En søndag morgen med udsigt til junglen og en smuk solopgang:

Døgnrytmen blev hurtigt indrettet efter lyset og nu vågner jeg kl. 6 med solen og går i seng når der bliver slukket for elektriciteten kl. 22. Det har været koldt i nat, med regn, blæst, lyn og torden - regnsæsonen er over os. Der er nogen der siger at temperaturen om natten nu er blevet behagelig, at man ikke svømmer rundt i sit eget sved, men jeg tror at jeg må være gået hen og er blevet halv-afrikaner, for jeg fryser som bare pokker (med tøj og dyne på!)

Med mindre end halvanden måned tilbage kan jeg mærke at jeg er begyndt at gå indprente mig de "små" forskelle i hverdagen. F.eks. når man er træt, vil i seng og pludselig bliver lysvågen da der sidder en fugleedderkop lige over sengen. I det bare ingenting spurtede jeg ud på terrassen for at få hjælp til at komme af med uhyret. Luise, Nina og Daniel gik med, men var ikke til stor hjælp da de så at det virkelig VAR en fugleedderkop. Heldigvis var Pa Koroma (vores sikkerhedsvagt) kommet til. Han fik min løbesko i hånden og så fik den ellers et klask af dimensioner - der sidder stadig et skoaftryk på væggen. Da jeg sagde tak for hjælpen med edderkoppen, var Pa Koromas svar: "not a spider, an animal!", hvilket ikke umiddelbart gjorde min skræk for store behårede edderkopper mindre. Eneste løsning på at få pulsen ned var at tage tøj på og gå ud og drikke to øl meget hurtigt efter hinanden. Da jeg kom tilbage fra terrassen sad Pa Koroma uden for mit værelse; " you afraid?" hvortil jeg svarede "small small", hvilket måske kun var den halve sandhed idet jeg var skrækslagen, til gengæld var hans respons: "I watch". Om det var virkningen af de to øl eller Pa Koromas forsikring om at han ville passe på mig, hertil skal det måske nævnes at Pa Koroma formentlig er den ældeste og mildeste sikkerhedsvagt jeg nogensinde har mødt og at jeg engang imellem vågner forbi han er faldet i søvn uden for mit vindue og er i fuld gang med at hive den ene torsk i land efter den anden, under all omstændigheder kravlede jeg ind under myggenettet, sikrede mig at det var stoppet ekstra godt ind under madrassen og så faldt jeg ellers søvn.

Det er som om at jeg ikke har det samme problem med slanger, jeg gjorde i hvert fald kål på en her den anden dag, med to stk. skrigende damer omkring mig. Den fik et gok i nøden med en tyk kæp (og sted mellem 10 og 20 ekstra slag) og så var der ikke meget krudt tilbage i den. At den kun var på størrelse med regnorm, er måske ikke nødvendigt at nævne, men Luises argument om at den dermed endnu lettere kunne komme ind på vores værelser ændrede min umiddelbar første strategi om blot at kaste den tilbage ud i junglen. Jeg blev helt glad for min handling da vi derudover konstaterede at det var en black mamba og den derfor på sigt ville vokse sig stor og ondskabsfuld.

Jeg vil afslutte dyreriget-anekdoterne med at fortælle om hvordan jeg blev flagermuse-hviske-basker og Rikke slangetæmmer. På en højhellig tirsdag aften på Rikkes terrasse, var Rikke, Louise og jeg blevet meget tørstige samtidig med at vi også blev klogere og klogere, pudsigt nok, i takt med at øllene blev udskiftet med rødvin og at én flaske rødvin blev til to. På et tidspunkt (det nøjagtige tidspunkt er lidt sløret, men det var mørkt og sent) kommer Nina for at se hvad vi har gang i. Hun har en voldsom fobi overfor alle flyvende væsner og kaster sig mod gulvet da hun kan konstatere at vi har en flagermus flyvende rundt om ørene på os. Inden hun rammer gulvet, når hun at bemærke at vi også holder slanger. Og rigtig nok, så ligger der en fint sammenrullet black mamba lige midt imellem Rikkes to nye hundehvalpe der sover noget så sødt. Vi beslutter at 2 ud af 4 dyr skal ud og skrider til handling. Jeg rejser mig resolut, åbner terrassedøren og på bedste politi-trafik-dirigerende-vis viser jeg flagermusen vejen ud i natten - og det lykkes! Rikke har i mellemtiden hentet en tallerken og kande hvorefter hun gelinde får slangen op på tallerkenen samtidig med at hun bruger kanden som låg. Kæk over bedriften betragter vi slangen, der på trods af den nænsomme håndtering vågner og begynder at lave slange-tricks inde i kanden. Vi pludrer løs mens Rikke står i døråbningen med slangen og Louise og jeg er travlt optaget af at finde en kop rødvin til Nina så hun kan blive klog sammen med os. Ingen af os opdager at slangen har opdaget at den kan komme ud gennem tuden på kanden. Da det går op for Rikke, undslipper der hende et skrig og slangen ryger gennem luften, heldigvis i den rigtige retning - ud i natten.

Senere samme søndag:

Nu er dagen gået på hæld og jeg sidder ved stearinlyset og prøver at indfange dagens oplevelser. Uden for mit værelse sidder Tue og Louise og udveksler røverhistorier fra det virkelige liv og klemter på Louises guitar. Jeg er netop kommet tilbage fra at have set fodbold; Ukraine-Irland. Tue fortalte at han havde været forbi tidligere og moret sig godt over synet: mit lyse hoved iblandt hospitalspersonalet i fuld gang med at diskutere dommerens kendelser. Jeg prøver på bedste antropologiske vis at holde mig i baggrunden og opfange så meget jeg kan af deres samtaler. Det gik bl.a. op for dem at kroaterne havde meget ens efternavne - lige som i Sierra Leone. At Sverige ligger ved siden af Danmark - og at det er i Europa og om jeg tror at de en dag kan komme til Europa, og hvorfor det er så let for os at komme til Sierra Leone når det er så svært for dem at komme til Europa - fodbold åbner op for mange samtaler. Hver gang en ny kommer ind i lokalet konstaterer han (desværre er der ikke mange sierra leonske kvinder, heller ikke iblandt hospitalspersonalet, der ser fodbold, formentlig fordi de passer børn og hjem) at der sidder en opotho (hvid) og at det er en kvinde. Det var derudover en besynderlig oplevelse at se Tyskland-Portugal, hvor mændene hverken heppede på det ene eller det andet hold - men på Ronaldo…! Det er generelt en mærkeligt at sidde i junglen og se fodbold - jeg kommer til at tænke på jer; hvem mon I ser fodbold sammen med, sad I også sammen med hollandske læger og så Holland-DanmarkJ og føltes sejrens sødme lige så godt i DK som i Masanga.

Efterfølgende weekend:

Jeg er sammen med Louise taget ud af Masanga og til et sted med stabil elektricitet for at opstarte processen i at skrive statusrapport. At gøre status… En ting er at skulle nedfælde hvad der er sket i det projektet, noget andet er at skulle gøre personlig status. Det kommer jeg nok til at bruge resten af mit liv på;

At køre afsted tidligt om morgenen, på hullede veje, på vej ud i den mest fantastiske natur og på vej ud til en lille klinik for at undersøge gravide kvinder og samtidig undervise den ansvarlige på klinikken.

At danse rundt sammen med de gravide kvinder og synge om hvilken ernæring der er vigtig under deres graviditet og hvilke faretegn de skal være opmærksomme på - en fantastisk måde at lære på når kvinderne hverken kan læse eller skrive.

At gå ned i Big Store (vores store lager med medicinsk udstyr) og ligge ting på plads når hverdagen bliver for kompliceret

At sidde sammen med Nina og Louise og få en fyraftensøl, på den store klippe ved den gamle fysioterapiskole, fejre en veloverstået undervisningsdag og se på at solen går ned over Masanga hospital og blive enige om et øl nummer et smagte af øl nummer to.

At vide at man bruger imellem en halv og hel spand vand om dagen

At vågne om natten og klø sig halvt ihjel pga. diverse instektstik (de to værste steder: UNDER fødderne og på neglebånd!)

At høre jungletrommer tæt på og vide at der foregår noget som er foregået i flere generationer i Masanga og at man på ingen måde kan være en del af det eller finde ud af hvad det er.

At møde hekse og troldmænd

At hilse på ALLE!

At gå i banken og hæve 8 millioner

At møde kvinder i fødsel der udtrykker smerter ved at knipse

At små børn og gamle kvinder, der til hver en tid kunne banke en fordi de er så usandsynligt stærke, somme tider ikke dy sig og kommer hen for at røre ved mine overarme der helt bløde og slappe til forskel for deres senede muskuløse kroppe og bryder ud i stor latter.

At indlede møder med en kristen og en muslimsk bøn

At kampsvede mens man sidder helt, helt stille - og fryse i 20 grader…

……

………..

……………

Jeg glæder mig til at komme hjem (27. juli), færdiggøre min uddannelse og allermest til at være sammen med jer igen. Mængden af information har ikke været overvældende fra min side, men I har været med hele tiden! Jeg lover at jeg heller ikke vil starte hver en sætning med: "dengang da jeg var i Afrika." når jeg kommer hjem, men vil på forhånd advare jer om at visse udtryk har sneget sig ind i mit ordforråd så som: eh-bo. Det ser måske ikke ud af meget, men afhængig af betoning kan dette lille ord bruges at til beskrive alle livets sindsretninger!

Så eh-bo til jer alle, vi ses snart