Sabai Dee!

Her en hilsen fra Luang Prabang i smukke, varme og afslappede Laos. For nogle dage siden forlod vi Chiang Mai og tog til Chiang Khong, for derfra at krydse graensen til Laos. Vi overnattede i Chiang Khong, som er en lille bitte flaekke paa Mekongflodens bred. Her boede vi paa et hyggeligt lille hostel, hvor vi brugte aftenen paa at snakke med andre bacpackere og se paa fyrvaerkeri i anledning af det kinesiske nytaar. Morgenen efter tog vi en longtail boat over Mekong, og ankom paa denne maade til graensebyen Huei Xai i Laos.

Fra Huei Xai tog vi en saakaldt slowboat ned af floden mod Luang Prabang. Slow boats er gamle flodpramme, der tidligere har vaeret brugt til at transportere gods paa floden, men som nu er blevet fyldt med haarde traebaenke til at transportere mennesker. Den anden mulighed til Luang Prabang er speedbaade, som er smaa helvedes maskiner, der efter sigende har kostet menneskeliv. Vi saa da ogsaa en, hvor alle passagerene havde styrthjelm paa.

Vi sejlede afsted kun 2 timer for sent (det er ikke meget i Laos) og noed det smukke sceneri omkring floden. Store raa klipper laa side om side med bloede sandstrande, hvorfra de lokale badede, fiskede og vaskede toej. I baggrunden var hele tiden frodige bloede bjerge fyldt med regnskov.

Turen er bestemt til at tage to dage, saa det var meningen, at vi efter den foerste dags sejlads skulle sove i en by ved navn Pak Ben. Vi, og isaer den bagerste del af os, glaedede os meget til bloede senge og varme bade, efter en meget lang dag paa meget haarde saeder. Det var derfor velkomment, da baaden stoppede ved en strand, og vi fik at vide, at vi skulle gaa de sidste 5 minutter til byen. Floden var for lav til at vi kunne sejle videre, saa vi maatte tage al vores tunge bagage med os.

De annoncerede 5 minutter endte dog med at blive en halv times vandring hen over skarpe klipper og hoeje, tunge sandbanker. Efter denne haarde, men heroisk udfoerte vandring, ankom vi til en lille landsby. Vi fandt ret hurtigt ud af, at det vist ikke var Pak Ben, da landsbyen blot bestod af smaa trae- og sivhuse, uden elektricitet eller rindende vand.

Vi proevede at finde ud af hvad der foregik, men ingen vidste noget, da der ikke var noget af besaetningen der kunne engelsk. Efter laengere tids venten kom kaptajnen forbi, og sagde "you sleep here, in boat" hvorefter han stak i et stort grin. Vi troede virkelig foerst, at han lavede sjov, men efterhaanden som folk omkring os begyndte at bygge rede, gik det op for os, at han nok mente det. Altsaa stod det nu paa en nat flydende paa en myggebefaengt flod i midten af ingenting. Vi kunne dog godt se det sjove i situationen, og efter at have tiltusket os nogle bloede saeder at sove i, gik vi op paa stranden og hyggede omkring lejrbaalet, med Beer Lao og Florian, en oestrigsk knaegt vi havde moedt tidligere. Paa den maade kom vi til at fejre Valentines Dag paa Mekong flodens bred under stjernerne.

Natten paa baaden var ikke saa slem... Eller den kunne have vaeret vaerre. Lidt. Vi froes en smule, men myggene holdt sig heldigvis langt vaek, efter at vi havde truckerbadet i det sidste af vores myggespray. Vi vaagnede tidligt om morgenen, ved at hanerne i landsbyen galede og sejlede videre mod Luang Prabang. Turen var igen utrolig smuk, men da vi kom frem efter 10 timer, var vi rimelig radbraekkede. (Til sammenligning tog Koebenhavn-Bangkok 10,5 time paa bloede saeder. At vi der snakkede om, at det var aergerligt, at der ikke var et fjernsyn til hvert saede, har vi vist faaet sat lidt i perspektiv).

Den foerste dag i Luang Prabang brugte vi paa en gaatur rundt i hele byen. Byen har en utrolig afslappet atmosfaere, og det er naermest bare en stor landsby med mange turister. Paa vores gaatur fik vi set en hulens masse templer, som lignede dem vi havde set i Thailand, og et vaeld af Buddha figurer, som ogsaa lignede dem fra Thailand. Vi spiste frokost paa en moderne restaurant, hvor vi fik serveret lokale specialiteter, heriblandt marineret boeffelkoed, som smagte forrygende og en marmelade af toerret boeffelhud, som smagte mindre forrygende. Resten af dagen brugte vi paa at slendre rundt paa byens markeder og nyde stemningen.

Anden dag startede vi med en laekker massage (som var tiltraengt efter traesaederne) paa Roede Kors Centret. Massagen her var vaesentlig bedre end thaimassagen, som mest af alt minder om yogalignende straekoevelser. Senere paa dagen besoegte vi det tidligere kongepalads, hvilket var spaendende, men ikke saerlig prangende. Man kunne virkelig se, at kongefamilien hernede levede under et andet budget end derhjemme. Paladset var ikke meget stoerre en en stor strandvejsvilla, og meget sparsomt dekoreret. Efter paladset besteg vi det lille bjerg Phu Si, som ligger i midten af Luang Prabang. Fra toppen kunne man lige pludselig godt se hvorfor Luang Prabang er et World Heritage site. Byen er helt utrolige groen og ligger smukt imellem hoeje sandstensformationer. Eneste minus vi kunne se ved byen, var de meget hoejttalende, walkietalkietalende og invasive japanske turister, som var overalt.

I morges 18/2 tog vi bussen fra Luang Prabang mod hovedstaden Vientiane. Paa vejen ombestemte vi os dog, og stod af i Vang Vieng hvor vi lige nu holder et afslapningsstop, inden vejen gaar videre mod Vientiane.

Kaerligste hilsner Ditte og Emil