Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle mand!
Av hva, vi har ikke vaeret saa gode til at skrive blog her paa det sidste, men derfor faar i tilgengaeld ogsaa en extential edition med 3 blog i èn! 2 udgaver hvor vi hver for sig ogsaa koerer solo. En ordentlig moppedreng, saa god laesning!
Vi starter med Anika:
Da vi ankom til Quito blev vi jo simpelthen noedt til at besoege Kimbo og hans dejlige familie endnu en gang - utroligt dejligt at se dem igen! Funny fact: Vi besoegte museer (som saedvanlig), parker, markeder osv.
Planen med det frivillige arbejde gik totalt i vasken - da jeg ankom til Puerto el Morro, som den lille by hed, var alle skolerne lukkede indtil maj maaned. Det havde organisationen lige undladt og fortaelle mig - ellers rimelig vigtig information eftersom jeg skulle arbejde paa skolerne. En af skolerne ville dog aabne om en uge igen, men en uge i en meget meget fattig landsby, hvor der er intet at lave udover at sidde paa terassen ligesom de andre husmoedre goer dagen lang - ja, det raekker min taalmodighed sku ikke til. Saa efter snak frem og tilbage besluttede jeg mig for at backpacke rundt i Ecuador, mens Erika var i junglen. En beslutning som jeg er blevet saa glad for! For naar man beslutter sig for at backpacke alene, skal man bare vaere forberedt paa at man faktisk naesten aldrig er et oejeblik alene.
Naa, men fra Puerto el Morro skrev jeg til vores ven fra Montañita at jeg ville komme og besoege ham, saa det var dermed foerste stop paa turen! Jeg boede der i et par dage, hjalp med at saelge og lave artesanías (haandlavede smykker) i aegte sigoejnoer-stil paa gaden. Det var sjovt at blive en del af den "kultur", da man normalt kun ser den udefra.. Desuden kan jeg nu have paa bagen at have oplevet et jordskaelv lidt stoerre end det de kalder jordskaelv hjemme i Danmark. En morgen vaagnede jeg op i det teltet begyndet at rykke frem og tilbage noget drastisk.. Det stoppede dog efter faa minutter og alt var heldigvis uden skader.
Da Erika og jeg allerede havde vaeret i Montañita en gang foer og da stedet som bekendt kun bestaar af fest, strand og rock´n roll tog Jefferson, Antonio, Freddie og jeg (gutterne som jeg solgte artesanía med) op nordpaa til Freddies oekohus! Det mindede egentlig ret meget om Montañita og da jeg kun havde 3 uger at backpacke i gik turen hurtigt videre til Canoa.. Som ogsaa var det samme som Montañita bare liiidt mere roligt. Her moedte jeg en svensker og nogle venner fra min tidligere rejse, som jeg tilbragte dagene med.. En aften moedte jeg blandt andet to venner paa stranden, og de fortalte at de havde sovet der i 100 aar og en madpakke uden noget telt og andet at goere godt med.. Da jeg havde ekstra plads paa mit vaerelse, sagde jeg til dem at de da sagens kunne tilbringe natten paa mit hostel - og deres reaktion satte virkelig tingene i perspektiv. At de blev saa ubeskrivelig glade for en seng og et bad er tankevaekkende. Fra Canoa tog jeg paa en 24timers bustur til Otavalo, som er sydamerikas stoerste markedsplads. Denne by er saa autentisk - der er kun indfoedte og alle render rundt med det laengste hestehaar, da det er meget prestigefyldt der. Naar man slendrer rundt paa markederne bliver oerene tilfredsstillet af lyden af de lokale instrumenter og lugtesansen er ved at eksplodere med duften af al det laekre gademad! Nammenam.
Fra Otavalo gik turen til Baños! Og hvis man leder efter adrenalinkick er Baños stedet at tage hen. Da jeg ankom midt om natten moedte jeg Ryan fra New York, som aabenbart ogsaa havde vaeret i min bus og vi besluttede os for at finde et hostal sammen. Saa vi endte op paa byens partyhostal og tog et dorm med 2 andre personer. Natten gik med fest i byen og udnyttelse af happy hour all night. I byen moedte jeg Freja fra Danmark, som jeg naeste dag var ude at canopy med. Canopy er en langt reb der loeber fra et bjerg til et andet i natursmukke omgivelser. Det er ret vildt kun at haenge i en laas og bare svaeve over junglen.. NAA saa moedte jeg Erich fra Schweiz som boede paa samme hostal som jeg, og vi besluttede os for at tage en trekkingtur sammen i bjergene og dermed besluttede jeg mig for at blive en dag mere. Vi faldt overraskende hurtigt i klik sammen og da planen var at jeg skulle ind i junglen for at besoege Erika, besluttede han sig for at tage med. Saa vi hang ud sammen alle os tre i junglen, vaskede toej og badede i floden, legede med de otte boern og saa videre og saa videre. Men mere om det senere!
Mange tak til Anika Mette Caspersen - nu er det Erika der griber tastaturet.
PROJEKT CAMPOCOCHA
Som Anika skrev fik vi den tragikomiske nyhed i Quito kun én dag foer vi skulle afsted paa projektet, at alle boern i Ecuador er paa ferie og skolerne lukkede. Ja se, det goer det lidt svaert at undervise i engelsk - laenge leve sydamerikansk sans for organisering! Naa.. jeg besluttede mig for at tage afsted alligevel til projekt Campococha med deres overbevisning om at jeg bare kunne organisere nogle workshops for boernene. Men den idè var nok lidt for optimistisk for hvilke boern gider stoppe mens legen er god, smide hvad de har i haenderne og komme til engelsk undervisning naar de er paa ferie? Saa mange af dagene gik egentlig bare med at jeg tuldrede rundt og proevede at goere mig nyttig hist og pist. Men det er virkelig svaert for man er totalt overladt til sig selv, for hvis man ikke goer en virkelig stor indsats for at presse paa for at give en hjaelpende haand, kan man snildt bare bruge en hel dag paa at daldre den og spille fandango. Kontaktpersonen i Campococha der samarbejdede med voluntoerne var ogsaa i Quito stort set alle dagene, saa det var jo skide godt..
Sin embargo (hvilket betyder "however" og som Anika og jeg benytter hele tiden naar vi snakker spansk for saa lyder vi kloge) saa fortryder jeg intet! For lige meget hvad, saa var de tre uger i junglen en oplevelse helt for sig! For lige at give en beskrivelse af Campococha, saa er det en et lille primitivt indianersamfund (det vil sige en klynge af ca 50 familier der bor lidt spredt fra hinanden), der ligger halvanden times bumletur syd for Tena. Tena ligger ogsaa i junglen, men er en by omtrent paa stoerrelse med Roskilde (tror jeg??). Naar man bor i Campococha er at tage til Tena derfor den eneste mulighed for at kunne komme i kontakt med omverdenen eller koebe andre ting end tun, cola og toiletpapir som er det eneste man kan koebe inde i junglen. Forholdene der er soerme heller ikke for sarte sjaele. Det skal dog siges jeg var utrolig positivt overrasket over hvor hurtigt jeg vaennede mig til at de primitive kaar. Fx er Campococha stedet hvor fladskaermen kommer foer toilettet. No s***. Fjernsynet er som alle andre steder i sydamerika foersteprioritet paa livsfornoedenheder og derfor havde alle et fjernsyn, men toilettet var bare et toilet i et skur hvor man skyllede ud ved at haelde vand ned i fra en balje. Derudover lever de allesammen i noget der ligner kaempe skure (som de ogsaa selv har bygget), men med overraskende meget plads. Det var saa ogsaa noedvendigt for hver familie bestod mindst af et kul af boern paa mindst 6 stykker og nogle gange op til 12/13. Min familie bestod af Marisol og Ricardo og deres 8 boerns (samt 7 hvalpe), som bare var de kaereste, dejligste, hjaelpsomme, sjove boern (og mange andre soede ord). Saa dem klingede jeg hurtigt med og havde en fest med dem under mit ophold.
Livet i indianersamfunder er som sagt forholdvist primitivt og simpelt. Hver dag staar de tidligt op, og saa staar dagen bare paa at ordne huslige pligter, tage til Tena for at ordne erinder eller tage ud paa fincaen og arbejde (det er hvad man kalder deres "marker" hvor de dyrker deres bananer, kakao eller yuca-roedder). Og det var saa hvad jeg fik noget af tiden til at gaa med ogsaa. Derudover foregaar alt vask i floden. Dvs. vaske toej, tallerkener og inkl. dig selv. Det resulterede i 3 uger hvor jeg foelte jeg aldrig nogensinde blev ren, for eftersom det regner ret ofte, saa er der mudder overalt. Til tider var floden ogsaa saa tilmudret at det lignede en stroemmende kakaomaelk. Vaersgo at vask dig i den! Derudover fik jeg mig ogsaa en masse fine 6/8-benede venner. Bl.a. blev jeg meget taet med La familia Cucaracha (kakkelak paa spansk) der endda ville dele seng med mig. Og sikkert ogsaa et par lopper til sidst. Jeg var ogsaa meget elsket blandt myggene og andre bidende krae, hvor jeg en dag talte mine stik og kom op paa 62 til jeg ikke gad mere. Og det var kun paa det ene underben... Men udover ulidelige myggestik, saa var jeg dybt fascineret af naturen der. Den er helt ubesrkivelig smuk - man bliver noedt til selv at se det, saa mere vil jeg ikke skrive om det!
JUNGLEFEST
Hvis man tror at indianerne dér lever i ro og fred kun til lyden af naturens egen sang kan man godt tro om igen.. For de elsker musik. HOEJ musik. Saa at leve i Campococha kan nogle gange godt give associationer til Roskilde Festival, for paa samme maade at campsene paa Roskilde kaemper om hvilken lydvogn der spiller hoejest, kaemper beboerne i landsbyen om hvilket anlaeg der spiller hoejest. Og det var ikke unormalt at denne festivas allerede begyndte kl 5 om morgenen. Hurra for det
Udover den daglige staahej med anlaegene fik jeg ogsaa oplevet rigtig junglefest en del gange. Ikke mindst fordi det var karneval den foerste weekend jeg var der, som jo er enormt opreklameret i hele sydamerika. Det var da ogsaa en oplevelse at vaere daekket til af en laekker giftig blanding af vand, skum og mel i alverdens farver tre dage i traek, men saa var der heller ikke meget mere end det.. Jo bortset fra nogle usmageligt daarlige og ufrivilligt morsomme sceneshows og nogle koncerter. Men det var en fantastisk oplevelse at faa lov til at danse med alle de indfoedte til koncerterne med salsa, cumbia osv. og deres egen quichua-musik som jeg er blevet helt pjattet med.
HVAD ELLERS?
Naar ja. Saa var jeg ogsaa lige en weekend i Baños, som ligger mellem hoejlandet og junglen og som er kendt for alskens ekstremsport man kan proeve. Der moedtes jeg med en ven, Carlyle, fra Cuenca, hvor vi proevede canoping (hvor man glider paa nogle op til 500 meter lange svaevebaner mega hoejt oppe oppe over junglen), canyoning (hvor man klatrer ned ad nogle vandfald) og riverrafting (ja det kender i). Og det behoever jeg nok ikke skrive hvor sjovt det var!
MADAFSNIT WUHUUUU
Bananer, yucaroedder, ris, aeg, bananer, ris, yucaroedder. hvad mere? Naar ja, bananer! Det var hvad 95% af min kost bestod af den foerste uges tid. Men det blev heldigvis aendret en smule med tiden (maaske med at de fik penge fra min organisation??) saa der ogsaa blev blandt lidt daasetun, groentsager og forskelligt ind i min kost. Ellers super nice stort set bare at leve af hvad de selv dyrker!
Men udover det har jeg simpelten smagt saa mange nye spandende eksotiske frugter at jeg kunne lave en lang liste med umulige navne, som jeg bare undlader her.. Men det var i hvert fald en oplevelse! Hvad der ogsaa var en oplevelse var at jeg endelig har nosset mig sammen til at spise cuy (marsvin) som faktisk var yderst delikat! Og man kan jo heller ikke vaere i junglen uden at spise myrer! saa det skulle selvfoelgelig ogsaa med. Og det smager faktisk ogsaa bare som at slikke paa en soed citron. Man skal bare lige huske at bide dem, foer de bider dig, naar du putter dem i munden...
Da Anika og Erich ankom til junglen blev vi til vores lille afskedsfest budt paa larver. Det er en stor delikatesse her, men var en delt oplevelse mellem os tre. Det er ikke bare en soed lille groen larve, men en ordentlig moppedreng af en vandrende hvid fedtklump med hoved, som bevaeger sig paa en yderst ucharmerende og uappetitlig maade. Sin embargo blev vi jo noedt til at spise det og Erika og Erich noed det faktisk rigtig meget (Erich saa meget endda at han spiste en raa). Anika skal i hvert fald ikke have en igen...
Men hvad skete der ellers efter Anika og Erich ankom til junglelandsbyen??....
GRINGOERNE OVERTAGER CAMPOCOCHA
Ja for nu var der ikke bare én, men tre blegansigter der betraadte de indfoedtes omraade! Men Anika og Erich var mere end velkomne og blev taget imod med aabne arme. Og nu hvor vi var tre var det ogsaa som om campocochanerne var mere villige til at vise en masse af deres kultur og traditioner. Bl.a proevede vi at lave chokolade, og det her var altsa 100% fra bunden! Tag den Amo-goer-det-selv-brownie! Dvs. vi SELV plukkede kakaoboennerne, som skulle toerre i solen hvorefter man rister de toerre boenner lidt og kverner med dem med en hel masse sukker, som man saa koger til en flydende substans der derefter kan komme i koeleren og BUM saa er der chokolade. Selvfoelgelig noget anderledes end den saedvanlige Marabou-plade og langt fra en Rittersport, men mega laekkert!
Derudover fik vi ogsaa vist junglen lidt mere i dybden af en af de unge der boede i Campococha som tog os med paa en omkring 6 timers lang gaatur. Her kunne han fortaelle om diverse medicinplanter, vi badede i en smuk flod og svang os i lineanerne med en saadan elegance at det havde gjort Tarzan stolt.
Saa var der Ayahuasca. Det var et aeld gammelt ritual vi proevede om soendagen og det var noget af en syret oplevelse. Ayahuasca er en plante hvor de brygger en hallucinerende drik paa, og de drikker den enten pga. helbredende kraft eller for at faa et hint om hvad der kan ske i fremtiden. Os tre europaeere tog saa med for at proeve det sammen med et par stykker af de indfoedte og en shaman selvfoelgelig. Vi moedtes da moerket faldt paa under taget paa en slags hytte-ting og drak drikken sammen omkring et baal, mens shamanen svingene omhyggeligt omkring med urter og sang smaa melodier paa originalsproget quichua. Ayahuascaen var af blandet opfattelse blandt os alle. Men en fantastisk oplevelse.
BACKPACKING YAY!!!
Naa, men nu er vi ved at faa firkantede oejne (og det er i nok ogsaa), saa derfor faar i hvad der er sket fra junglen af og indtil nu i meget forkortet version.
Fra junglen af tog de tre venner videre ud paa nye eventyr. Foerste stop hed strandbyen Mancora i det nordlige Peru. Dette sted var det peruvianske Montañita - dvs. fest, farver og tanning om igen. 24 timers rejsen afholdte os ikke fra at give den gas den foerste aften, hvor Erika bl.a. var oppe og lege baade dj og bartender (og hun fik endda 10 soles i drikkepenge for en skide god Maracuya Sour - great succes!!)
Derfra gik turen til Chiclayo laengere nede af kysten, som i sig selv ikke boed paa meget mere end nogle casino-ture for Erich og Anika. Efter den kedelige nyhed at Anika skyldte penge i skat, var casinoet den store chance for millionen. Bemaerk ironien. Konklusionen af disse casinoture er at Anika ikke har nogen form for selvkontrol og det var MEGET godt at Erich var med til at kontrollere hende en smule.. Ingen harm skete, skal dog aldrig paa casiono igen..
Derudover saa tog vi ogsaa en dejlig traditionel touristet tour med organiseret guide og hele armen til nogle rigtig spaendende udgravninger af prae-inka grave og det tilhoerende museum.
Og saa er vi ved vejs ende for saa tog vi til Chachapoya hvor vi er nu! Her er simpelthen saa meget at se, lige fra smukke vandfald til alverdens arkaeologiske guldkorn, saa her bliver vi nok et stykke tid for vi har allerede vaeret her i 4 dage. Her tilbragte Erika dog de foerste to i sengen for vi har alle vaeret syge paa skift men nu lader det til at alle er fino bambino. Imens saa Anika og Erich nget helt fantastisk natur og da Erika blev rask skulle vi se Kuellap, som er en kaempe prae-inka ruinby langt oppe i bjergene. Denne gang sked vi paa organiserede overbetalte turistture og tog den paa den haarde maade paa gaaben. Det viste sig saa at de guidede ture havde et formaal, for det tog saa lang tid at gaa op af det stejle mudrede bjerg at da vi kom derop var det saa sent at vi blev noedt til at gaa tilbage igen. Saa Kuellap fik vi ikke set, til gengaeld fik vi gaaet 18 km i vind og vejr og mudder. Men turen i sig selv var naesten ogsaa turen vaerd! Og Erika betalte saa de 50 soles for at tage med guidet tour dagen efter..
I gaar aftes tog Erich tilbage til Columbia hvor han studerede og har sine ting saa nu er det fatisk forste gang at vi for alvor er alene i den store vide verden. Saa i dag havde vi planlagt at fejre starten paa vores backpacking alene med at lave en god omgang mad paa hostellet med musik og roedvin. Men som sagt, du kan ikke vaere alene naar du bacpacker. For en times tid siden stoedte vi saa helt tilfaeldigt paa en af Anikas venner fra hendes ophold i Montañita, som hedder Antonio og rejser med to andre fra Schweiz (what, de er overalt!). Saa ja nu bor de ogsaa paa vores hostel og det traekker op til fest i aften!
Saa vi raaber pik og skrider nu. PIK! HEJ!
- comments