Profile
Blog
Photos
Videos
A word from Down Under.
Det første vi gjorde da vi ankom til New Zealand var at købe en læderjakke til Elisabeth, leje en graffitiovermalet van og investere i CD'en "The Ultimate: Rock And Roll Heaven" - nu kunne det simpelthen være nok med trivielle tropestrande!
Vi havde kigget lidt på pensionsopsaringen og regnet lidt på selvangivelsen og fundet frem til, at det bedst kunne betale sig for os, at droppe alt hvad der hed offentlig transport og hostels i New Zealand, for i stedet at kunne nyde den ultimative frihed med køkken, soveplads og bil samlet i et monstrum. Vi havde kun 3½ uge til opleve landet så det betød at vi måtte tilbage i et af de højere gear og igen være ret selektive og intense i de valg af steder vi gerne ville se. At lægge transport og bolig sammen, var dog én af de bedste beslutninger vi har taget i meget lang tid (ikke at der har været så frygtelig mange at skulle bekymre sig om siden en gang i Indien), da afstandene på New Zealand er forholdsvis store, sights'ne forholdsvis spredte og naturen forholdsvis ubeskrivelig.
At køre i New Zealand er som at køre rundt i Guds eget showroom. Grunden til at øen blev opdaget så sent er faktisk muligvis, at den tog så forbandede lang tid at lave. Vi kørte igennem alt fra tågede regnskove, over de grønneste bakkelandskaber til nøgne ørkener efterfulgt snehvide gletschere og lavtbevoksede endeløse Rohan-kulisser. Befolkningen er ca. ligeså stor som i Danmark, og med et areal ca. meget større end Danmark betyder det masser af plads og ingen lysforurening. En hel dag med hagen rodende rundt et sted under rattet, blev derfor uden undtagelse stensikkert efterfulgt af et imponerende ugeneret prikhav, hvis lige vi aldrig havde set før (muligvis også pga. noget med de der halvkugler). At månen desuden holdt sig væk det meste af tiden, samt at vores hotelbil var udstyret med et stort stjernekiggervindue over vores dobbeltseng, gjorde ikke situationen meget mere rædselsfuld.
Udover at der ikke er særlig mange mennesker der har orket at tage hele turen til New Zealand, har dens afsides beliggenhed også betydet, at der er et ret usædvanligt dyreliv. Det kunne vi mærke på to måder: For det første er der ingen rovdyr eller i det hele taget store 4-benere at bekymre sig om, så vi kunne campere og fare vild ligeså tosset vi ville. For det andet har det givet plads til en masse skægge småfjollede dyr, der ikke lige havde andre steder de kunne være. Den sjoveste af disse var den lille fede dværgpingvin, der er helt tosset med New Zealands østkyst. Vi mødte tilfældigvis et tjekkisk par (mennesker) vi også havde mødt på Samoa, der havde fået opsnuset et uturistet men særdeles pingviniseret sted. Vi tog derhen en aften, stod stille i et par minutter, og var pludselig omringet af massevis af små fede blå klumper, der kom surfende ude fra havet, valtrede op på land, stoppede op ved vores fødder og tænkte sig lidt om, og valtrede derefter videre imellem vores ben og henover vores fødder. Det var lige før der var røget en i kufferten.
Vi havde hjemmefra en masse ideer om hvad vi ville nå at opleve på New Zealand. I disse planer var planlagt en masse hiking i føromtalte showroom. Pga. skyhøje priser og pletvist uoverkommelige turistmængder besluttede vi os dog for at omprioritere og nøjes med en enkelt hikingtur. Valget faldt på af de meste geologisk aktive områder på øen fyldt med mineralsøer, slumrende vulkaner og massevis af små ventiler til at give området den skønneste hygge-svovl-aroma. Det var en tur, der var beregnet til at tage en 7-8 timer. Vi er rebelske og ligger ikke under for regler, så vi brugte 13. Det skal dog også lige siges, at ruten gik forbi Mt. Ngauruhoe, der også kendes under sit kunstnernavn Mt. Doom, og kan ses medvirke i film som bl.a. Ringenes Herre. Klart den skulle erobres. Det tog i sig selv 5 timer, da der ikke var nogen sti, men til gengæld ikke andet end dyb aske og masser af skyer. I det sekund vi nåede toppen fortog Lord Saurons kræfter sig imidlertid heldigvis, skyerne forsvandt og vi kunne nyde den smukkeste udsigt over hele vulkanparken. Typisk Elisabeth at hun selvfølgelig havde glemt sin ring, så vi kunne få den tilintetgjort! Vi redder Middle-earth en anden dag.
Foruden hiking havde vi selvfølgelig også en masse af de obligatoriske slå-mig-nu-ihjel-tak aktiviteter på ønskesedlen. Den første af disse var noget der hed zorbing: Et fænomen, der går ud på at smide lidt vand ind i en kæmpe plasticboble, tage et hovedspring ind i boblen, lukke lågen bag sig og så ellers bare smide sig ud over en skrænt og ned af en lang snoet bakke. Billigt, nemt og vanvittig sjovt - sådan en må vi have en dag.
Nede ved sydspidsen gik engang en jernbane på tværs af landet. Den nu er pillet op og i stedet gjort til en mountain bike rute. Blandingen af tog og cykling var for fristende, så vi fandt et sted at leje to cykler og brugte i selskab med disse en hel dag på at cykle rundt i de flotteste bjerglandskaber, over gamle jernbanebroer og gennem knaldsorte kilometer lange tunneller. Aldrig har jeg følt mig så meget tog.
Queenstown er byen hvor bungyjump blev opfundet, og hvor det efter sigende er muligt at få alle tænkelige typer adrenalinindsprøjtninger. Som de fattige studerende vi nu engang er blevet, måtte vi dog begrænse os til to aktiviteter. Valget faldt på Canyoning og River Surfing. Canyoning går i al sin enkelthed ud på at komme fra toppen af en kløft til bunden, der i dette tilfælde lå 5 timer væk. Det betød en masse rapelling, klippehop (det højeste 10 m), kravling, svævebaning og sten-/vandfald glidning - evt. med hovedet ned mod stenene, hvis man ville leve op til Elisabeths standarder. River Surfing er lidt ligesom white water rafting, hvor man skal ned af en brusende flod i en stor gummibåd. I den her udgave havde vi bare skiftet gummibåden ud med et bodyboard, der lige akkurat kunne dække overkroppen. Hvad canyoning manglede i vildskab og selvindflydelse blev i den grad givet igen i river surfing. Højdepunktet var det såkaldte "squirt hole", hvor man, ved at presse sit board en smule ned under vandoverfladen, kunne fange en nedadgående strøm og derved blive fanget og suget ned til bunden af floden hvor vandet løb hurtigere, hvorved man blev "skudt" frem under vandet! Sådan en må vi også have.
Inden vi tog videre rundt om kloden var der lige et enkelthængeparti, vi skulle have gjort op med. Det havde altid stået meget højt på begge vores ønskelister, så vi slog omgående til, da vi fandt et lille propelfly, der sagde ja til at tage os med op i 4 kilometers højde og kaste os ud af døren. Fladskærmsudspringet var på alle måder vores New Zealandske højdepunkt. Det var en perfekt blanding mellem at være utrolig nervepirrende men stadig tilpas kontrolleret til, at man havde fatning nok til at nyde udsigten og følelsen af bare at falde frit i 1 minut med 200km/t. Vi sprang over landets største sø, der er omgivet af sneklædte bjerge, og havde valgt en dag uden en sky på himmelen. Jeg ved ikke om det nogensinde kunne være bedre overhovedet ever.
Vores flyvende adrenalinrus blev desværre taget lidt ned på jorden da vi samme dag var indblandet i hele turens første uheld. Jeg kom til at bakke ind i en tussegammel Mercedes fyldt med ridser og buler, og da ejeren fik det at vide, var det klart, at en af disse ridser selvfølgelig måtte stamme fra vores bil. What can you do. Hun fik vores forsikringsoplysninger og vi indstillede os på at betale den selvrisiko vi vidste vi havde. Da vi afleverede på udlejningskontoret bilen havde de imidlertid ingenting hørt om noget - så vi krydser vores fingre for at de ser igennem deres.
- comments