Profile
Blog
Photos
Videos
hej alle savnede venner og familie derhjemme.
Da vi er lidt for dovne til at skrive blog hele tiden og der er gaaet lidt for lang tid siden sidst, tager vi lige en turbo-runde igennem byerne fra Chachapoyas (sidst vi skrev blog) til Lima. Derfor i stikordsform, hurra!
Chachapoyas:
- saa kaempemaessig hoejt vandfald!! bonus: endda paa hesteryg! (ps. paa baggrund af at vi havde toemmermaend var at flytte to foedder foran hinanden 5 km i streg op af bakke virkede komplet uoverskueligt) meget flot
Cajamarcas:
- flot koloniby
- *historisk fodnote*: der hvor Atahualpa (sidste Inkakonge) blev henrettet af Pizarro (spansk conquistador). Derfor skulle vi da se faengslet hvor han dengang blev holdt fanget!
Trujillo:
- anden flot koloniby
- SANDBOARDING!! den faar top 6 stjerner. genialt at "snowboarde" ned af en kaempe sanddynge
- ogsaa her Anika fik sine laenge omtalte andepatter, hun har cravet halvddelen af turen. Den faar ogsaa top dollar i stjerner!
Og saa kom vi til Lima! Saa nu dropper vi den kedelige punktform og gaar til den. Alle havde forberedt os paa at Lima var en skod-by uden lige, saa med forventningerne i laveste gear kunne det kun blive bedre. Og det blev det bestemt! Vi eeelsker Lima! Det har ogsaa meget at goere med at vi endte op paa hostellet: Casa del Mochillero, som er maaske det bedste hostel vi har vaeret paa indtil videre! Det var som at bo med én stor familie af en ansamling argentinske goeglere. For ja, hvor prisen er lav, stroemmer rejsende argentinske gadegoeglere til - og det er en fest! Saa mange af aftenerne gik med bl.a. hyggedruk ved molen til lidt akustisk guitar og fest i Limas meget charmerende kvarter, Barranco. Andre gik med skating ved stranden (for vi har faaet en passion for longboards!) For at naevne nogle kulturelle ting, saa fik vi set Limas kunstmuseum, som (isaer Anika synes) var fuldstaendig mind-blowing og Museo de la Nation, som var en fotoudstilling baseret paa et terroristangreb, der var i Peru i 80´erne. I Lima fandt vi derudover ud af (paa baggrund af vores toemmermaendsdage), at den bedste maade at vaere toemmermaendsbefaengt OG vaere kulturel paa samtidig er den legendariske (indsaet trommeslagen her og forstil jer et dadadadaaaa) TOURBUS! Genialt koncept.
Saa blev det Semana Santa og saa var hele Peru i kaos, alle priserne paa busser steg til det dobbelte, hvilket gjorde at vi var stucked i Lima. Saa vi besluttede os for at tage med goeglerne og en af medarbejderne fra hostallet ud til, det vi var blevet fortalt, var som en stor festival med cirkusartister, koncerter, opvisninger og fest og ballade. Virkeligheden var dog lidt en lidt anden - vi endte op paa en oede mark midt i oerkenen, en helvedes bustur fra Lima, med omkring en gruppe mennesker der svarer til beboerantallet i Tjaereby. Alle kunne det sygeste goegleri og spille syg violin og guitar, det var kun os gringas, der ikke kunne noget udover at vaere tilskuere. Om aftenen var der dog nogle optraedener, som var ret seje, men vild fest (og grunden til at vi havde taget ud til en festival) var en by paa maanen. Saa naeste dag gik turen afsti afsted tilbage til storbyen og planen var beachparty (vi havde hoert, at siden det var Semana Santa, var der efter sigende gang i den paa stranden), men vi skulle tro om igen. Vi endte med at vaere de eneste campende, dog med undtagelse af en hjemloes dame. Men det var helt vildt fedt at vaagne op paa stranden (bortset fra at det var overskyet, ingen solopgang og ja. Not cool). MEN SAA gik turen til Cusco og vi sagde (modvilligt) farvel til Casa del Mochillero.
Cusco er helt klart paa top 3 listen af byer med "buena onda" (god energi/god vind, en term de elsker at bruge her). Cusco er en by med farverige huse paa bjergtoppene, slanger i vandflasker paa gaderne, tykke indianerkoner i deres farverige klaeder (der i oevrigt kun faas i stoerrelse tyk) og en masse gemte inkaskatter, som vi flittigt gik paa opdagelse efter (naermere info foelger). Men vi oplevede saa meget i Cusco at vi lige koerer i punktform endnu en gang:
- Chokolademuseum (MUMS). Der var serioest brug for capslock der. Besoeget indebar blandt andet varm kakao paa mayaernes originalopskrift.
- Naturmedicinsmuseum, hvor de kendte hallucinerende drikke fra Peru og Ecuador, San Pedro og Ayahuaska, var beskrevet og hele historien bag brugen af naturmedicin.
- Obligatorisk turbus med toemmermaend.
- Opvisning af de traditionelle danse fra regionen, sygt spaendende.
- Og nu faerdig med punktform.
Saa skulle vi ud og vaere de foerste opdagende af de skjulte inkaskatter, saa vi lejede et par cykler (med tilhoerende Armstrong-look-alike-vi-er-pro-Tour-De-France-cyklister-udstyr) og saa gik turen ellers op ad bakke, og mere op ad bakke for at finde en skjult ruin. Bemaerk at dette skal forstaas meget bogstaveligt talt, da vi tog offroad igennem en skov uden for Cusco og BUM saa bumpede vi sku ind i et Inka soltempel, som ingen andre turister tilsyneladende havde interesse i. Paa vej tilbage mod Cusco, foerte vores lille cykeltur os paa andre eventyr, hvor vi blev tilskuere til et kaempe rigmandsbryllup, som lignte noget fra MTV med et enormt palads af et guld-telt importeret fra Lima med plads til over 1000 gaester, smaekre piger i lange kjoler, velkomst-band og lejede lamaer til pynt. Og hvad der var inde i teltet kan fantasien kun saette graenser for. Naeste gang cykler vi lige med en gallakjole i tasken, saa vi er klar til wedding-crashing.
Hvad er der mere at fortaelle om Cusco? Naar jo, hoer godt efter damer og herrer, for nu bliver det endelig tid til at fortaelle om den laenge ventede, enestaaende, eftertragtede, meravilioese, unikke, storslaaede... IL GRAAAAANDE.... MACHU PICCHUUUUUUUUUUU!!!!! Og hvad skal vi sige? Boller for Koberg, det var saadan ok. Ej gas! Det levede fuldstaendig op til forventningerne, det var den flotteste kombination af historisk skat og fantastisk natur - 2 in one. I det hav af muligheder der er for at komme til Machu Picchu, hvor man kan vaelge alt mellem "super-action-adrenalin-kick-jungle-tour" til "amazing-follow-in-the-acient-inka´s-footsteps-trail", saa valgte vi en helt sidste mulighed: den billigste! wuhu! uden guide. Bus til Hidroelectrica. Gaatur paa 2 timer derfra til Aguas Caliente (tog dog 4 timer, da vi 1) gaar sygt langsomt fordi vi aabenbart ikke kan gaa og snakke samtidig 2) Anika blev mega daarlig halvvejs, saa derfor gik vi ENDNU langsommere) Saa vi endte med at gaa i moerke, hvilket ikke var helt sjovt naar den eneste bro for at komme over floderne var togskinnerne. Men laenge leve pandelamper! (og pandekager for resten) (og skrivemaskiner fordi Anika vil have det) Efter en overnatning i Aguas Caliente var det saa op foer fanden faar sko paa og fuld gallop op af bakke til Machu Picchu, hvilket Erika klarede paa record-tid: 50 min, mens Anika tog bussen, fordi hun stadig var lidt smaasloej (og det er faktisk rigtig nok, det er ikke bare fordi hun er doven! skal det tilfoejes..).
Efter Machu Picchu gik turen til Arequipa til danskergenforening med to danske veninder, Thea og Christina. Dagene gik med gokart (og her skal det tilfoejes at Anika vandt over alle drengene) og bordfodbold hvor vi da ogsaa lige taeskede drengene (dette takker vi bordfodboldbordet paa Amnesty for). Da hostallet var det helt store gringohostal, var der selvfoelgelig fest i hostallets egen bar (denne luksus er vi overhovedet ikke vant til, saa det skulle nydes i fulde drag) og saa Christinas foedselsdag! Desuden vil vi ogsaa benytte blogpladsen til en lille anekdote. (Med forladelse Mathias og Magnus, vi haaber ikke i ser det her). Naar man ikke indser at der er andre danskere i ens dorm, kan det snildt ende galt: Anika laegger i sengen paa dormet, to danskere kommer ind og havde uheldigvis ikke set at der var en anden dansker tilstede. Saa dansker1 begynder: "Hold kaeft min roev goer ondt af at skide saa meget, jeg tror sku ikke det var haemorider alligevel".. Anika flad af grin "Hae hae, der laegger altsaa en dansker heroppe"..
Saa gik turen til Puno, Perus side af Titicacasoeen, som udover nogle inkaskatte (som i nok kan hoere at vi har faaet et mindre flip med) er en doed by, hvor vi boede paa et sted, som mindede mere om et faengsel end et hostal. Saa vejen foerte os hurtigt videre til Bolivias side af soeen, Copacabana, som har Isla del Sol. Her tog vi en baad ud til og vandrede hele oen rundt i selskab med tre soede gutter.
Efter to dages oeliv og afcivilisation, gik turen endnu en gang ud til storbyens fest og farver: La Paz. Vi tog paa soendagsmarked, hvilket altid er farligt, naar der er toej til 5 kr. med i spillet. Saa koerte vi paa den beroemte Death Road, som er verdens farligste vej, i selskab med 15 andre personer (vi var stort set de eneste piger) og mountainbikes. Vi havde vaeret lidt i tvivl om vi egentlig overhovedet turde at begive os ud paa turen, daa der jaevnligt doer turister og hvis man falder paa cyklen til den forkerte side, ja, saa er der ikke saa meget at goere naar der er 1000 meter direkte ned. Men afsted gik det, det var virkelig virkelig smukt, men rimelig begraenset, hvor meget man kunne nyde, naar man egentlig bare gjorde sig mest klog i at kigge ned i gruset hvor man koerte og vaere klar med bremserne. Totalskader i alt: En gut, som blev hjemsendt til New Zealand, da han braekkede 3 ribben og hans kraveben stak halvvejs ud af skulderen, et styks mandestyrt til Anika, som forsvandt i groeften (heldigvis til den rigtige side), og som derfor stadig har en smaahandicappet arm og 2 styks styrt til Erika, det ene et konfrontalt moede med bjergvaeggen - hun slap med et blaat maerke.. Og derudover overlevede vi et stenskred paa vej hjem i bilen.
Saa skulle vi ud at lege cowboys paa hesteryg og nyde La Paz´ smukke omgivelser til solnedgang derfra. (Igen god loesning paa aktivitet med toemmermaend)
Vi oplevede mange andre ting i den dejlige hovedstad, men de historier kan vi gemme til en anden god gang! For saa tog vi videre til Uyuni, en satans bumletur paa alt for mange timer i en alt for lortet bus syd for La Paz. Der skulle vi nemlig se Bolivias legendariske Salar de Uyuni, hvilket er den stoerste saltssoe i verden, som indebaerer en kolossal oerken af salt og et fuldstaendigt surrealistisk landskab, som du kan blive ved med at koere i i 3 dage. Paa grund af tidspres tog vi dog endagsturen, som ogsaa var helt fint.
Saa satte vi turboen paa, for saa var der pludselig kun 3 uger tilbage og vi manglede stadig Chile og Argentina. Men da vi indsaa at vi var traette af hoejlandskab og lange underhyler aendrede vi planerne til strandliv, sol og bare overkroppe. Saa vi tog kursen mod Rio de Janeiro med Brasiliens strandkyst numero uno, Copacabana, med foerst et stop ved Iguazu-vandfaldene - for det skulle jo med! Og det var bestemt ogsaa en fantastisk oplevelse. Saa nu er den her blogskrivning ved vejs ende, for i skrivende stund sidder vi paa vores hostel i Rio de Janeiro - en by der emmer af tropisk stemning, kokosmaelk og brune mennesker. Og i aften staar den paa baadparty!
Slut for denne gang
Buena onda!
- comments