Kaere venner og familie

Endelig et livstegn fra junglen - et sted uden internet!

Halvanden maaned er gaaet og jeg har oplevet mere end jeg nogensinde kunne forestille mig…

Det er stadig moerkt, men jeg vaagner ved at koekkendamen Fatmata ramlerne med gryderne og synger en en lille godmorgen sang. Jeg putter mig under dynen, for morgenen i junglen er kold (20 grader), og nyder at jeg stadig har en halv time inden solen staar op og dermed ogsaa mig. Jeg ligger og kigger ud af mit vindue der vender vaek fra gaardspladsen, og ser at aberne begynder at roere paa sig i takt med solen staar op. Jeg kan hoere Camilla og Rene er ved at staa op i rummet ved siden af mig og jeg kaemper mig ud under mit myggenet, hopper i toejet og skynder mig ud paa terassen hvor en dejlig morgenmad venter. Folk kommer lige saa stille trissende og bliver langsomt mere levende mens kaffen begynder at virke - jeg har dog stadig ikke laert kunsten at drikke kaffe…

Tiden gaar hurtigt i godt selskab, og pludselig har jeg travlt. Louise, som jeg arbejder sammen med, Doug, en engelsk laege, og jeg kommer paa benene og begynder turen til hospitalet og morgenmoedet kl. 8.15. Det er kun en gaatur paa smaa 10 min, ned af stoevet stenet junglevej, men vi moeder mange paa vores vej, der alle skal have et 'Goodmorning, how are you' og et svar der varierer mellem; 'fine, how are you' eller 'not bad, how are you'. Pa Yamba er allerede i gang med toejvasken ved broenden og giver et stort smil og kommer langsomt gaende over mod mig, (han er indbegrebet af en lemme-dasker, det er fantastisk!) da han formentlig vil fortaelle om dagens rengoeringsopgaver. Det bliver til en lille snak om vejret og rengoering paa vaerelse 16. Kvinderne der henter vand griner lidt af os (griner med os), og boernene kan ikke dy sig og raaber 'obodo' (hvide) efter os, selvom de ser os hver dag. De taber naese og mund naar man saa svarer 'unibi' (Afrikaner) - hver gang! Et dejligt lille morgenritual.

Morgenmoedet kan foerst gaa igang naar alle vinduer er aabnet og morgenstoejen og postyret udefra naesten overdoever den der praesenterer det foregaende doegns patienter. Louise er paa paediatrisk afdeling i denne uge, jeg er paa obstetrisk. Der er en god stemming paa moedet, og jeg glaeder mig til stuegangen paa Maternity.

Jeg plejer at gaa derover lige efter moedet, saa kan jeg naa at hilse paa Isatu, en af de gravide kvinder. Vi kan godt nok slet ikke tale sammen, men hun er det soedeste menneske og morer sig meget over mit forsoeg paa at tale Temne. Det ender altid med en masse haandfakter og mindre skuespil (et talent jeg virkelig faar afproevet hernede) - det faar altid humoeret op. Jeg moedte Isatu i den foerste uge jeg var her, ude paa en af de smaa klinikker. Hun var gravid med sit 7 barn, men havde desvaerre kun foedt et levende. Vi besluttede derfor at tage hende med til Masanga Hospital, hvor vi har et Waiting House, for kvinder der er i risiko for en kompliceret foedsel. Nu har hun foedt den dejligste lille dreng og er hjemme hos familien igen - en utrolig god oplevelse.

Det er nogle dejlige, staerke kvinder der ligger paa denne afdeling og jeg blev hurtigt til 'Doktor Ellen'. Det skete paa denne maade:

Jeg stod til min foerste foedsel og sammen med Dr. Alex (en af to hollandske laeger der arbejder paa hospitalet). Vi havde en time forinden besluttet at hvis der ikke var kommet mere udvikling i foedslen kl. 16., saa skulle vi foretaget et kejsersnit. Kl. 15.45 vurderede jeg at vi skulle til at forberede operations-teamet, og jeg efterlod en sygeplejerske sammen med den meget traette foedende kvinde for at finde Dr. Alex. I sammen oejeblik kom Daniel og Nina loebende nede fra landsbyen med et vildt blik i oejnene og fortalte at flere huse stod i braend, nogle hospitalsbygninger et stykke vaek var ved at blive fanget i ilden og et stort graesareal lige bag hospitalet braendte ogsaa . Det resulterede i at alt personale (de skulle ned og se om det var deres huse og forsoege at redde deres egendele) og alle laeger forsvandt og pludselig stod jeg der alene med et hospital og foedende kvinde der skulle have et kejsersnit… I loebet af den naeste time blev jeg voksen: jeg loeb imellem denne meget nervoese kvinde (og alle de gravide kvinder paa ward'en der vidste at hun var igang med at foede) og et udsigtspunkt fra hospitalet, hvor jeg kunne se om braenden spredte sig mod hospitalet og jeg dermed skulle evakuere 100 patienter… Heldigvis var baede kvinde og barn stabilt over den naeste time og endelig kom der et operations-team. Det var det stoerste oplevelse at tage imod dette lille barn, baere det ind paa afdelingen omgivet af syngende, dansende kvinder der takkede Doktor Ellen.

Braenden blev slukket, ingen kom til skade, desvaerre braendte 4 huse ned - det var med en helt saerlig foelelse i kroppen at jeg gik alene tilbage af den stoevede, stenede junglevej - tilbage til Hostel, en kold oel paa terassen og en masse snak om dagens begivenheder omgivet at nogle gode, seje mennesker der havde gjort der bedste for at begraense ildens oedelaeggelser. Jeg sov foer mit hoved ramte puden den aften og vaegnede klar til en ny dag og nye oplevelser…

Det er langt fra alle oplevelser der er lige saa eksteme, men de er naesten alle nye. I disse dage glaeder vi os over at udsigten til rindende vand paa hospitalet rykket taettere paa. Vi holdt en baal-fest ved siden af sol-pumpen i loerdags og kom syngende hjem til Gnags' 'Det er den dejligste morgen' - jeg har aldrig holdt fest for en sol-pumpe foer, men det kan anbefales!

Mange tak for mails - det er helt fantastisk at hoere fra jer! I er altid velkomne til at skrive en sms paa +232 076 97 0440, naar I synes jeg er lidt for langsom til at faa skrevet blogindlaeg. Saa vil jeg gaa ud under den palme hvor signalet er bedst og svare jer hurtigst muligt.

Mange tanker fra en glad glad Ellen