Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen. Hermed denne turs sidste update - denne gang fra Salvador, hvor de farverige huse står i kø i en by hvor gadegøjlere, musikere og kreative sjæle folder sig ud.
Inden jeg skriver lidt om Salvador vil jeg fortælle jer om Praia da Pipa. En strandby, som var helt fantastisk. Strandene var utrolige og der lå en perlerække ved siden af hinanden. Der var delfiner som hoppede rundt og atmosfæren i den lille by var så afslappende af det eneste man ville var at drikke en ny drink... Fantastisk sted.
Olinda, som er en velbevaret koloniperle på vej mod Salvador, var også et besøg værd. Det historiske centrum, som i Salvador, var helt eventyragtigt med kirker, slotte og mange farver. Desuden så jeg mange af de kæmpestore dukker, som bruges til karnevallet. "Carne Vale" betyder i øvrigt "farvel til kødet" og er et symbol på fasten i den kriste tro. Karnevallet i Olinda er berømt over hele Brasilien og rangeres som et af de bedste.
Inden Olinda var jeg i øvrigt forbi verdens støste cashewnøddetræ, som ligger i Natal. Ikke en spektakulær by, men for et par dage var det egentlig fint nok. Jeg boede privat og havde køkken, så det var rigtig rart at lave sin egen mad og have noget privatliv. Dette træ lignede mere en lille skov og små aber hoppede rundt, så det var også en smule eksotisk.
Brasiliens nordøstlige kyst har en del flotte strande. Nogle af dem ligger ved Morro Sao Paulo, som er en ø der ligger 3 timer fra Salvador. Det var nogle afslappende dage og specielt en af strandene var fantastisk. 2. strand, som den hedder havde det hele. Lækkert sand og vand, aktiviteter som fodbold, strandtennis og fodvolleybold samt inponerende strandbarer om aftenen. Vejret var desværre ikke perfekt, men når det ikke regnede blev tiden brugt på stranden i de 30 grader.
Morro Sao Paulo er også berømt for "whalewatching". Pga vejret havde der ikke været en organiseret tur i 14 dage, men vi tog af sted og måtte desværre vende om uden at have set hvaler - bølgerne vr van(d)vittig høje og regnen væltede ned. Det ville ellers have været en perfekt afslutning nu hvor jeg har set så mange dyr på turen. Det er faktisk eneste gang jeg føler, at jeg ikke har haft heldet med mig, så det går nok selv det ville have været spektakulært.
Efter 3 dage i Morro Sao Paulo tog jeg tilbage til Salvador. Byen har et skidt ry, så jeg passede godt på og bevægede mig primært kun sammen med andre. Jeg følte mig dog ikke utryg på noget tidspunkt, men det skyldes også at jeg mest var i det historiske centrum, hvor politiet er godt repræsenteret. Ligesom Olinda er det historiske centrum i Salvador lidt af en perle. Arkitektonisk har portugiserne sat deres præg, mens meget kultur kommer fra Afrika via de slaver som blev bragt til Brasilien. Jeg overværede blandt andet en Candomblé ceremoni, som er en religion hvor deltagerne kommer i trance og fremkalder ånder. Jeg havde dog følelsen af, at det var et "show" for turister og at kvinderne ikke var i trance, men religionen udøves af mange og der foregår både ofringer og pinsler.
Nu er turen så slut, eventyret fuldendt og et nyt kapitel kan begynde. Beslutningen jeg tog har været en af de bedste og det er faktisk utroligt så hurtigt 1 år går. Der har været mange højdepunkter og jeg kunne nok godt lave en top 10, men lad os snakke om det i stedet og lukke bloggen ned for denne gang. Dog vil jeg sige, at jeg har været rigtig glad for jeres kommentarer og mails. Det har gjort det mere spændende at skrive og gjort mine reflektioner dybere.
Nu glæder jeg mig bare til at se jer alle - vi ses snart :-)
- comments