Søndag d. 22. august 2010 (Sofie)

De er bindegale de her japanere…

Det var vores sidste dag i Akita, så efter morgenmaden på hotellet, som kun bestod af japansk morgenmad fik vi pakket vores ting og sat kurs mod stationen. Forresten består japansk morgenmad af (selvfølgelig) ris, nudler, fisk, salat, the, og andet udefinerbart mad, så det var ikke her vi spiste os mætte. Så på stationen blev vores første stop en biks hvor vi fik en pandekage med is, flødeskum og jordbær og en kop kakao til. Vi vidste, at vi skulle køre i tog i lang tid for at komme til vores næste destination, som var Fukushima. Så vi fik købt billetter til Shinkansen (japansk lyntog med 300 km/t og meget få stop) og satte os ind på vores sæder. Her fik vi begge tænd for computeren og hørt lidt musik og redigeret lidt musik til vores kommende gymnaster. Søvnen trængte sig på og vi nappede begge lidt indtil vi skulle af toget for at skifte til et andet.

Nu skulle vi kun køre i en halv times tid før Fukushima ville stå på stationsskiltet. Da vi steg ud af toget blev vi angrebet af varmen. Vi var nu kommet sydpå igen og her var 33 grader og meget fugtigt. Så pakket op med vores rygsække havde vi en god kropstemperatur. Det først hotel vi fandt, var der intet personale i receptionen, så vi måtte traske videre i varmen. På vores vej mod næste hotel, blev vi stoppet af en mand på cykel. Han forsøgte virkelig at kommunikere med os på engelsk imens han skraldgrinede over vores kæmpe rygsække. Japan (kan vi konkludere nu) er ikke noget backpacker land, så det er klart de kigger lidt mærkeligt på os når vi kommer gående. Da vi ankom til hotellet var der heldigvis en receptionist, men han kunne selvfølgelig ikke engelsk. Men det skulle ikke stoppe ham i at kommunikere med os, så han gik ind på www.yahoo.jp og skrev følgende på japansk, trykkede på translate-knappen og vupti nu havde vi det på engelsk som han prøvede at forklare os:

"There are not breakfast and the supper, but a free service of bread and the milk is the the first floor front desk on the next morning."

Vi forstod hvad han mente og traskede op på vores værelse. Her smed vi taskerne med et lettende suk og lagde os i sengene for en kort stund inden vi skulle ud og se hvilken by det nu egentlig var vi var havnet i. På vej ud af døren, slog Esben hovedet imod dørkarmen, som ikke er mere en 1,80 m. over gulvet. Så dørkarmen slog ham bogstaveligt talt i gulvet, imens jeg stod og så grinende til.

Vi inspicerede byen og var i to forskellige storcentre i hver 8 etager. I det ene center ville vi tage elevatoren ned i stedet for de mange rulletrapper og da døren til elevatoren åbnede, stod en fin lille japaner kvinde og bød os velkommen (tror vi) i elevatoren og spurgte hvilken etage vi ville på. Vi kunne ikke lade være med at grine af hende, for hun tog hendes job meget seriøst og stod og talte ind mod etage tallene i stedet for til os. Fedt job at skulle stå i en elevator en hel dag og trykke på tal. (En lille smule dudaaa skal man da hvis have så?!)

Derefter endte vi inde i en kæmpe spillehal. Her var alle mulige mærkelige maskiner, hvor man kunne smide penge ind og måske være heldig at få nogen tilbage. Der var maskiner hvor man kunne vinde en lille is, et glas syltetøj, en bamse, en hovedpude - you name it. Derudover var der guitar hero og andre musikinstrumentsspil. Esben skulle selvfølgelig prøve trommerne af, hvor han hurtigt kom til kors med en japansk melodi og til tider et lidt for hurtigt tempo. Her var folk i alle aldre, som var fuldstændig optaget af gamet, vi var målløse og gik måbende derfra. Nu fortsatte turen over i en stor bygning med navnet "Stadium", hvad man kunne her, fandt vi straks ud af da vi trådte indenfor dørene og hørte præcis samme støjniveau som i spillehallen vi lige kom fra. Vi var endt i en fem etagers spillehal! Ligeledes var her alt hvad ens gamer-hjerte kunne begære. En mand sad og spillede på plastisk derby, en anden skød de onde i et spil, en tredje spillede på enarmede tyveknægte osv. Her var også bowling, autotennis, rulleskøjteløb, karaoke, ballonland, ja alt muligt.

Nu var tiden til at finde noget aftensmad og jeg synes byen virkede spændene og synes vi skulle udforske lidt mere. Esben var sulten og der gik lidt voksen baby i ham og humøret var ikke så højt indtil vi kom ind på en gade med second hand butikker. Nu lyste han op og vi gik fra butik til butik, som havde åben denne søndag aften omkring kl. 19.30.

Efter vi havde shoppet (dog uden at købe noget, da Esben bare er for stor til alt japansk tøj), fandt vi et hyggeligt sted hvor vi ville indtage aftensmaden. Da vi fik menukortet stod alt igen på japansk, som det plejer, men her var ingen billeder overhovedet til at vælge maden ud fra. Så vi pegene random på en ret under "Pizza"- overskriften og var meget spændte på hvad vi havde bestilt. Jeg havde en forventning om Quadro Stationi-pizzaen, da der imellem de japanske tegn var et 4-tal. Vi blev snyd! Ind kom der (på en desserttallerken) en pizza kun med ost, så 4-tallet måtte have stået for fire forskellige slags ost. Nårh men med lidt hot pepper sauce på smagte pizzaen udmærket lige udover vi var skuffet over størrelsen. Så denne aften bød på to restaurantbesøg. Vi gik videre ind på en Indisk restaurant og Esben fik lidt mere mad, så han kunne blive mæt. Så vi gik i seng på en mæt mave efter chokket over ostepizzaen.