interviews. Det er bredt kendt blandt befolkningen af disse chauffører også slog mange af ofrene ihjel på Killing Fields. Dette vil han ikke indrømme, men han sidder dog gerne og fortæller løs om hvordan de voldtog kvinderne for sjov og efterfølgende satte dem til at se deres børn og babyer få knust deres kranie mod et træ. Man kunne godt mærke indebrændtheden i hans stemme. Der er desværre mange, der ikke bliver straffet for deres gerninger under Pol Pot. På Killing Fields startede vi ud med at følge rækkefølgen af hændelser for ofrene der kom ind med forskellige henrettelsesmetoder, kemikalier til at rense kødet fra knoglerne så de omkringliggende landsbyer ikke fattede mistanke og lignende. Vores guide forberedte os også på, at selvom de hvert år stadig graver mange lig op vil vi stadig se knogler stikke op af stien hvor vi går, da flere kommer frem hver gang det regner. Vi begav os ind i et område fyldt med huller i jorden, der var tidligere massegrave. Nogen steder lå der knogler, tøjrester og lignende og et sted stod der endda en kæbe fra et kranie. Alt i alt var det en rigtig stærk oplevelse. Han viste os også kvindernes grav, der alle var fundet uden tøj på efter at være blevet voldtaget. Kvindernes grav var lige ved siden af det træ, der var kendt for at de knuste babyer og små børns kranier mod foran mødrene. Ved siden af var et stort træ med massive grene, hvor de hængte et par ofre op for at give mere skræk i blodet hos de der skulle henrettes. Til sidst så vi mindesmærkemonumentet, der var en høj glasbygning. Når man gik ind lå alle de fundne kranier fra massegravene på glashylder for at illustrere hvor mange der virkelig blev slået ihjel.

Efter denne makabre oplevelse blev vi kørt tilbage til byen, hvor vi fik skrevet os på en cykeltur rundt i byen senere, der lød som en god opmuntring. Vi spiste frokost på en velgørenhedsrestaurant, der uddanner og giver arbejde til gadebørn. Vi fik asiatisk inspirerede tapas og de lækreste pandekager - nok noget af den bedste mad vi har fået på hele vores tur.
Lige inden cykelturen om eftermiddagen regnede det meget kraftigt, så vi troede den ville være aflyst, men nej. Vi kom ud til ingen regn, men en række cykelmænd med cykeltaxier i en oversvømmet gade. Vi hoppede ombord og blev kørt af sted mellem biler og motorcykler rundt til forskellige monumenter og sights i Phnom Penh. Mest af alt fik man en rigtig god fornemmelse af byen, især da vi kørte langs havnefronten. Og så fik man også adrenalinen lidt op, når vi kørte der ind mellem biler og motorcykler midt i en storby. Alt i alt var det også en helt fantastisk tur og en god opmuntring efter resten af dagen. Især var det sjovt da en amerikaner råbte fra sin tuktuk "TUK TUK ROCKS" hvilket fik hele vores gruppe til at grine meget.

Den næste dag måtte vi tidligt op og i en bus mod Sihanoukville, som er en strandby nede ved Cambodjas kyst. Vi spiste frokost på en lækker hyggelig restaurant og BBQ på stranden til aftensmad. En rigtig hyggelig og stille og roligt dag. Næste dag kunne man købe sig med på en snorkeltur, men jeg havde læst det ikke var så super flot og vi havde jo på Koh Tao for ikke så længe siden set en masse fisk. De ville skulle af sted klokken syv, så vi valgte i stedet at sove længe og have en afslappet dag på stranden og i poolen, hvor også Magnus fik trænet. Det var rart at vi fik sovet igennem den dag, for den næste skulle vi igen af sted klokken syv om morgenen mod Vietnams grænse.