Profile
Blog
Photos
Videos
billedet passer ikke med byen.
Den 10. januar stod Paw og jeg op ved 11 tiden naeste morgen. Vi gik ned ad gaden og koebte nogle lokale specialiteter: 1000 lags pandekager, som vi spistemed en slags omeletpandekage. Uden foran hotellet var der 3 bryllupper i gang. Brudgommen havde jakkesaet paa, men i stedet for skjorte havde han en orange sweater, det syntes vi saa lidt sjovt ud. Vi tog en taxa til busstationen, og derfra gik turen til Nanjing. Paw oe jeg oevede lidt kinesisk, han har koebt en bog med fraser og lidt om kulturen. Vi morede os lidt over, at en populaer fornaermelse er at kalde en person for barnebarn (hvis altsaa ikke at personen er ung nok til at vaere ens barnebarn). I Kina er det nemlig respektabelt at vaere gammel. En god scorereplik kan vaere at sige at vedkommende ligner ens kusine/faetter.
Vi ankom til Nanjing ved 4 tiden og tog nogle minibusser til landsbyen Chengyang, 1 times koersel derfra. Chengyan er kendt for sine vind og regnbroer. Vind og regn betyder lykke og god hoest. Den mest kendte af dem er en af Kinas 4 mest beroemte broer. Broerne er bygget af trae, og der er ikke brugt et eneste soem. Vi ankom til Chengyang ved 5 tiden. Vores hotel var en traehytte, den mindede mig lidt om skiferie, og der var naermest ligesaa koldt foeltes det som. Fra hotellet var der udsyn til en af vind og regnbroerne, markerne og bjergene. Chengyang er en landsby tilknyttet dong minoritetsgruppen. Vi blev godt modtaget af vaertsfamilien, familien Wu. Mr. Wu var ham der startede turismen i Chengyang, og han havde oprindeligt et betonhotel taet paa den store vind- og regnbro. Den kinesiske regering tvang ham dog til at rive det ned, da de nu kun vil have traehuse, for at bevare originaliteten. De er nu i gang med at bygge et nyt traehotel paa samme sted, som vil vaere faerdigt om 6 maaneder. Paw og jeg gik en tur foer aftensmaden. Floden er en central del af landsbyen, da de bruger vandhjul til at vande deres rismarker. Bortset fra nogle kinesiske turister, var vi de eneste. Vinter er ikke en populaer tid at besoege stedet. Om aftenen fik vi som saedvanlig kanon aftensmad, med 8-9 retter. Derefter spillede vi det kinesiske spil Mahjong, og Li Hong laerte mig kinesisk skak. Det minder en del om almindelig skak, men det er ikke saa ligetil, for der er en del andre regler, og alle brikkerne er runde med et kinesisk tegn paa, som man er noedt til at laere at genkende.
Naeste dag skulle vi paa guidet tur til forskellige landsbyer i omraadet. Guiden var Tim, Mr. Wu's soen. Foerst kom vi til den store vind- og regnbro. Der var mange saelgere, og nogle af os betalte 10 yuan for at proeve aegteskabstoejet. Det er flot dekoreret, og maendene har en sjov hat paa, mens damerne har en soelvkrone paa. Derpaa gik vi videre. Der var en del byggerier i gang. Det er ikke muligt at hoeste ris om vinteren, derfor bruger folkene det meste af vinteren pa at bygge huse, og selvfoelgelig lave ting som de saelger til turisterne. Der var en del gamle damer, som ville saelge os ting. Man fik lidt ondt af dem, for de var utroligt krumboejede af at have plantet ris hele deres liv. Ved den aeldste vind og regnbro kunne man faa hugget sit navn i sten, hvis man donerede 10 yuan. Der var allerede en del andre, der havde faaet gjort dette. Senere kom vi til markedet, som summede af liv. Vi koebte nogle sukkerroer, som vi ville spise senere. I en anden landsby startede de pludselig med at fyre fyrvaekaeri af. Det er ret hoejlydt, og bestaar af smaa kinesere, som antaendes og braender paa en snor. Tim sagde, at det var fordi der var foedt en baby. De er ret vilde med at fyre krudt af i Kina.
Li Hong tog os derpaa hen til et sted, hvor man kunne faa oily tea (olie te). De oliesteger tebladene, og putter peanuts og sproede ris, samt sukker i teen. Det smagte lidt som morgenmadsprodukt, men er en specialitet her i omraadet. Der kom en bil forbi os, og foeren saenkede farten. Folkene i bilen rullede vinduerne ned for at fotografere os, derpa koerte bilen videre. Det er ret sjovt, at folk her vil fotografere os, vi har vaeret udsat for det en del gange. Saa skulel vi til et show opfoert af Dong folkene. De sang og dansede og spillede musik med 3 meter hoeje bambusfloejter, og havde farvestraalende toej paa. Det var ret underholdende at se. Som en af de sidste sagnde kom risvin sangen. Efter denne, skaenkede de risvin op, som de gav alle tilskuerne. til sidst opfordrede de os til at vaere med i bambusroersdansen. Nogle af danserne klapper tykke bambusroer sammen nede ved jorden, mens der spilles musik til. Det gaelder saa om at hoppe imellem dem til rytmen, uden at blive ramt af bambusroerne. Det lykkedes for mig en gang.
Foer solen gik ned, gik Paw og jeg op til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ud over hele omraadet, det var ret flot.
- comments