Profile
Blog
Photos
Videos
Oh boy. Where to begin?! Det her har været nogle af de bedste dage vi begge har oplevet indtil videre. Som sagt ankom vi til Otorohanga Holiday Park i lørdags, hvor vi parkede ved siden af to unge fyre fra England. Efter at havet set flest gamle mennesker rundt omkring på de campingpladser vi har parkeret på, var der endelig nogle som vi havde lyst til at falde i snak med. Vi tilbød Pete og Max, som de hed, en øl efter aftensmaden og derfra gik snakken lystigt på engelsk. Vi hyggede os rigtig meget og besluttede at tage på den nærmeste bar i byen, så derfor endte vi på The Thirsty Weta i en fuldstændig øde by. Den ville have været perfekt til at optage en god gammel westernfilm i! Men vi havde det super sjovt med de to herlige englændere, og natten fløj afsted mens jeg (Chris), som sædvanlig fik en enkelt øl eller to for meget...
Næste morgen var noget nær et mareridt.... Efter en god aften, kommer der næsten altid en gengældsrunde, som man ikke bare kan ignorere! Vi havde planlagt vores tur til Waitomo Caves meget tidligt om morgenen, men vi var begge enige om at dette bare ikke kunne lade sig gøre! Så vi fik rykket den til et senere tidspunkt og kunne med lidt bedre sindsro køre de små 16 kilometre ud til Waitomo Caves.
Før starten på turen gik, blev vi udstyret med en todelt våddragt, våddragtssokker, støvler, hjelm og en badering, og så var vi ellers ved at være klar, trods lidt rumlen i maven. Vi blev kørt ud til starten på grotterne, og blev instrueret i de ting og bevægelser vi skulle kunne dernede. En smal indgang førte os ned til de mørke våde grotter, hvor vi på klippebunden skulle gå længere og længere ind i grotten. På turen nåede vi at gå i iskoldt vand til brystet, springe ud fra klippesider med en badering, og blive trukket gennem vandet på vores badering i fuldstændigt mørke, mens vi kunne kigge op på hvad der lignede en nattehimmel oplyst af stjerner, men som rent faktisk var selvlysende glow-worms på klipperne over os. Det var en fantastisk flot tur, og lige så imponeret som vi var over turen, var begge imponeret over en gammel dame som også kom gennem det hele. Desværre var turen ikke så ekstrem eller vild som vi havde regnet med, men det var stadig en god oplevelse. Da vi kom ud stod der lækker varm suppe klar til os, efter vi havde været i et velfortjent bad. På parkeringspladsen mødte vi Pete og Max som skulle på en af de senere ture, så vi besluttede os for at tage en lang tiltrængt lur og vente på dem.
Omkring sekstiden kørte vi alle mod Taupo, hvor vi til næste dag havde bestilt vores skydive, som også Max skulle prøve. Midtvejs handlede vi ind og parkerede på et udsigtspunkt, hvor vi vendte begge vores campervans med enden mod hinanden, og lavede en masse dejlig mad og fik drukket nogle øl på vores virkelig skæve bord. Pete og Max optrådte med nogle fantastiske sange og et helt ubeskrivelig højt humør, og derfra gik aftenen hurtigt forbi.
Det utænkelige scenarie skete dog tidligere på aftenen... Når man holder på et øde sted uden signal eller strøm, skal ens bilnøgle bare ikke knække over... Det gjorde vores! Pete ville åbne en øl og rakte ud efter det første han fandt, men bilnøglen var simpelthen alt for svag, selv faktisk inden han nåede at åbne øllen, og knak derfor over i to. Pete var oprigtigt virkelig ked af det og kørte derfor alene afsted til den nærmeste by for at låne en telefon. Med frygt for at blive skudt af en gammel gårdejer fik han dog ringet til vejhjælpen der ville komme næste dag.
Tidligt næste morgen kørte både Pete og Max indtil byen for at høre om nærmere instrukser fra vejhjælpen. I mellemtiden havde vejhjælpen dog aflyst vores aftale, og Pete og Max blev nødt til at tænke kreativt. Derfor fik de en lokal mekaniker til at komme ud og skrue låsen af vores dør, og tage den med til en låsesmed. Efter en times hårdt arbejde for vores skyld, kunne de så vende tilbage til os med en ny nøgle (Ja, faktisk to endda, hvis nu det skulle ske igen). Tænk hvis det havde sket for os mens vi havde været alene... Vi var i hvert fald super glade for at vi havde Pete og Max med.
Med ny nøgle og fornyet humør, kørte vi derfor mod Taupo Airport, og forbi den virkelig flotte sø Lake Taupo, hvor vi startede med at spise lidt McDonald's mad, for at dulme vores nerver lidt. Uundgåeligt var vores endestation dog ved Taupo Tandem Skydiving, uanset hvor lidt vi havde lyst - Vi SKULLE bare gøre det her!!! Stille og roligt fik vi vores udstyr på og blev gjort klar til det helt store show. Ventetiden syntes uendelig lang, men da flyvemaskinen endelig landede, ville man gerne have tiden til at gå virkelig langsomt. Men ak! Vi steg ombord og selvfølgelig skulle Søs sidde helt nede på gulvet af flyveren, lige foran udgangen, da hun var den første der skulle springe...
Bang! Vi var virkelig hurtigt oppe, eller sådan føltes det nok pga det høje humør i flyvemaskinen, og de meget snaksaglige skydivers. Porten blev åbnet og man kunne høre det enorme sus fra vinden der sprudlede forbi. Søs svingede benene udover kanten, smilede til kameraet, lagde hovedet bagover, og 1-2-3, så var hun ude. Derefter kom Max og så jeg (Chris). Det ville være fantastisk at kunne beskrive den følelse der gik gennem ens krop i det frie fald, men det kan man bare ikke! Alt suser bare forbi. På én måde føler man at man falder virkelig hurtigt, men på den anden side føles det også som om man står stille i luften. Uanset hvad blev snoren til faldskærmen trukket og vi kunne nyde den smukke fabelagtige tur nedad mod jorden. Vi var begge enige om at dette er noget af det bedste vi nogensinde har gjort!
I sejrsrus besluttede vi os sammen med Pete og Max for at finde en campingplads langs søen og campe op for natten. Desværre fik jeg (Chris) en virkelig slem hovedpine om eftermiddagen, og blev nødt til at slappe lidt af i bilen. Men imens fik Pete, Max og Søs spillet frisbee, klippet Pete's hår og tumlet lidt rundt, før vi gik i gang med at lave aftensmad.
Vi har haft nogle rigtig gode dage sammen med Pete og Max, som tidligt i morges kørte mod Wellington. Men vi har allerede aftalt at mødes på sydøen igen, så det glæder vi os begge meget til. For vores eget vedkommende kørte vi mod Rotorua (Et bynavn vi stadig ikke ved hvordan udtales), hvor vi længe ventet fandt en internetkiosk med to computere, så vi endelig kunne få lagt nogle billeder op. Vi købte en sandwich og en smoothie, fik handlet ind og kørte derefter mod Cosy Cottage Thermal Holiday Park. En rimelig dyr fornøjelse, men så har vi så også fået svømmet i swimmingpool og været i et dejligt mineralvands-spabad.
I morgen regner vi med at se nogle af byens specielle kogende mudder områder, som vi allerede har set lidt af her, samt besøge en adventurepark og se noget stammekultur/Maori folk, som den oprindelige lokalbefolkning hedder.
Højt humør herfra! Vi håber i har det godt derhjemme. Kærlig hilsen Søs og Chris
- comments
Maj-Britt (mor/moster) Hej med Jer Dejlig fortælling, næsten som et eventyr :-) Det var rart at tale med jer i går aftens, så billederne giver lige det sidste, utroligt hvad I allerede har oplevet. Det er fint med lidt selvforkæles. Há det godt, vi tales/skrives ved. Knus fra mor/moster
Birthe Petersen hej Chris og Søs en llille hilsen fra Mormor .Sikke meget i oplever , pas på jer selv.Kærlig hilsen Mormor
Mor (Jeanette) Hej med Jer Hvor er i bare SEJE ... I ser meget glade ud på billederne hvor i hænger - jeg ved ikke hvor mange meter oppe i luften ... Godt I fandt et løsning på den dumme nøgle der ikke kan åbne øl :-) Glæder os til at høre mere fra jeg, når I har været ud at sejle med færgen til sydøen. Kærlig hlsen og store knus og kram fra Far og Mor