Onsdag, anden dag i praktik.
Jeg møder ind og glæder mig til at komme lidt mere i gang med det hele. Læreren fortæller så at der kun var tre børn tirsdag (jeg havde omsorgsdag) og at vi ikke skal regne med at der kommer flere denne dag fordi de stadig er mærket af jordskælvet. De fleste at børnene har ældre søskende der går i skole og skolen er lukke indtil de er sikre på den ikke styrter sammen. Det kommer alligevel 8 ud af 16. Men om onsdagen er der mulighed for at der er to studerende der kommer med op i bjergene til en skole og deler mad ud, men fordi der ikke er så mange børn for vi alle 4 lov at komme med. De første to køre med nogen af dem der står for det, mig og en anden skal vente og køre på motorcykel der op, Vi skal så sidde os to og ham der køre den. Det har jeg ikke engang gjort da jeg var teenager hvorfor så begynde på sådan noget nu..! Nå, men det var den mulighed der var så af sted det gik. Op og ned og rundt om biler. Og det skal lige siges der er intet ved deres trafik her nede der er trykt, heller ikke når man sidder bag på en motorcykel. Vi aftaler at vi må sætte vores lid til at han ved hvad han laver. Så op af bjerget det gik, stejler og stejler. Efter 10 min. bagpå spørg han om hvor vi skal hen!?? Hallo det var dig der vidste det udbryder jeg bare.. Så griner han og køre videre.. Vi finder en skole, det er så ikke den, vi låner en telefon og får fundet ud af hvilken. Vi køre tilbage af de meget stejle veje ! Pludselig stanser han og siger det er der over. Jeg kigger bare ned af skranten og spørg har du tænkt dig vi skal springe ned!? Så peger han på en trappe der er hugget ind i klippe kanten ! Jo, jo men hvorfor ikke? Vi kommer ned af klippe kanten, så høre jeg bare vand og spørg om jeg er den eneste der kan høre det? Nej, det er jeg ikke og ja, der er faktisk også et vandløb vi skal over ! Vi finder et sted hvor vi kan gå halvt over og bliver så nød til at tage skoen af og gå de sidste 2 meter over i vandet, der er ikke dybt og vi går på nogle sten, men det er meget glat, selv om jeg var ret sikker på jeg ville falde og ende midt i vand løbet kom jeg sgu helt over. Jubii. Ned med de våde fødder i skoen J
Vi kommer op til de andre som fortæller de også skulle over vandløbet, men der hvor de kom over var der sten og sandsække, så de ikke skulle i vandet.
De har så været i gang med at lave mad, så det er de færdige med da vi kommer. Så vi gik rundt og kiggede i klasserne og jeg nød at jeg endelig kunne tale med børnene.. En af dem spørg mig så midt i en samtale om hvad jeg vil gøre når tsunamien kommer!? Øh. Så vidt jeg ved kommer der ikke nogen? Skal siges vi jo sidder i denne lille dal mellem en masse bjerge så bliver jo kun en smugle bange da han spørg. Men mit svar bliver så bare.. Jeg vil da svømme. Han kigger underligt på mig. Nej, hvad vil du gør..? Jeg svare igen at jeg vil svømme og så griner han bare.. Skøre pige med de blå øjne det kan man jo ikke. Men vile det ikke være meget upædagogisk at sige jeg ville drukne?
Vi får delt noget mad ud og de er jo glade da vi tager derfra igen J
Vi bliver heldigvis hentet i en bil så vi ikke skal med de frygtelige motorcykler! J

- Christina