Profile
Blog
Photos
Videos
"Sammen med Marie, endelig!" Sådan føltes det da Marie og jeg fandt hinanden i lufthavnenen i Lima for to uger siden. Det havde været en lang rejsedag som endte ud i et kæmpestort knus fuld af gensynsglæde. Herfra begyndte vores fælles rejse og vi var begge glade og spændte, omend lidt trætte efter al den rejse. Snakken gik dog let alligevel da vi tog det fælles fly til La Paz i Bolivia, hvor vi ankom klokken halv 1 om natten. Gennem det hostel, hvor vi havde booket de første overnatninger, havde vi også takket ja til at blive hentet af en privattaxi i lufthavnen. Så vi ventede og ventede, men da ser stadig ikke var kommet nogen taxa efter 45 minutter måtte vi tage en almindelig taxa, og kom da også frem til hostelet og fik en god nats søvn. De første par dage i La Paz tog vi i stille og roligt tempo, for det første fordi denne måde og rejse på var ny for os begge, og for det andet fordi La Paz ligger i 3600 meters højde over havet, hvilket betød at vi blev forpustet af en lille gåtur i gaderne! Vi fik dog ordnet Maries pasproblem og fik uden problemer bestilt et nyt til hende, eftersom det gamle var blevet stjålet i Honduras. Derudover tog vi en tur i en sightseeingbus rundt i byen, hyggede os på forskellige cafeer, sugede en masse nye indtryk til os fra små parker og fik snakket en hel masse!
Fra La Paz tog vi et tog til en by mere sydligt, der hedder Oruro, hvorfra vores plan var at booke en tur i den store saltørken, Salar de Uyuni. Det skulle dog vise sig at Oruro minder mere eller mindre om en westernby - total død! Til trods for at der ikke var nogle hyggelige parker eller cafeer fik vi dog et par hyggelige dage ud af opholdet der. Vi kunne ikke booke nogen tur til saltørkenen, men fik set Les Miserables i en lille biograf og set en statue, der eftersigende skulle være større end Jesusfiguren i Rio de Janero. Efter et par dage tog vi et tog mod byen Uyuni, som er udgangspunkt for saltørkenen. Da vi ankom sent om aftenen stod der en kvinde klar til at snuppe os med hen til hendes hostel. Selvom vi var lidt betænkelige ved det, endte vi med at gå med hende da vi ikke havde noget andet hostel klar. Det viste sig at kvinden også arrangerede ture ud i saltørkenen næste dag, hvilket passede perfekt i Maries og mine planer. Så næste dag drog vi sammen med 8 israelere, 1 amerikaner og 1 canadier fordelt i to jeeps ud i den kæmpestore saltørken. Den var engang en saltvandssø, men vandet er i dag tørret ud så der er kun salt tilbage, 80 km i diameter!
Marie og jeg sad i bil med fire af de israelske gutter, som havde pakket deres tasker med cigaretter, øl og en masse hash. Til at starte med var vi lige så skeptiske, som I sikkert er når I læser dette. Men de skulle vise sig at være rigtig fine, og de delte gladeligt ud af musik, chips og deres gode humør (bare rolig! Fornuftige som vi er, var chips det mest usunde vi tog imod.) I løbet af de tre dage, som turen varede, så vi så meget forskelligt og enormt flot landsskab. Først og fremmest var selve saltørkenen et helt specielt syn! Det lignede Indlandsisen eftersom der var salt så langt øjet rækker. Vi fik taget de klassiske turistbilleder, hvor man kan tage sjove billeder af sig selv og legetøjsfigurer i omvendt størrelsesorden. Derudover så vi forskellige søer i forskellige farver pga. diverse mineraler, bjerglandskaber, stenformationer der forestillede forskellige dyr, geysere, vulkaner og ej at forglemme tusindvis af lamaer og flamingoer. Det var en rigtig god tur, til trods for at jeg den ene nat led under lidt madforgiftning, og måtte klare oplastning uden vand og lys - generatorerne slukker jo om natten, må I forstå... Men jeg er på toppen igen! :-)
Efter turen i saltørkenen tog vi turen nordpå igen op til La Paz, hvorfra vi bookede en mountainbiketur på Verdens Farligste Landevej. Jo, den er blevet kåret til verdens farligste landevej, fordi den på nogle steder er så smal, at en bil knap kan passere. Årligt dør der 200-300 personer, fordi busser og andre transportmidler skrider ud over kanten og falder flere hundrede meter ned af stejle bjergveje. Det skal dog nævnes at det hovedsageligt er de lokale, der kører i disse busser. Siden 1998 er der "kun" 13 turister der er døde på landevejen. Så Marie og jeg tænkte, at det lød som en skide god ide at begive os ud på den lille cykeltur - og sikke en oplevelse! Turen er 63 km mountainbike ned ad bakke, under små vandfald, på passager der som sagt er så smalle, at maven lige vender en gang når man kigger ud over kanten, på grusveje med masser af sten, så det ryster i HELE kroppen. Da vi kom ned (levende!) havde vi så ondt i vores arme, at vi næsten havde lyst til at græde. Men det var hele smerten værd. Og det er nok ikke lige foreløbigt at jeg kommer til at cykle i Andesbjergene i så smuk natur, at man ikke kan lade værd med at kigge rundt selvom øjnene uden tvivl var bedst placeret på den snørklede vej.
Lige nu befinder vi os ved Titicaca søen i Peru, en sø på størrelse med Sjælland. Alt herovre er så stort, og jeg tror jeg bliver ved med at blive forundret over det :-) Vi har det stadig rigtig godt, og vi suger alle indtryk til os så godt som muligt. Der er mange og det er fantastisk!
Jeg håber foråret laaaangt om længe er kommet til Danmark for at blive, det skulle gerne nå at bæive sommer inden jeg kommer hjem, he he. Og husk at fejre Sofie til konfirmationen for mig også, jeg vil tænke på jer alle den dag.
Tusinde knus fra Bolivia.
- comments
MB. 1.maj og solen højt på himlen. Det danske forår er kommet. Endelig. Vi havde en dejlilg dag på Rødhavegård d. 27.april. Sofie blev fejret med taler, sange og masser af sjove indslag med diverse prøvelser. Og så kom Laura`s indslag. Helt fantastisk at se dig og jeg tror, at mange sad med en lille klump i halsen. Vi glæder os på dine vegne og ønsker dig fortsat god rejse sammen med Marie. Tak for dit sidste indlæg. K.h. fra os begge to.Mb.