Profile
Blog
Photos
Videos
For at have styr på det hele, starter vi lige dette indlæg med den sidste uge i Australien, der blev brugt i Sydney. Vi fløj fra Cairns den 31. august, hvor vi lige hurtigt nåede at mødes med Sara's veninde, der netop var begyndt på sin rejse. Meget hyggeligt, og det hjalp også med at få ventetiden til at gå. Efter frokost var det afgang til lufthavnen, hvor en 3 timers flyvning ventede. Vi ankom sent på aftenen til Sydney, hvor vores hostel havde lovet at hente os ved ankomst, men dette kunne ikke lade sige gøre, og en rar taximand kørte os. Vi ankom til hostelet, og var mest af alt bare klar til at gå i seng. Vi var dog hurtigt enige om, at det kun var denne ene nat, og dermed tidligt op næste morgen.
1-9: Vi startede dagen med at flytte hostel, efter vi havde fået vores penge tilbage fra taxituren aftenen før. Vi tog tilbage til det hostel vi boede på første gang vi besøgte byen. Efter check ind, brugte vi dagen på at gå rundt i China town, besøge det lokale marked og fik handlet ind.
2-9: Vi tog hen på det lokale marked igen, for at få shoppet, da vi havde bedre tid i dag end i går. Vi havde aftalt fra starten, at vi skulle nå at på restaurant, og have en rigtig god steak. Det blev fredag aften brugt på. Vi startede med henholdsvis suppe og indbagt kylling. Herefter fik vi bagt kartoffel, spareribs og steak. Egentlig var meningen at vi også skulle have haft dessert, men vi var begge så mætte, at vi måtte gemme den til en anden dag. Men hold op, det var dejlig mad.
3-9: Dagen blev brugt på at sove længe, og få vasket alt vores tøj. Selve vasken var ikke noget problem, for det var bare at proppe det i maskiner, men at få plads til det hele på køjesenge, var ikke helt nemt, og vi blev derfor nødt til at bo i huler, hehe.
4-9: Vi tog ind til Operahuset og Harbour Bridge, hvor vi fik gået rundt, set og taget billeder af det hele. Vi sluttede hele herligheden af med, at få dansk is, ved Royal Copenhagen Ice Cream. Slet, slet ikke dårligt :D
5-9: Dagen blev brugt på en 3 timers lang byvandring rundt i Sydney, hvor vi så en masse og hørt en masse historier. En rigtig fin tur, der gav noget mere viden omkring byen.
6-9: Vi brugte dagen på Bondi Beach, hvor vi mødtes med Ditte's veninde. Meget fint, lige at se stranden, men den var godt nok noget mindre end vi troede. Folk lå rigtig og tog solbad, men for os, var det lige koldt nok, når man kom fra 30 grader, så vi nød bare vejret i stedet. Da vi havde været på stranden et par timer, tog vi bussen tilbage, for at få pakket alle vores ting, så vi er klar til afgang i morgen tidlig.
7-9: Vi forlod Australien tidligt om morgen, for derefter at lande i New Zealand hen på eftermiddagen. Vi tog en taxi ud til stedet, hvor vi skulle hente vores bil. Her startede vi dog med dårlige nyheder, da de fortalte os, at der ingen bil var til os, fordi vi havde oplyst vi ville hente og aflevere den i Auckland. Heldigvis stod der i vores papirer at vi skulle hente i Christchurch og aflevere i Auckland. I mens de ansatte arbejdede på sagen, fik vi begge sent nogle mindre pæne tanker til Danmark rettede mod Jysk rejsebureau. Det er ikke til at sige, hvor fejlen er opstået, da det er igennem flere bureauere. Vi fik heldigvis vores bil, og vi satte af sted ind mod byen, så vi kunne få handlet ind. Dog havde vi nogle startvanskeligheder og meget sjovt. Sara kunne ikke rigtig huske, hvordan man kører bil, hvilket gav grin, og ellers var der flere ting, vi ikke helt var sikre på. Af sted kom vi, og vi fandt en campingplads for natten.
8-9: VI startede vores ophold med at sove så længe vi havde lyst, hvilket var til omkring 9 om morgen. Herefter begav vi os ud på noget af en rejse rundt i Christchurch, fordi vi skulle finde det danske konsulat, så vi kunne få afgivet vores stemmer til folketingsvalget. Dette var dog noget af en stor opgave for to nybegyndere og uden GPS. Af mange omveje og spørgen om vej, fandt vi dog frem til, med nogle timers forsinkelse. Vi fik afgivet vores stemmer, og drog ellers ud af byen og nordpå. Vi kørte op ad bjerge og ned ad bjerge, og ellers en hel masse flot natur, inden vi ankom til Kaikoura, hvor vi overnattede. Vi prøvede at lave pandekager, hvilket ikke var særlig vellykket uden nogen form for måleenheder, så alt blev taget lidt på gefühl. Vi må have bedre held næste gang, og lige finde en måde at veje og måle på.
9-9: Kaikoura er kendt for hvalspotting. Vi gjorde derfor et hurtigt hold i byen, dogen uden at se en hval og drog derfor videre nordpå. Op langs kysten så vi sæler, så lidt dyr lykkedes det at se. Ellers gik resten af dagen med at ankomme til Picton. Her fik vi bestilt færgebillet til i morgen, hvor vi skal op på nordøen. Da vi ankom til campingpladsen, mødte vi nogle rare australiere, og vi så åbningen af Rugby World Cup sammen, og de prøvede at lære os nogle af reglerne, da vi så første halvleg af åbningskampen New Zealand (All Blaks) og Tongo.
10-9: Vi havde fået færgebillet til færgen om eftermiddagen, og havde egentlig håbet på formiddagen, så vi kunne nå at forlade Wellington. Vi blev derfor opfodret til at køre til check ind tidligt, og heldet var med os, og vi kom med færgen om formiddagen. Sejlturen tog næsten 3,5 time, hvor tiden gik med at spille kort. Efter ankomst til Wellington, prøvede vi at finde et indkøbscenter, dog uden held, og vi besluttede at bevæge os øst over. Køreturen var igen op og ned og helt fantastisk natur, inden vi ankom til Masterton sidst på eftermiddagen.
11-9: Vi forlod Masterton og kørte igennem Dannevirke. Vi gjorde et kort stop i byen, for at få taget billeder. Byen var præget af vikinger. Det var altså meget sjovt, når man er så langt hjemmefra. Så skal der ikke meget til. Efter vi havde set Dannevirke kørte vi videre op til Napier, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Resten af denne dag, blev brugt på skype med folk derhjemme. Samtidig fik vi også fortalt, at vi kommer hjem før tid, nemlig den 22. november.
12-9: Efter at have kørt østpå, var det tid til at køre mere vestpå, og vi ankom til Taupo, som er kendt for deres skydive. Vi kørte direkte derhen for at bestille tid til i morgen. Resten af dagen blev brugt i termiske bade, som campingpladsen havde. Undergrunden på nordøen har nemlig flere steder varme kilder, og det koster derfor ikke noget. De fleste steder med termiske bade, tømmer de også bassinerne hver aften, for at de kan blive rengjort og nyt vand kommer i næste dag. Dejligt med lidt selvforkælelse og afslapning i 40 grader varmt vand.
13-9: Sidst på formiddagen blev vores skydive aflyst på grund af for dårligt vejr. Regn og blæst. I stedet tog vi ind til byen for at shoppe lidt. Vi nød begge, at vi bare kunne gå rundt og kigge og ikke skulle bruge flere timer bag rattet denne dag.
14-9: Vi forlod Taupo, og ankom til Auckland sidst på eftermiddagen. Her brugte vi noget tid på at få pakket en souvenirtaske til Claus, der var i byen, og havde lovet at tage det med hjem.
15-9: Vi kørte ind til Auckland, for at finde Claus' hotel. Efter nogle omveje lykkedes det os at finde stedet. Vi fik afleveret vores ting, og hvor er det egentlig dejligt. Det viste sig, at det franske rugbyhold snart ville ankomme til byen og det hotel, så der var pressefolk mange steder. Heldigvis for os, nåede vi ud af området inden ankomst, da jeg kan forstille mig, der ville blive lidt porstyr. Da vi havde afleveret vores ting, og kørte tilbage til campingpladsen tog det 20 minutter. UPS, men så ser man nogle andre ting, og det er bare sjovere uden GPS.
16-9: Efter et par dage i storbyen, var vi begge glade, da vi forlod den, og kom ud i naturen og ud til de smålokalsamfund. Der hvor man har får og heste til at græsse i forhaven, så man er fri for at slå den, og der hvor dyrene går frit omkring. Vi tog en laaaang dag i bil, hvor vi kørte nord på, for at komme op til New Zealand's "grenen". Vi gjorde et stop for natten i Pukenui.
17-9: Vi startede dagen med køre op til Cape Ranga, som er det nordligste punkt af New Zealand, og hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes. Vi havde troet at dette var meget vildere end det egentlig var, men vi så det, og gik en tur rundt i området. Herefter bevægede vi os ned mod Auckland, og tog stop for natten i Sandspit. Her så vi Rugby kamp mellem Irland og Australien, og her vandt Irland overraskende kunne vi fornemme. Meget sjovt at se. Lidt regler falder på plads hver gang det ses.
18-9: Dagen bød på lortevejr i form af regnvejr, så det blev en mindre køretur ned igennem Auckland ned til Turanga. Da vi ankom her, var vejret heldigvis bedre, og vi tog et par timer i deres termiske bade, der var henholdsvis 32 grader og 38 grader, så det var super skønt. Til aftensmad lavede vi pandekager, hvilket var total vellykket, og vi kunne fornemme stor misundelse ved en flok Australiere, der bestemt syntes det så rigtig lækkert ud, i forhold til deres egen bacon med æg. Faktisk meget rart at prøve, at andre bliver misundelige over ens mad, i stedet for, det altid er os, der er misundelige.
19-9: Vi forlod Turanga og kørte igennem Rotorua, på vores vej ned til Taupo. Vi gjorde et holdt i Rotorua, der er kendt for alle deres varme kilder og ikke mindst lugten på grund af disse kilder. Det er en ubeskrivelig lugt. Nogen siger rådne æg, men ja, meget ubeskrivelig og ikke særlig dejlig lugt. Vi gik igennem en park med alle disse kilder, og så private hjem, der også har dem i baghaven. De er over alt, stort set.
Vi ankom til Taupo hen på eftermiddagen og kørte straks ud for at bestille Skydive. Manden lovede at vejret så godt ud, så det skulle nok lade sig gøre. Efter dette, brugte vi noget af ventetiden på at være i termiske bade, der var mere indbydende i både udseende og lugt end dem i Rotorua.
20-9: Så kom dagen. Vejret så virkelig godt ud, og vi brugte vores ventetid på at spille hjerterfri. Vi blev hentet i limousine kl. 14, og blev kørt direkte ud til skydive-stedet. Her startede vi med at se en lille video over forløbet, og bagefter kom en og fortalte om det hele, inden vi blev sendt ud for at blive gjort klar til at springe. Her fik vi en rigtig flot blå kedeldragt på, sikkerhedsudstyr, flyverhat, briller, handsker, redningsvest og en bette iltmaske. Det første hold blev sendt af sted, og vi kunne se dem hoppe ud fra flyet, og vidste at der var omkring 10 min., til vi havde afgang. De kom ned, og vi fik hilst på vores udspringer, og så var det ellers afgang. En flyvetur på omkring 20 min., hvor vi sendte to af sted ved 12000 feet. Herefter gik turen videre op, hvor vi lige skulle have lidt ilt, inden Ditte var den første, der forlod flyet. Vi havde 1 min frit fald, hvor vi snurrede rundt, inden faldskærmen blev udløst. Dette syntes Ditte ikke var så fedt, og hun koncentrerede sig derfor resten af turen om at komme hurtigst muligt ned på jorden, uden for mange sving. Sara derimod syntes det var vildt fedt, og nød udsigten over Taupo i 6 min. Da vi havde fået vores ting, blev vi kørt tilbage i limousinen igen. Til aftensmad havde vi valgt at fejre vores spring, og havde derfor købt to steaks på omkring 450 gram. Kød skulle der til, hehe.
21-9: Vi forlod Taupo, hvor vi fik taget en masse billeder, og så Huka Falls, inden turen gik ned sydover, hvor vi skulle nå aftenfærgen til Picton og sydøen. Vi havde besluttet, at vi lige kunne købe en pizza og spise i ventetiden inden ombordstigningen på færgen. Men Wellington er en ret stor by, men uden et pizzaria. Så rimelig skuffede, måtte vi spise en lille klapsammen med hamburgerryg og agurk. Skuffelsen var altså ret stor. Vi ankom til Picton ved midnatstid, og fandt hurtigt vores campingplads og faldt til ro.
22-9: Dagen bød på kørsel, fra Picton tværs over sydøen til Greymounth. Her så vi solnedgangem, og fik vores længe ventede pizza :D
23-9: Vi startede dagen med at køre op til Pukenuia, hvor vi så pandekage rocks og blowholes. Vi ankom dog ved lavvande, og blowholes var ikke så fantastiske som de ville være ved højvande. Blowholes er en masse klipper ude i vandet, der ved højvande giver en masse sprøjt, når vandet banker mod klipperne og ind i hulerne. Vi så nogle billeder af hvordan dette ville se ud, og vi så nogle enkle små sprøjt, men det var ikke så vildt, som det ville være ved højvande. Herfter kørte vi ned langs kysten til Franz Josef, der er kendt for Glaciere.
24-9: Dagen startede med regnvejr, og vi hyggede os derfor hele formiddagen med spil inde i bilen. Det klarede dog op til frokosttid, og vi tog en gåtur rundt i byen. Her besøgte vi et Kiwi Wildlifecenter, hvor de beskytter og hjælper Kiwifuglen med at overleve i naturen. Kiwifuglen er New Zealands nationalfugl. Den lever i regnskove, og af at spise laver, biller og insekter. Den kan ikke flyve og er aktiv i mørke. Udover at se Kiwi-fuglen og få mere viden omkring denne, lærte vi også omkring glacierne, og det lokale folk, der lever ved glacieren.
25-9: Dagen startede tidlig, da vi havde besluttet, at vi ville op på glacieren. Turen startede kl. 8.45, hvor vi skulle være der en halv time før, for at få udstyr på. Da vi i går var oppe i byen, så vi, at de stillede om til sommertid om natten, hvilket ikke var alle der havde, så turen blev én time forsinket. Vi blev udstyret med skijakke, skibukser, skistøvler, strømper, handsker, hue, ispigge til at sætte under støvlerne. Da alle var klar, blev vi kørt ud til startstedet, hvorfra vi vandrede de næste 5 timer. Først igennem dalen, hvor guiderne fortalte, hvor glacieren havde gået før i tiden, og vi fik en masse viden omkring den. Efter nogle timers vandring nåede vi op på glacieren, hvor vi kravlede og gik i grotter, sprækker og ellers rundt og se, hvad naturen har dannet. Helt vild fantastisk og meget fascinerende. Efter 6-7 timers tur, slappede vi af i de termiske varme bade, hvilket var super dejligt. Ikke fordi vi frøs på turen, for vi kampsvedte, men skønt alligevel at få kroppen varmet igennem.
26-9: Vi forlod Franz Josef, og kørte ned til Fox Glacieren. Denne så vi dog kun på lang afstand, da Franz Josef og Fox Glacieren minder meget om hinanden. Herefter brugte vi dagen på at komme ned til Wanaka, hvor vi undervejs havde en masse små stops, ved udsigtspunkter og søer.
27-9: Vi forlod Wanaka og tog en kort køretur til Queenstown. Her brugte vi eftermiddagen på at gå rundt i byen og kigge butikker, og få bestilt vores bungy jump til i morgen. På campingpladsen var der ikke så mange, så tv-stuen var ledig. Vi fik lavet nogle popcorn og hyggede med disse og film. Skønt :D
28-9: Vi startede dagen, da vækkeuret ringede 6.30. Vi fik gjort os klar, og fandt et sted, hvor Elsebeth kunne holde de næste timer, i mens vi tog springet. Vi checkede ind, og blev kørt ud til stedet i bus. Herfra gik det stærkt. Vi fik sikkerhedstingene på, og blev ellers transporteret ud til "skuret" i en lille vogn på nogle wirer. Ditte blev dagens første springer. Nervøs og lidt skræmt så hun ud, men nød springet i forhold til Skydive. Vi havde en udløser ved den ene fod, hvilket skulle få én op at sidde, så man kunne nyde udsigten og blive hejst op behageligt. Den eneste der dog ikke kunne finde ud af, at udløse denne var Sara, så hun kom op som en slagtegris. Vi syntes begge det var vildt fedt, og er klar på at gøre det igen. Selve springet var 134 meter, ned over Nevis floden. Vi kom tilbage til byen og fik vores ting. Her gik vi lidt rundt, og fandt et bageri, hvor de havde danske kager. Mmmmh de samgte godt, men vi glæder os til hjemmebag. Efter vores kagespisning kørte vi ned til Invercargill.
29-9: Vi forlod Invercargill, og kørte østover langs sydkysten, hvor vi så sæler, da vi gik ud til Nugget Point. En fin gåtur, hvor solen skinnede, havet brusede og det var helt sommeragtig med 20 grader. Vi ankom til Dunedin om eftermiddagen. Her fik vi bestilt hotel på Hawaii, så det er lækkert.
30-9: Vi forlod Dunedin, hvor vi startede med at køre op i skyerne, inden vi fik lov til at komme ned på mere flad vej. Vi ankom til Christchurch hen på eftermiddagen, hvor vi fik vasket Elsebeth. Ellers blev resten af dagen brugt på at hygge med at læse og spille. Vi fik søgt visum til USA, og fik begge dette, så det skulle forhåbentligt gå smertefri derover.
1-10: Vi forlod Christchurch og kørte tværs over landet til vestkysten og Pukekaiki, for at se Blowholes ved højvande. Da vi ankom, havde det lige været højvande, og næste gang ville være midt om natten, så det blev ikke på denne tur vi så det. Vejret var ikke godt, da det blæste som en pilikan og regnede helt vildt, så det var heldigt at aftensmaden kunne anrettes uden at forlade bilen. Vi var bange for at Elsebeth helt ville lette i stormen.
2-10: Vi havde håbet på bedre vejr end i går, hvilket ikke var helt lykkedes, så vi tog den samme vej tilbage til Picton som vi tidligere havde kørt. Da vi både kendte denne og den var en smule hurtigere. Vi gjorde et kort hold i Westport for at få benzin på, hvilket var rigtig godt, for da vi kom ud på vejen viste de et skilt, hvorpå der stod, at næste benzintank var 92 km væk. Vi ankom til Picton og fik bestilt færgebillet til i morgen tidlig.
3-10: Vi forlod campingpladsen ved 9-tiden, for at checke ind til færgen. Denne sejlede kl. 10.30, og vi ankom til Wellington ved 14-tiden. Vejret var ikke bedre på nordøen, så vi tog nogle timers kørsel inden vi holdt ind for natten i Turangi. Her hyggede vi med popcorn og spil. Ved sengetid var der lysshow i form af lyn og torden. Vejret må være bedre i morgen.
4-10: Vi forlod Turangi og begav os ud på den sidste lange køretur. Vi ankom til Auckland hen på eftermiddagen, hvor vi kørte lidt rundt for at finde campingpladsen. Og uden GPS, så ser vi bare nogle andre ting og tager et par omveje, men vi fandt campingpladsen uden at spørge om vej, hvilket vi selv var ret stolte over, da de ikke rigtig bruger skilte på sådan noget i en storby.
5-10:Vi startede dagen med at flytte campingplads, og derefter tog vi bussen ind til byen, hvor vi kiggede på butikker og så lidt bygninger. Da vi kom hjem igen, fik vi vasket vores tøj, så det er klar til at blive pakket ned i morgen,
6-10: Vi kørte til en ny campingplads, så vi ikke har så langt til lufthavn og bilaflevering i morgen. Vi fik pakket vores tasker og gjort Elsebeth ren. Vi tror aldrig de har fået så ren én bil tilbage :D Vi fik pizza til aftensmad, og dermed er vores fantastiske New Zealand eventyr slut.
- comments