Jeg sidder i skoven hos min mor og co., og kigger ud i mørket. Overfor mig sidder min yngste lillebror Magnus, vi tegner, og han er vildt dygtig til det. Egentlig er det bare en helt almindelig aften, som alle andre, der er bare lige den lille bette forskel, at om under ét døgn sidder jeg i en flyver på vej til det store USA. Sommerfuglene har meldt sin ankomst i maven, eller de har sådan set været der i et stykke tid, men det så er tæt på nu, at de flyver og basker en anelse hurtigere end hvad de plejer. Den sidste uges tid er gået med at ligge syg (typisk, at blive ramt, når man bare overhovedet ikke har tid!), skrive eksamensopgave, pakke lejligheden sammen og pakke kuffert. Sidstnævnte var lidt af en udfordring - jeg har altid haft svært ved bare at skulle pakke til et par dage, så prøv lige at forestille dig, at skulle pakke til 5 måneder, nå men det kunne altså lade sig gøre, og min kuffert vejer 18kg, hvilket er 2kg mindre en maximum - jeg er stolt!

Udover ovenstående, er ugen også gået med at give tonsvis af "på gensyn" krammere til familie og veninder. Det er ikke noget jeg nogensinde vil blive god til, og som en sød udvekslingsstuderende, jeg kender, engang sagde: "I skal sige farvel til én person, jeg skal sige farvel til jer alle sammen", nu ved jeg hvad hun mente. Selvom det kun er "på gensyn" afsked jeg har taget, så har det alligevel været hårdt, og jeg ved, at jeg vil komme til at savne hver og én - og flere til. Dette er også grunden til, at til trods for jeg glæder mig helt vildt til at skulle afsted, så er jeg på samme tid fyldt med vemod og en form for angst - angsten for at savne og angsten for at være så langt væk hjemmefra i så lang tid. Men fem måneder er jo ingenting, og tiden flyver hurtigere afsted end man aner. Så jeg er også sikker på, at når jeg engang skal til at tilbage til Danmark, når de fem månender er gået, så er jeg måske slet ikke klar til at tage hjem, eller jeg vil forhåbentligt være blevet så mange oplevelser rigere, at jeg tager hjem med et stort smil på læben.

Jeg tager også afsted med et stort smil på læben i morgen, det er helt sikkert - for tanken om, hvad jeg gerne skulle have i vente er helt fantastisk. Det er en 'once in a life time' chance, og den griber jeg! Det bliver mit livs største oplevelse indtil videre, og jeg vil gøre mit til, at den bliver helt uforglemmeligt. Nu er der kun 14 timer, 34 minutter og 25 sekunder til at jeg sidder i en flyver på vej til det store USA.

Xoxo
Christina