I forhold til, at Wellington skulle vaere New Zealands hovedstad, var den nu altsaa ikke videre imponerende som storby. Faktisk naermere lidt kedelig i forhold til mange af de andre byer, vi har vaeret i. Jeg kaempede/kaemper lidt med en hjernerystelse, jeg har anskaffet mig (OBS: lad vaere med at proeve at rejse jer op foer, I er kommet helt ud af det bus-baggagerum, I evt. maatte befinde jer i. Det goer nemlig ondt!), saa vi tog det rimelig stille og roligt de foerste par dage og daskede egentlig mest bare rundt i byen, i butikker, paa Starbucks og i koekkenet paa vores hostel, men det var egentlig ogsaa meget rart.

Saa har vi ellers haft vores sidste laengere bustur (6 timer +) i denne her uge. Selvom det er lidt trist at taenke paa, at vores tur er ved at vaere slut, er det nu ogsaa meget rart at vide, at der ikke er saa meget sammenklemmethed og taskepakning (vi er oppe paa 22 gange) tilbage. Frederikke skal selvfoelgelig stadig blive her en maaned til, og har fundet en gaard en time uden for Auckland, hvor hun regner med at kunne vaere resten af tiden. Jeg har proevet at hive ud af hende, hvad det egentlig er, hun skal lave paa den der gaard, men det virker lidt som om, at hun ikke helt ved det?

Nu er vi dog foreloebig naaet til Taupo, og er ikke paa vej hjem helt endnu. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg ville skydive, og besluttet mig for ikke at vaere nervoes, saa det tog jeg ud for at goere, mens Frederikke tog ud og red endnu en god tur. Jeg var ikke helt sikker paa, at min beslutning om ikke at vaere nervoes ville holde, men det hele var simpelthen saa syret, at jeg slet ikke naaede at taenke, saa paa den maade holdt min beslutning egentlig meget godt. Foerst fik vi alle en flot, roed kedeldragt paa med et redningsbaelte om maven ("if you decide to go for a swim"!), og saa moedte jeg ham, jeg skulle "spaendes fast til". Han var ret sjov og snakkesaglig, saa jeg naaede slet ikke at stille alle de spoergsmaal, jeg havde, foer vi sad i flyet og var blevet floejet de 12000 FT op. Rimelig pludseligt var jeg blevet spaendt fast, og endnu mere pludseligt sad jeg og dinglede med benene ud af flydoeren. Og saa faldt vi. (Jeg havde ellers lovet Frede ikke at falde ned, men jeg kunne ikke helt se, hvordan det skulle kunne lade sig goere?). Og saa floej man ellers ned igennem skyerne, i "freefall", som det hedder, i et lille minuts tid, foer faldskaermen blev udloest. Det var saa syret! Og saa fedt! Og virkelig, virkelig underligt. Saa svaevede vi lidt rundt over Lake Taupo - fantastisk udsigt - foer vi igen landede med begge ben paa jorden. Havde lyst til at goere det igen og igen, men det havde min oekonomi desvaerre ikke...

Maaske var det ikke lige jordens mest geniale idee, at skydive med et ikke helt friskt hoved, saa efterfoelgende brugte vi et par dage paa at stene i en haengekoeje inden, vi skulle ud at gaa den 19 km. lange Tongariro Crossing. Vi havde laest, at det var New Zealands smukkeste 1-dags hike paa en 7-8 timer i et vulkanomraade, og det syntes vi egentlig loed meget spaendende. Saa denne gang, lidt mere forberedt end sidst, pakkede vi mad nok til en uge (ca.) og en masse toej - vi fik dog ikke brug for toejet, for det var stegende varmt og med solen i hovedet hele vejen, men i det mindste, var vi da forberedt! Vi belv hentet alt for tidligt om morgenen og koert ud til nationalparken, og saa var det ellers bare at gaa. Og vi gik, og vi gik, og vi gik, og kunne faktisk ikke se noget som helst pga. solen, men vi tror, at der var flot. Da solen ikke blaendede helt saa meget mere, naaede vi til "Devil's Staircase" ved foden af Mount Doom (det der vulkan-bjerg, som Frodo skal op til med ringen i Ringenes Herre), og der var altsaa en grund til, at trappen hed, som den hed. Der stod det kun ville tage 45 min., men 45 minutters stegl trappeopgang kan nu altsaa vaere rimelig lang tid. Men vi naaede da op, og saa skulle vi selvfoelgelig ned igen for at gaa i et krater, og op igen for at komme op ad krateret. Og da vi saa var kommet op ad krateret og lidt laengere op ad vulkanen, skulle vi selvfoelgelig ned igen, men der gik der altsaa Bambi i mine ben, saa jeg faldt sgu naermest mere ned end jeg gik, mens Frederikke gik foran for at vaere stopklods.. Over det hele lugtede der af svovl og raadne aeg, og saa kom der saadan nogle dampe op af jorden, og paa et tidspunkt naaede vi til nogle helt groenne soer - saa det var en ret anderledes tur, men virkelig en fed oplevelse.

Nu kan vi saa nok ikke gaa de naeste par dage igen, saa Rotorua bliver nok meget afslappende :)

Vi ses snart. Kaerlig Hilsen Frederikke og Christina (der kraftigt proever at blaese lidt varme hjem til Danmark!)