Profile
Blog
Photos
Videos
Lige nu sidder jeg på et hostel i Cusco, som er en by fuld af turister med stort T! Overalt ser man blegfede amerikanere (også andre nationaliteter, men amerikanerne formår på en eller anden måde altid at fylde mest i gadebilledet) med bøllehat og kamera rundt om halsen lige i hælene på en af deres lejede guides. De lokale gadesælgere har bestemt også fundet ud af at Cusco i den grad er en turistby, så hvert andet minut kommer der en person hen i hovedet på Marie og jeg og vil sælge smykker, malerier, solbriller, restaurantbesøg, diverse byture eller dem der har slæbt en lama med ind i bymidten og tager penge for at få taget et billede med en ægte lama. Bliver det mere turistet? Selvom Marie og jeg nu har rejst rundt som turister i fire uger har vi stadig ikke rigtig vænnet os til at være fuldblodsturister - der bliver i hvert fald langet en del 'no gracias' over disken til de pågående sælgere.
Men men men, denne del af rejsen er jo anderledes end mit ophold i Costa Rica, hvor jeg bestemt ikke følte mig som turist efter de tre måneder med arbejde og fast bopæl. Nu rejser vi rundt fra hostel til hostel med en rygsæk som klædeskab og nyfunden glæde ved en rugbrødsmad med kyllingepølse. Derfor har vi ikke længere en relativt tryg hverdag med bestemte tidspunker for dit og dat. Nu kan vi gøre lige hvad vi vil, og vi nyder hver og én oplevelse i fulde drag!
Fra Puno, hvor jeg befandt mig i sidste blogindlæg, tog vi på en to-dages tur ud på Titicacasøen. Derude er der omkring 60 sivøer, hvor Urofolket lever. Det startede med forskellige familier, der sejlede ud på søen i hjemmelavede sivbåde for at slippe for spaniernes rasen på fastlandet. Derude bandt de nogle af bådene sammen og som tiden gik blev det til en hel lille landsby af sivøer. Som I nok kan forestille Jer er alting meget primitivt eftersom det foregår midt på en kæmpe sø. Mændene bruger dagene på fiskeri mens kvinderne viser øerne frem til alle de turister, der ligesom Marie og jeg ikke ville gå glip af synet af et samfund midt på Titicacasøen. Fra sivøerne sejlede vi videre til to større øer, hvor vi tilbragte natten hos en lokal familie. Vi blev indlogeret hos et gammelt ægtepar, Anastacia og mand, som sørgede for os i et døgns tid. Efter at have indtaget et super lækkert måltid mad blev vi iklædt de nationale dragter, som består af en struttende, farvestrålende nederdel samt blomsterbroderet hvid skjorte med tilhørende sjal over håret. Og så var det festtid! Sammen med de andre turister og familier tog vi hen til et slags forsamlingshus, hvor der blev spillet op til dans. Det var en rigtig sjov oplevelse, som jeg helt sikkert ikke kommer til at opleve igen lige foreløbigt. Dagen efter sejede vi videre til ø nummer to, hvor vi også fik et indblik i øens primitive men meget hyggelige samfund. Her gik mændene klædt med noget det mindede om nissehuer, men som næsten afspejlede hele deres situation - i hvert fald deres civilstatus. Hvis huen var halvt hvid betød det at de var singler, hvis den var helt rød var de gift. Hvis kvasten hang til venstre ledte de efter en partner, hvis den hang til højre var de kun ude efter en god nat. Og hvis den hang over skulderen var de ude efter eventyr. Eller noget i den stil :-)
Efter et par rigtig hyggelige dage på nogle smukke øer tog vi til byen Cusco, hvorfra vi nød et par dage i byens parker, besøgte katedralen og forskellige museer (bl.a. chokolademuseum, mums!), og ikke mindst ladede op til den længe ventede Inkatrail. Det er en 4-dages vandretur på den gamle inkasti, som fører til den glemte inkaby, Machu Picchu. Onsdag morgen blev vi hentet i en lille minibus, som kørte os og de andre fire i gruppen hen til startstedet for vores trekkingtur. Der var to personer fra Vejle samt et kærestepar fra USA i vores gruppe, og vi havde det rigtig hyggeligt sammen allesammen. Vi var spændte på at komme igang, og efter at have arrangeret taskerne, soverposer og liggeunderlag var vi klar. I vores gruppe var foruden os også vores guide, en kok og fem portere, som bar alt fra gasflasker til stole og borde på ryggen. Det var deres job at være fremme i lejren før os og have mad og telte klar til os. Hvordan de klarede at næsten løbe turen med 20-25 kg på ryggen er mig stadig et mysterie - det var hårdt nok med en lille rygsæk og snegletempo for mig!
Første dag var en opvarmningsdag på 10 km og relativt god tid. Næste dag derimod var en dræberdag med kæmpestort D! Det var fem timers vandring op ad trapper, og nu hvor jeg sidder og tænker tilbage på det er det scener med Marie og jeg der pustede og stønnede, skændte af hinanden fordi vi begge mere eller mindre havde lyst til bare at ligge os ned og aldrig rejse os igen, ualmindeligt mange spiste bolcher som et tyndt forsøg på at holde modet oppe samt smerter i hele kroppen. I kan næsten høre på det hele at det var hårdt, men da vi endelig nåede de 4200 meters højde og havde en fantastisk udsigt hjalp det alligevel lidt på humøret. Herfra gik turen nedad i et par timer, men efter fem timer i helvede føltes de 5000 trappetrin nedad som en leg og Marie og jeg kunne atter holde situationen og hinanden ud - skønt! Da vi nåede frem til lejren og havde spist lækker frokost stod resten af dagen på hvil, hvilket benene var glade for. Trejde dag var atter en nem dag til trods for 16 km vandring. Her var ruten mere plan hvilket gjorde alting lidt lettere. Her nød vi de forskellige inkaruiner vi kom forbi, den helt fantastiske udsigt i bjergene og den gode stemning i gruppen. Sidste dag blev vi vækket klokken 3.20 til morgenmad for at kunne være nogle af de første på den sidste del af ruten til Machu Picchu. Selvom det var umådelig tidligt var humøret højt eftersom målet var så tæt på. Desuden fik Marie og jeg at vide om morgenen, at David, manden fra USA, havde tænkt sig at fri til sin kæreste Annette når vi nåede frem. Så vi gik de sidste kilometer med et kæmpe smil på læben og spænding i maven over at overvære noget så romantisk. Og det var helt fantastisk da vi endelig nåede frem! At se Machu Picchu med egne øjne efter fire dages trekking var ubeskriveligt smukt. Og at det hele blev afsluttet med et frieri (som selvfølgelig blev besvaret med et stort "si señor") på den helligste del af byen var bare prikken over i'et. Det var en helt igennem fantastisk tur, og selvom både Marie og jeg havde mistet al lysten til at gå videre på visse tidspunkter, er jeg rigtig glad for at have gennemført den originale Inkasti. Det skal dog også lige siges at vi begge havde fået opsnappet sygdom inden turen, hvilket i hvert fald ikke gjorde noget lettere! Men vi klarede den - high fives til os selv :-)
Maden på turen fortjener også at blive nævnt her, for til trods for at det var en trekkingtur i bjergene var det næsten det bedste mad jeg har fået ind til videre. Hver frokost og aften var der tre- eller fireretters middag, der smagte fantastisk. Der var både appetizer, suppe, hovedret og dessert samt te både før og efter maden. Dessuden blev vi hver morgen vækket med te i teltene, som vi kunne nyde mens vi stadig sad i soveposerne og havde morgenøjne. Ren luksus! De portere gjorde et fantastisk stykke arbejde med både at gå/løbe ruten plus opvarte os under det hele. De har min fulde respekt!
Nu er vi atter tilbage i Cusco, hvor vi i dag har brugt dagen på at restituere i benene og hvile vores kroppe, så vi forhåbentlig snart kan overkomme de skide sygdomme. I morgen går turen videre mod nye eventyr og oplevelser. Jeg glæder mig allerede, men vil sige godnat for nu. Jeg håber at alt stadig er godt hjemme :-)
Kram fra Laura.
- comments
mor Fantastisk rejsebeskrivelse .... vil bare læse mere og mere.......
Susanne Lyder super og fortsat god tur.
MB. Kære Laura. Et stort tillykke med fødselsdagen. Håber du bliver fejret der, hvor du er nået til på din fantastiske rejse.Fortsat god tur. Vi glæder os til at se dig igen.K.h. fra os begge to.MB.
Joan Pedersen Kære Laura. Også stort tillykke herfra med de bedste ønsker om en rigtig god dag - blandt alle de mange andre dage - på jeres eventyrlige færd. Mange fødselsdagshilsner fra Kent og Moster.
Kim Hej Laura. Hjertelig tillykke med den runde dag. Håber alt er vel, vi læser alle dine rejsebeskrivelser med stor misundelse. Kærlig hilsen. Ellemosegård