Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen igår sluttede jo her på blogen sidst på eftermiddagen, men vi nåede både ned at soppe og at sidde på balkonen og NYDE det. Billederne fra i går eftermiddags er i denne dags album.
Til morgen vækkede Peter mig (efter aftale) kl. seks så vi kunne se lidt af solopgangen, det var smukt og tidligt. Så vi krøb til køjs igen, med døren til balkonen stående åben, som den havde gjort hele natten, så vi kunne nyde den friske luft og lyden af bølgerne.
Da klokken blev otte trak vi i badetøjet og pilede lige over gaden til de ventende bølger. Nu synes jeg ikke rigtig man kan sige, at man decideret svømmer i Atlanterhavet, dertil er bølgerne alt for voldsomme, men det er skønt at tumle sig i bølgerne, og vandet er dejligt lunt.
Der er morgenmad med i vores ophold her, det har der nu været alle steder. Her er der fire borde i "restauranten", der samtidig er receptionen og kontoret, men det fungere fint og er rigtig hyggeligt. Alt service er naturligvis af plastik og der er ikke tale om et gourmet arrangement, men det er heller ikke forventeligt.
Efterfølgende trillede vi ned til centrum. Først så vi fæstningsværket Castillo de San Markos. Meget imponerende, med og med dygtige og underholdende Park Rangers, der informerede om dette og hint. Park Rangersnes opgave er, så vidt vi har fundet ud af at beskytte og vedligeholde et givent område af kulturel, historisk, biologisk eller anden værdi. Ofte består opgaven også i at vejlede og guide turister. Da vi var i Mammuth Caves havde vi en guide ved navn Domenic, der nu havde fået nyt job inden for systemet og derfor skulle overflyttes til Californien. Meget smart med et nationalt system af den karakter.
Mens vi var på fæstningsværket, kunne vi ikke undgå at bemærke en stor gruppe ensklædte 16-18 årige unge mænd, der var under en form for millitant kommando. Jeg spurgte en af lederne, hvad det gik ud på, og han fortalte og gav mig en folder, hvor der bl.a står følgende:
To empower at-risk youth to become succesful productive citizens, by leading, training and mentoring them through a highly disciplined and motivational environment, free from outside distractions.
Det hed Florida Youth Challenge Academy Deres motto er "Nothing Impossible" I Danmark ville vi nok kalde det hjernevask, men sådan er der så forskellige kulturer. Besøget på fæstningsværket var formentlig også for at tilfører dem lidt kulturel kapital og det er jo en god ting.
Bagefter gik vi ind til selve Saint Augustine. Meget maleriske, hyggelig og turistet, men når man bare ved det, er det jo ikke noget problem. Vi spiste frokost her og fik begge noget med fisk eller skaldyr, derfor dagens titel.
I og med det er omkring 30 grader er vi simpelthen nødsaget til at have noget på hovedet, så vi fik investeret i en stråhat til mig og en kasket til Peter. Udvalget er stort og farver er der masser af, noget jeg personligt er en stor fan af. Det er min iagttagelse, at selv gamle mennesker her klæder sig festlig og farverigt. Måske har de simpelthen forbudt beige
Efter at have været på farten en god uges tid siden sidste tøjvask, var vi ved at have et presserende problem, vi måtte finde et vaskeri. På mange hoteller, er der vaskefaciliteter, men ikke her.
Vi var jo nødsaget til at spørge os frem, så på et tidspunkt gik jeg ind i en Radio Shack, hvor der sad to modne herrer og kedede sig, og vist syntes det var meget eksotisk at få besøg af mig. De gav sig straks til at ringe rundt, for at høre, hvilke vaskerier, der var åbne, virkelig fin service.
Den ene spurgte, hvor jeg var fra og da jeg svarede "Denmark" sagde han "Det er i Europa, ikke? " jo det skulle jeg mene Ja, ja, nu er Danmark jo heller ikke verdens navle.
Vi fandt det lokale vaskeri, og fik vasket sammen med nogle husmødre, der var absolut ligeglade med vores herkomst, de skulle bare have klaret storvasken, og det kan man jo godt forstå.
Nu hænger det lidt fugtige tøj og flagrer i vinden her på balkonen, skjorterne kan selvklart ikke blive strøget, så vi beklager den forringede billedkvalitet på kommende billeder . Lige om lidt er det tid til en tur mere i bølgerne og så hen og spise Frozen Youghurt, for det har de lige om hjørnet.
Lyder det som om det er til at holde ud, så er det helt rigtigt
- comments