Endelig blev der tid til en opdatering herinde, og endelig blev det tid til mit cambodianske eventyr jeg har set frem til.

Vi er allerede nået helt til Siem Reap, den tredje destination på turen, så der er meget opdatering der skal til.

Vi tog rimelig tidligt afsted fra Chau Doc i Vietnam for at nå den Cambodianske grænse tidligt, og fortsætte mod Sihanoukville. Vi ankom, og efter udfyldning af 4 formularer, 200 meter løb med 20 kg dødsvægt på ryggen, en omgang "febertjek" med mærkelig scanner og obligatorisk korruptions-penge-aflægning var vi endelig på Cambodiansk grund. Vi havde bare lige 4 timers kørsel i minibus på veje, der ikke havde set snerten af renovering siden de blev anlagt, før vi var fremme.

Og desværre har det indtil videre været kendetegnet ved denne tur; bus, bus, bus. Og jeg mener, jeg kan godt lide at kører i bus, det er da hyggeligt nok, bare ikke når det sker ca. hver dag i ca. 5-8 timer når jeg sådan ca. hellere ville være ude og rent faktisk, se, rører og smage Cambodia. Men nok om det.

Vi ankom til Sihanoukville som er Cambodia's svar på Thailands lange hvide strande, og som det viste sig, også er Cambodias svar på Phi Phi's natteliv. Det er dog ikke denne by der kendetegner landet. På vejen derhen så jeg hvordan det jeg troede kendetegnede fattigdom i Vietnam var endnu mere udpræget i Cambodia. Her er mere beskidt, hele landet er lidt mere usoigneret, det gør sig gældene for så vel bygninger, veje og menneskerne. Så snart du kommer udenfor byen her bor folk i huse bygget af gamle brædder, med tage lavet af blik eller palmeblade holdt fast med gummidæk.

På trods af fattigdommen er det et utroligt venligt folkefærd, de smiler og hilser og alle børn råber og vinker når du går forbi - det er en fornøjelse.

Når man kommer til et nyt land, og en ny kultur gælder det jo om at komme helt ind under skindet på dem - og det gør man allerbedst ved at besøge hospitalsvæsenet. :) Min uduelige krop havde selvfølgelig ikke tænkt sig at "behave" mens jeg var i Cambodia så på dag 1 styrtede jeg afsted til lægen - med blærebetændelse. Very nice. Denne hersens privatklinik var ganske vidst med engelsktalene (...) personale og en sygeplejerske på maks 17-18 år der med et kæmpe grin spurgte:"Wha happen ju?"... Well, fik fat i nogle drugs, also known as antibiotika og om det er det eller sol, eller en blanding, der er skyld i det fine spættede udslæt jeg har fået mig på hele (HELE) kroppen, skal jeg ikke kunne sige. Men det klør!

Sihanoukville gav os hvad vi ville have (næsten): sol, strand, billige drinks, lækkert hotel og jeg blev endda 1 stk. blærebetændelse, 1 stk. udslæt, 1 stk major solskoldning (primadonna hud!!) rigere og 100 dollar fattigere - så er vi ligesom igang...

Off we went mod hovedstaden Phnom Penh. Den lidt mere seriøse sightseeing skulle foregå her. Landet har en brutal og tragisk historie hvis mest udprægede hændelser ikke er mere end 38 år gamle - dvs. at alle over 38 år har oplevet Pol Pot og de røde khmer'e udføre en massakre på hans egen befolkning. For at få en forståelse for dette havde vi planlagt at besøge hvad der engang var en skole men som blev lavet om til et fængsel der dannede rammen for tortur og drab af omkring 17.000 mennesker på blot 3 år... Samtidig skulle vi besøge "Killing fields" som der ikke skal meget fantasi til at forestille sig hvad er.

Fortsættelse følger snarest... :)

Jeg skal nemlig op kl. 04.30 for at se en forhåbentlig meeeeget speciel solopgang. Men jeg vil prøve at opdatere snarest igen.