Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg kommet hjem igen efter en fuldstændig fantastisk rejse! Der er sket så meget siden sidst! Vi ankom til Santiago kl. 5 om eftermiddagen, så vi havde hverken tid eller overskud til at lave så meget den dag. Vi snakkede lidt med en guide pa vores hostel, som var meget negativ. Han fik det til at lyde som om, at vi ikke kunne lave nogle af de ting, vi havde planlagt. Han sagde, at alt have lukket i Santiago i påsken, så vi kunne ikke gå på museer. Og så sagde han, at vejret var dårligt i Pucon, så vi ville ikke kunne bestige vulkanen. Vi var meget deprimerede over at høre alt det, men vi prøvede at finde løsninger. Senere fandt vi ud af, at han ikke havde ret. Alt havde åbent og vejret lovede godt i de dage vi skulle være i Pucon. Så humøret var højt igen. Vi brugte aftenen på at lede efter restauranter. Der var massere, selvfølgelig, men vi ville finde de anbefalede fra Lonely Planet. Vickys bog var så bare fra 2006, så mange af stederne fandtes ikke mere. Men vi fik da udforsket vores kvarter, Barrio Brasil. Hostellet var rigtig fint og de var meget hjælpsomme og afslappede. Ingen problemer der. Dagen efter tog vi til Valparaíso, som er en lille havneby en times kørsel fra Santiago. Lonely Planet siger, at det er den mest unikke by i Chile og de havde ret! Det er svært at forklare, men husene var bygget op af bjerget og de havde alle sammen forskellige farver. Det var vildt at se! Bådene havde endda også hundrede farver. Det var dog meget fattigt og de ting vi ville se i byen var lukkede, f.eks. et fængsel. Man kunne tage små "elevatorer" op af bjerget og se ud over byen. De var bare virkelig korte, så det var ikke noget særligt. Vi var lidt skuffede, men holdt humøret højt! Det øsede også ned, så vi var godt våde hele dagen, men vi havde en god dag alligevel. Havde nok været sjovere og pænere i godt vejr, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Vi tog tilbage til Santiago om aftenen, hvor vi bare spiste noget mad og ellers gik tidligt i seng. Det gjorde vi faktisk alle dage :p
Dagen efter skulle vi på rundtur i Santiago. Det første museum vi ville se var et, hvor de havde mumier. 2000 år ældre en egypternes faktisk. Det var lukket, desværre! Derudover så vi centrum og den mest centrale og vigtigste plads i Santiago, Plaza de Armas. Her ligger også katedralen, som vi gik ind og fik set. Den største jeg nogensinde har set! Meget smuk. Så tog vi på det nationale historie museum. Det var meget sjovt at se og det var utroligt så mange ting de havde! Det var et kæmpe museum! Derefter gik vi til Mercado Central. Det er et fiskemarked. Om man kan lide det eller ej, så er Santiago åbenbart kendt for det marked, så det måtte vi jo se. Vi fik også frokost her, som var virkelig godt! Så gik gåturen til Barrio Bellavista, hvor vi tog en "furnicular" op på toppen af Cerro San Christobal. Her kunne vi se ud over hele byen og det gik op for os, at der faktisk er høje bygninger i Santiago. Jeg havde ellers snakket meget om, at jeg synes det var mærkeligt, at der næsten ikke var nogen. På toppen af bjerget var der også en udendørs kirke og en kæmpe statue af Jomfru Maria. Det var virkelig smukt! Det var også en dejlig solskinsdag, så det var perfekt. Bagefter tog vi til Pablo Nerudas hus, som nu er et museum. En meget spøjs fætter og et sjovt hus at se! Det var bygget som om det var et skib, for han elskede åbenbart skibe. Og så samlede han på de mærkeligste ting! På dette tidspunkt var vi meget trætte, da vi havde gået rundt i byen hele dagen. Vi fik derfor noget mad og gik i seng. Dagen efter skulle vi på vintur. Det næststørste firma i hele Chile og et af de bedste i verden, Concha y Toro. Det var meget morsomt, for tre af deres vine sælger vi i Irma, så nu kan jeg komme tilbage med en masse viden. Det var en kæmpe gård, nærmest et slot. Vi fik også historien fra gamle dage, hvor de troede at djævlen levede i vinkælderen. Da vi kom derned slukkede de lyset og den mest uhyggelige stemme fortalte historien med uhyggelig musik i baggrunden. De havde også lavet en skygge af djævlen på en væg langt fra. Lidt turistet, men meget sjovt lavet! Dejligt vejr igen, så det var en god dag. Om aftenen sagde vi farvel til Matt og så tog mig og Vicky bussen til Pucon.
Pucon ligger i det nordlige Patagonien. Det er en fantastisk by, lidt turistet, men virkelig hyggelig! Dejligt at komme lidt ud af storbyen. Pucon ligger mellem vulkan Villarrica og en kæmpe sø, så den kunne jo ikke ligge mere perfekt! Vores hostel passer også lige ind i stilen! Det er meget småt og minder meget om en skihytte. Virkelig hyggelig og deres restaurant er fantastisk! Vi har savnet sund mad og her har de masser af grøntsager og groft brød. Lækkert! Vi ankom til byen omkring kl. 10-11 og gik lidt rundt i byen efter at have tjekket ind. Vi planlagde også vores tur til vulkanen dagen efter. Vejret lovede godt, så vi prøvede alt vores udstyr. Vi var så spændte, at vi var lige ved at gå ud af vores gode skind! Vi har snakket om den her tur i flere uger! Bagefter tog vi til nogle naturlige varme bade, hot springs, har glemt hvad det hedder på dansk. Jeg snakker stort set kun engelsk og spansk i øjeblikket, så jeg glemmer det danske :p Det var virkelige smukke omgivelser og virkelig rart! Varmt vand, solskin og hygge. Kunne ikke blive bedre! Vi gik tidligt i seng, for dagen efter skulle vi mødes 06.45 for at tage op på vulkanen. Vi var omkring 15 på vores hold, som skulle derop og 6 guider. Det havde været regn de sidste mange uger, så der var ekstra mange der skulle op i det lille hul med solskin der var. Vi kørte i en halv time ca. og så skulle vi tage en lift op noget af vejen. Det var frivilligt, men de sagde, at alle tog den og at det var et af de hårdeste steder på vulkanen, så hvis man ikke var vant til at bestige bjerge, var det en god ide at tage den. Da vi kommer derhen finder vi så ud af, at den ikke virker, så vi må gå. Efter at have gået en halv time ca. får jeg meget ondt i senen ved hoften i mit højre ben. Eller, jeg ved ikke hvad det er, men det føles sådan, så jeg havde svært ved at gå og følge med. Ved det første stop var jeg allerede langt bagud og for hvert stop, kom jeg længere og længere bagud. Ikke fordi de holdt særlig mange stop, men alligevel. Det gjorde jo også at jeg fik kortere pause, fordi de ventede og så gik stort set med det samme når de sidste kom. Heldigvis var jeg ikke den eneste som kæmpede. På et tidspunkt var jeg og nogle andre så langt bagude at de andre slet ikke ventede på os. Vi var mig, et par, hvor manden ventede pa damen, som ikke kunne gå hurtigt, to andre piger og to guider. Omkring halvvejs, vil jeg tro, siger den ene guide til mig, at han synes vi skal gå ned. Han kan se hvor ondt det gør på mig når jeg går og det ville ikke blive nemmere resten af vejen. Men selvfølgelig var jeg ikke kommet for at give op, så jeg sagde til ham, at hvis jeg blev nødt til at kravle derop, så skulle jeg bare op på toppen! Basta! Så det gjorde vi. Guiderne var virkelig søde og meget af tiden havde jeg min egen private guide. Han gik foran mig, så jeg kunne gå i hans fodspor og så gik han uendeligt langsomt, så jeg følte at jeg kunne følge med, selvom vi faktisk sakkede længere og længere bagud, men det lagde jeg ikke mærke til, da jeg bare fulgte ham. Det var rigtig rart! Når vi engang imellem stoppede, havde mig og de to andre piger det meget sjovt og vi hjalp hinanden psykisk. Den ene havde nogen problemer med maven og den anden var vist bare "gammel" og træt. Det var virkelig ikke nemt! Har aldrig prøvet noget lignende! Det ser ikke ud som om det er så langt igen for man kan se toppen stort set helt nede fra bunden af, men da det er så stejlt, så må man gå sik sak hele vejen. Samtidig med at der er dyb sne og en virkelig stærk vind, som væltede mig omkuld et par gange. Man følte virkelig naturens kræfter! Den sidste time var den værste. Jeg kunne knapt nok løfte mit ben. Blev nødt til at holde pause for hvert skridt. Troede det var umuligt at gå så langsomt, men åbenbart ikke. Jeg faldt også flere gange, fordi mine ben simpelthen ikke kunne holde mig mere. En af gangene kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Det var så hårdt fysisk, men også psykisk, fordi toppen synes så langt væk og de andre var så langt foran. Vidste ikke om jeg ville kunne klare det til toppen. Guiden kom hen og hjalp mig op og så var der jo ikke andet at gøre end at vandre videre.
ENDELIG kom vi til toppen!! Jeg har aldrig været så lettet i hele mit liv! Det var den mest fantastiske følelse at vide, at jeg rent faktisk havde klaret det! Os tre piger krammede hinanden af glæde og den ene guide kom også hen og krammede os og ønskede os tillykke med sejren. Det er nemlig ikke alle der klarer den! Vi kunne se direkte ned i vulkanen, selvom der kom meget røg op af den, som var giftigt. Derfor måtte vi ikke gå alt for tæt på. Gjorde jeg nu alligevel. Man kunne ikke se lavaen mere, fordi den var for langt nede og fordi der var så meget røg. Det kunne man ellers for et år siden. Det var jeg lidt skuffet over, men det var jo umuligt at være skuffet på toppen af en vulkan! Efter at have studeret krateret så lang tid, at jeg stort set ikke kunne trække vejret, så gik vi lidt til siden og studerede den fantastiske udsigt! Vi kunne se alt for vejret var perfekt! Ingen skyer, kun sol. Der var en del vulkaner omkring os og byen og søen og ja, alt! Det var fantastisk! Så skulle vi gøre os klar til nedturen. Det foregik nemlig på numsen. Vi skulle kælke ned på vores bagdel. Vi fik dog en lille numseslæde. Jeg ved ikke om jeg synes bedst om op eller nedturen, for op var helt klart hårdest fysisk, men svært psykisk. Og på vej ned skulle vi løfte vores ben op, så de ikke bremsede og så vi ikke brækkede benene og det var lige præcis den bevægelse, som gjorde mest ondt i mit ben. Nogle af stederne var også meget stejle og meget skræmmende! Men jeg klarede den med begge mine ben i behold. Det sidste stykke vej kunne vi selvfølgelig ikke kælke, da der ikke var noget sne. Det gjorde mindst ligeså ondt i mit ben, som at gå op, hvis ikke mere. Her faldt jeg også mange gange fordi mine ben ikke kunne mere. En anden guide kom hen og tog mig i armen og nærmest bar mig ned. Det hjalp rigtig meget! På et tidspunkt, da jeg var gået i forvejen fordi han skulle et eller andet, kom han løbende efter mig og spurgte hvorfor jeg var gået uden ham. Han var meget sød og virkelig hjælpsom, ligesom alle de andre, så det var en god oplevelse! Da vi kom tilbage til Pucon havde jeg det virkelig dårligt! Havde nok indåndet for meget af de giftige gasser og så skulle jeg virkelig meget på toilettet. Mine ben gjorde ondt og hele min krop kunne simpelthen ikke mere. Har aldrig i mit liv været så træt! Vi fik en sodavand med alle de andre og jeg fik sagt specielt tak til mine guider for at have hjulpet mig så meget. Derefter tog mig og Vicky hjem og fik aftensmad og så direkte i seng, selvom kl. kun var 8-9. Men vi kunne ikke holde os vågne.
Jeg sov næsten ikke hele den nat, fordi mit ben gjorde så ondt. Hver gang jeg skulle vende mig vågnede jeg og så var det umuligt at falde i søvn igen. Det var virkelig ubehageligt! Om morgenen havde jeg nok en smule feber og mit ben gjorde stadig meget ondt. Vicky synes vi skulle blive på hostellet, fordi jeg havde så ondt, men det gad jeg ikke. Mest fordi jeg ikke ville holde hende hen og fordi jeg vidste at jeg skulle tilbringe 36 timer i bus. Vi besluttede at leje en cykel og cykle ned til søen og lidt rundt omkring. Det regnede dog og det blev det ved med hele dagen, da vi droppede det. Vi læste lidt foran pejsen hvor jeg faldt i søvn. Så spiste vi og så skulle jeg have massage. Nok den mærkeligste massage jeg nogensinde har fået. For det første var den ikke særlig hård, så det hjalp ikke rigtig noget. Og for det andet, så masserede han lige lovligt meget på min numse! Det var ret ubehageligt, så jeg var glad for at komme ud derfra. Sikke et spild af penge! Bagefter gik vi på internet cafe og så skulle vi have bussen til Santiago. Herfra sagde jeg farvel til Vicky. Det var meget sørgeligt, for vi havde det så godt sammen og nu er der virkelig lang tid til at jeg ser hende igen. Vi render jo ikke ligefrem ind i hinanden når hun bor i Sydafrika. Det var meget trist! Jeg tog så bussen til Mendoza og Salta.
Det var en lang bustur, men den gik smertefrit hele vejen til Salta. Jeg mødtes med Laura, Vibeke, Suzanne og Nicki på vores hostel. Det var dejligt at se dem igen! Vi tog straks ned til centrum for at være kulturelle. Alt var centreret om Plaza 9 de Julio, som er en vigtig plads i Salta. Vi så først kirken, selvom det kun var udefra, da den var lukket. Derefter gik vi hen på et inkamuseum. De ofrede børn dengang oppe i bjergene og her på museet kunne man så se nogle af de fundne børn. Da de blev begravet på et af de højeste bjerge, hvor der er virkelig koldt og næsten ingen ilt, så er det blevet vedligeholdt i perfekt stand. Vi så to af dem og det var virkelig uhyggeligt at se så små børn i den tilstand! Men det var virkelig spændende og der var også videoer af hvor inkaernes handelsveje havde været. Bagefter så vi et Nordargentinsk historie museum, men det var nu virkelig kedeligt! Alle historie museerne ligner hinanden og det var bare en masse sten fra fortiden. Om aftenen lavede vi selv mad på hostellet og så film. Vi var alle trætte efter at have rejst og vi skulle tidligt op dagen efter.
Her skulle vi nemlig på lang tur med toget, Tren a las Nubes. Det tog 16 timer i alt, men vi var forberedte med selvindkøbte varer til at lave sandwiches og masser af søde sager. Det var dog meget koldt i toget, for de tændte ikke for varmen. Vi kom op i 4200 meters højde, så det var koldt. Heldigvis fik vi tæpper, men jeg frøs stadig stort set hele vejen. De første 20 min måtte vi heller ikke fjerne skodderne for vinduerne, for der var åbenbart en masse som kastede sten på toget. Også på vej tilbage. Jeg ved ikke hvorfor folk var utilfredse med det, men det må de jo have været. Derudover var det en fantastisk tur! Vi så så mange flotte landskaber, for toget kørte der hvor der ikke kommer nogen mennesker. På halvvejen kørte vi over en kæmpe viadukt med en sindssyg bro. Det var helt vildt, selvom det er svært at forklare. Her kom vi lidt ud af toget for at s på et marked. Det var vildt sjovt, for menneskerne her lignede ikke argentinerne fra byen. De lignede de gamle inkaer. Det var folk, som ikke har blandet sig med europæerne og som stadig snakker deres gamle sprog. De snakkede også spansk, så vi kunne godt kommunikere med dem, men det var rigtig sjovt at se dem. De var meget fattige og de var alle sammen vildt beskidte og lugtede. Særligt børnene fik man rigtig ondt af, men der er jo ikke så meget man kan gøre ved det. Vi måtte kun være på markedet i 20 minutter, da vi var oppe i 4200 meters højde, så iltniveauet var lavt. På vej tilbage var der også et andet marked, men det var magen til. På den lange togtur fik vi selvfølgelig også snakket en hel del, så vi havde en virkelig hyggelig dag. Vi kom hjem kl. 23.30 og kl. 00.00 var det tvillingernes fødselsdag. Vi havde ingen kage, så vi skyndte os at lave en fin lille "kage" af smarties. Derefter tog vi i byen og fejrede den store dag!
Dagen efter sov vi længe og gik ud for at spise brunch. Vi brugte dagen på nogle markeder, som er der hver søndag. Der er marked i stort set alle store byer om søndagen. Det var lidt nogle lorte markeder, men det var fint nok. Vi ville se nogle andre ting, men fordi det var 1. maj, så var alt lukket. Det havde vi ikke lige tænkt over, men vi slappede bare af. Om aftenen skulle Nicki tilbage til Córdoba, fordi hun skulle på arbejde mandag morgen. Vi tog ud og spiste fin fødselsdagsmiddag betalt af fødselsdagsbørnene. Vi fik tre retter hver, champagne og cocktails for i alt 600 kr., så det var en fair pris, selvom det var mange penge for mad. Vi havde en rigtig hyggelig aften og vi blev der så længe, at vi blev smidt ud af tjeneren, fordi han gerne ville hjem.
På den sidste dag i Salta skulle vi ud og ride. Tvillingerne har deres egen hest, så de rider perfekt, men jeg har aldrig rigtig siddet på en hest før. Kun da jeg var lille og blev trukket rundt i en lille gård. Det tæller ikke rigtig. Jeg var lidt nervøs, særligt når jeg tænkte på, hvad der var sket med Cecilie. Men jeg klarede det fint og jeg synes det var rigtig sjovt! Efter halvanden time blev vi spurgt om vi ville galopere. Jeg sagde straks nej, men alle prøvede det - også dem som aldrig havde siddet på en hest. Derfor kunne jeg jo ikke være den eneste som var en tøs, så jeg måtte bare prøve. Jeg var rædselsslagen, men det var samtidig meget sjovt. Vi red en af gangen og jeg var den sidste. Men da heste er flok dyr, så ville den næstsidste hest ikke stå alene så langt væk, så den satte i galop efter de andre. Hende der sad på den havde heller aldrig siddet på en hest før og hun var virkelig bange lige fra start af. Jeg kunne høre hendes skrig hele vejen og hun holdt godt fast må man sige. Til sidst faldt hun dog af. Jeg kunne ikke se andet end at hun faldt af, fordi jeg stod så langt væk helt alene. Jeg var virkelig bange på det tidspunkt! Både for om hun var okay selvfølgelig, men også i høj grad for, om min hest også ville sætte i galop, for så ville jeg også falde af. Jeg holdt virkelig godt fast i hesten, men jeg tror den var for sulten til at gide følge med, så jeg lod den bare stå og spise indtil jeg måtte ride hen til dem. Min hest var virkelig en god hest og jeg følte mig virkelig heldig! På vej tilbage kunne man godt mærke på alle hestene, at de bare gerne ville hjem. De trak meget og ville hele tiden hurtigere og hurtigere frem. Her var jeg også lidt nervøs, for sidste gang Laura var ude og ride i La Cumbre, satte hendes hest bare i galop, da den så ranchen. Det var der heldigvis ingen heste der gjorde denne gang, så det var en vellykket tur og jeg var meget stolt af at have reddet så flot Bagefter tog vi en lift op på toppen af et bjerg, så vi kunne se ud over hele byen - ligesom vi gjorde i Santiago. Her var der en Jesus statue og udsigten var fantastisk! Kl. 6 skulle jeg med bussen tilbage til Córdoba. Det var ret trist at sige farvel til pigerne, for selvom de bor i Danmark og jeg helt sikkert vil se dem igen, så bliver det bare ikke det samme. Samtidig var de også de sidste af dem jeg havde været tætte med, som jeg skulle sige farvel til, så det var helt klart et stort punktum i Argentina-rejsen!
Jeg ankom til Córdoba tidligt tirsdag morgen. Alle sov, men da de vågnede var de all meget glade for at se mig. Det var rart at komme "hjem", selvom det også betyder at jeg snart skal helt hjem. Brugte morgenen på at snakke med Patricia og hjælpe hende med nogle indkøb i en lille lokal frugt/kød handler. Det var sjovt som alle bare kendte hende og snakkede sammen, som om man var i en lille landsby. Efter frokost tog jeg ned i byen for at mødes med Matt, som skyldte mig penge. Derefter gik jeg bare rundt i en masse forretninger for at få købt det sidste inden jeg forlader Córdoba. Da jeg kom hjem var der eftermiddagste sammen med Patricia og Jorge. Så blev det tid til at pakke mine kufferter. Det var trist!! Jeg tror til gengæld at jeg godt kan få det hele med hjem, men jeg har også to ekstra tasker i forhold til hvad jeg havde på vej derned. Om aftenen holdt de en asado (barbecue) for mig, hvor de endda havde inviteret gæster og alt muligt. Maden var fantastisk og der var masser af den! Matt sagde at de andre frivillige tog ud om aftenen, men jeg gad ikke rigtig med. Selvfølgelig ville jeg da gerne se dem, men de var ikke nogen som jeg havde nogen kontakt med og mange af dem er helt nye, som jeg ikke har noget forhold til. Derfor prioriterede jeg at være sammen med familien, som jeg jo har boet hos i så lang tid.
Min sidste dag i Córdoba brugte jeg i et shopping center med Patricia og Belen. De skulle købe nogle ting og jeg ville gerne med. Vi fik også noget eftermiddagskaffe på en café. Jeg er nu meget glad for, at alle de frivillige, som jeg snakkede med ikke er her. Så har jeg haft masser af tid til at være sammen med familien og det har været skønt! Her til aften har jeg skullet sige farvel til dem alle sammen, undtagen Patricia. Jeg ser dem ikke i morgen tidlig, så det var en SØRGELIG aften! Det værste var at sige farvel til Coco. Han har været den som jeg har snakket mest med af dem og ja. Når jeg står og siger farvel, så har jeg virkelig ikke lyst til at rejse! Lige nu sidder jeg på mit værelse med en meget tom følelse. Alle mine ting er pakket og i morgen går turen tilbage til Danmark. Det er en meget ambivalent følelse, for jeg glæder mig også til at se jer alle sammen! Mange af jer ser jeg om lidt over et døgn. Det er lidt surrealistisk. Men dette er så min sidste blog fra Argentina. Det har været en fantastisk tur og vi ses lige om lidt! :D
- comments
Gulla Kære Signe, det var spændende læsning,du må skrive en bog ,for du er en god fortæller. Knus mormor.