Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg tilbage med en ny update. En lille hilsen fra Rio de Janeiro, som jeg efter kun 5 dage må tilbage til en dag. Intet mindre end fantastisk.
Inden turen gik til "Den vidunderlige by", som brasilianerne kalder den, var jeg forbi to strandbyer, som dog ikke var så interesante da vejret ikke var godt. Florinópolis og Paraty har lange kystlinier med kridhvide sandstrande samt charmerende atmosfære, men det var der altså ikke noget af i denne omgang. Jeg var også forbi Sao Paulo, som ligger på vejen til Rio. Byen er en af verdens største og ret ny, så ikke specielt autentisk eller interesant. Det vidste jeg godt, så jeg var kun i byen halvanden dag - primært pga sushi. Den største japanske befolkningsgruppe udenfor Japan bor i Sao Paulo, så der er god og billig sushi. Det nåede jeg to gange på den korte tid :-)
Sidste onsdag ankom jeg så til Rio de Janeiro (betyder januar-floden), som jeg har hørt blandet om. Ufattelig mange historier om røverier - endda med våben samt fantastiske historier om det byen indeholder.
Min egen version er, at man må til Rio en dag. Byen ligger mellem mejestatiske granitbjerge med 5-6 strande tæt ved beboelsen. Nogle har endda få meter til stranden. Det betyder at byen har en fantastisk beliggenhed som Jesus kigger på. Et vartegn som er kendt over hele verden.
Jeg havde ikke nogle dårlige oplevelser, men mødte derimod en masse glade, meget venlige og livsglade mennesker. Det lader til, at dem der bor i Rio er klar over, at de bor i en by mange drømmer om. I en by, hvor en tur til en af de fantastiske strande kun koster en busbillet, hvilket man benytter sig af. I øjeblikket er det vinter i Rio, så de har "kun" 27 grader - man kan altså tage på stranden året rundt. Det betyder en afslappet atmosfære og et mylder af mennesker omkring strandende - specielt om søndagen, hvor beachfodbold og solbadning er de foretrukne aktiviteter.
Desuden er Rio unik fordi alle mænger sig med hinanden. De rige og fattige solbader på de samme strande eller drikker caipirinha på gaden i "Lapa". Det er et sted hvor alle hudfarver mødes og nyder livet. Det betyder at mange er tilfredse med at tjene til kost og logi, hvilket kan undre en gang imellem. Nogle steder kunne øge omsætningen og indtjeningen ret let, men måske er de godt tilfredse med det de har, så længe der kommer mad på bordet og råd til at forsøde tilværelsen en smule.
Når det så er sagt, så er kriminalitet udbredt og der findes også en del fattige. For mange år siden begyndte de allerfattigste at bygge huse på bjergsiderne, hvor der tidligere var kaffeplantager. De såkaldte "favelas" er slumkvarterer, hvor der ikke betales skat, det flyder med skrald og livet her er alt andet end strand og caipirinhas. Der findes mange "favela'er" i Rio, hvor der bor op til 200.000, så selvom de bor der illegalt kan politiet ikke gøre meget. Det har politikerne indset, så der er nu skoler og hospitaler i de største. En kabelbane er endda i støbeskeen. Skraldet bliver hentet et par gange om ugen og vand kan tappes i bestemte tidsrum. Der er altså lidt hjælp at hente og man kan endda arbejde frivilligt i nogle favela'er. Dog er der mange historier om kriminalitet i "favela'er" og efter sigende har de bedre våben end politiet. De styres ofte af bander, men kriminaliteten er på vej ned, men kan langt fra betegnes som sikre. Jeg var på en tur og følte mig sikker, men det er nok ikke et sted man skal gå hen alene. Så beder man om problemer. Falela'erne vokser for hver dag op ad bjergsiderne og som det ser ud nu er der ikke meget at gøre for at stoppe det. Rio fattigste bor i disse "favela'er", hvis man ser bort fra de hjemløse.
I de 5 dage jeg var i Rio nåede jeg at se Jesus-statuen, der er 39! meter høj, Maracaná, som er et af verdens største fodboldstadions og som har haft næsten 200.000 tilskuere til enkelte kampe før i tiden, Sukkertoppen, promenaden hvor det berømte optog ifm karnevallet holdes, flere af de hyggelige bydele som Lapa og Santa Teresa, den nye katedral, en "favela", Ipanema-stranden, den centrale del af Rio med museer og kirker, mosaiktrappen samt Copacapana, som er Rio's mest berømte strand. Her er opsat en gigantisk stormskærm på grund af VM, så det var muligt at se fodbold mens man er på stranden. I Brasilien er det i øvrigt helligdag når landsholdet spiller, så det meste er lukket. Flybilletter er halv pris på samme tidspunkt og næsten alt er gult, grønt og blåt. Hvis Brasilien vinder VM regner man med over 1 mil. mennesker på Copacabana. Det er helt vildt...
Alt i alt en rigtig god oplevelse og jeg må tilbage en dag og se mere af byen og opleve den løsslupne og venlige stemning, som præger bybilledet. Det var egentlig min plan at være i Rio et par dage mere, men på grund af de lave flypriser når Brasilien spiller, tog jeg af sted i dag (mandag) og sparede en del. Jeg er nu i Manaus midt i Amazonas. En by som ligger rundt om verdens største flod og som har intet mindre end 3 mil. indbyggere! Jeg vil forsøge, at tage i junglen fra Manaus og derefter flyde ned ad Amazonas mod Belem i 4 dage. Man ikke har meget plads i hængekøjen, maden skulle være elendig, turen koster det samme som en flybillet, men det er efter sigende en unik oplevelse.
Det var alt for nu. Jeg håber I nyder sommeren med godt vejr og noget koldt at slukke tørsten med :-).
- comments