Profile
Blog
Photos
Videos
Jambo rafiki!
Så er der nyt fra Tanzania. Jeg arbejder kraftigt på mit Swahili, og det går da også fremad, selvom sprog aldrig har været min stærkeste side. Men som man siger hernede: Hamna Shida - Hakuna Matata. Det skal jo nok komme på et tidspunkt, og jeg kan da begå mig nogenlunde ;-)
Jeg lovede i sidste indlæg, at jeg ville komme lidt mere ind på mine oplevelser på NDDH (det lokale sygehus - Nyerere Designated District Hospital), så det kommer her. I går afsluttede vi vores første studieuge, hvilket betyder, at vi har weekend indtil på mandag - og det er virkelig tiltrængt efter mange oplevelser på godt og ondt.
Tirsdag havde vi, som jeg skrev sidst, første dag. Vi har arbejdet i dagvagter tirsdag-torsdag, og i dag sluttede vi så ugen af med gruppearbejde/diskussion om kvantitativ forskning med nogle af de studerende på KCHS (Kisare College of Health Science) - ikke verdens mest spændende diskussionstema... Dagvagterne starter hver morgen med en fælles konference for det personale, der møder ind, hvor der gives rapport om, hvad der er sket på de forskellige afdelinger i løbet af det seneste døgn. Sygehuset har overordnet 4 sengeafdelinger: Børneafdelingen, kvindeafdelingen, mandeafdelingen og fødeafdelingen (hvor også barsel og svangre hører under). Efter planen starter denne konference kl. 7.30, hvor vi meget optimistiske og danske, som vi er, kommer til tiden (eller faktisk et par minutter for sent) og møder ind til et tomt konferencerum. Hernede er det der med mødetid, og tid generelt, nemlig et relativt begreb, og fra kl. 7.45 begyndte det resterende personale så at drysse ind.
Efter ca. 1,5 times konference (her er der bare konference indtil, der ikke er flere, der har noget at sige. Så det kan vare mellem 15 min og 1,5 time) blev vi vist rundt på det de kalder Maternity ward. Den består af en fødestue med 3 fødelejer (med en presenning som afskærmning imellem), en "ventestue" med 4 senge, hvor kvinderne ligger i udvidelsesfasen, og så kommer de først ind på fødestuen, når de skal til at presse. Derudover er der 3 sengestuer med hver 8-10 senge: en til kvinder, der har fået kejsersnit eller har andre komplikationer efter fødslen, en til ukomplicerede barselskvinder og en til indlagte gravide. De er dog ikke helt så stringente med opdelingen, så kvinderne ligger ofte lidt blandet alligevel. Desuden er der en neonatalstue til for tidligt fødte med 2 senge. Efter rundvisningen snakkede vi forskellige "procedurer" igennem, for at blive sat lidt ind i hvordan de gør ift. bl.a. at skrive journal, samt hvilke papirer, der skal udfyldes ved patienters ankomst. Alt deres dokumentation foregår på papir. Kvinderne har fra graviditeten har en lille folder, svarende til en vandrejournal, med hendes informationer og et lille skriv fra de graviditetsbesøg, hun har været til. Som vi har forstået det (deres engelsk er ikke altid det nemmeste at forstå), er kvinden tilbudt et graviditetsbesøg om måneden, men de kvinder vi til nu har haft med at gøre er set mellem 2 og 4 gange til et check. Når kvinderne så kommer med fx veer udfyldes der en anden seddel, som der noteres på i løbet af fødslen. Er der tilføjelser til, hvad der kan stå på det papir, skrives det på nogle andre papirer. Efter fødslen har de en stor bog, hvori det noteres, hvem der har født og hvornår. Deres dokumentationssystem er derfor lidt rodet, hvilket de godt selv ved ikke er helt optimalt, men de får det bedste ud af det (og er heller ikke helt så grundige i journalskrivningen eller påpasselige med håndtering af kvindernes oplysninger, som vi er derhjemme)
Ud over alt dette intro så vi også på nogle fødende i løbet af dagen, og vi var med til vores første tanzanianske fødsel, hvilket også var en noget anderledes oplevelse, end hvad jeg er vant til. Som jeg skrev ovenfor, kommer kvinderne først ind i selve delivery room, når de skal til at presse, og indtil da ligger de så bare alene og har veer. Den andengangs fødende, som vi så ender med at føde med, kommer derfor ind i delivery room med pressetrang, mens vi er ved at se på en anden patient. Vi undersøger hende og finder ud af, at hun er 8-9 cm og derfor ikke er helt klar til at presse endnu. Det resulterer i, at alt personale (som typisk består af en jordemoder og omkring 3-5 studerende ud over os), vender hende ryggen og lader hende være alene/ignorer hende, for at undersøge den anden kvinde, der er i tidlig opstarts fødsel. Her i fødekulturen får man enten alt opmærksomhed fra op til 10 personer - eller ingen opmærksomhed. Kvinden kravler derfor rundt på gulvet i smerte, uden at der er nogen, der gør noget ved det (ud over at sige, at hun skal bevæge sig, og komme op fra det beskidte gulv, men uden at hjælpe hende). Kvinden får senere født en fin lille dreng, som jeg tager imod i samarbejde med min medstuderende Julie, og beskriver overraskende nok forløbet som en god oplevelse.
Onsdag var fra morgenen en stille dag ift. fødsler, og vi var derfor med til at tilse de barselspatienter, der er indlagt efter kejsersnit. Hernede er man både uddannet jordemoder og sygeplejerske, og der er typisk 2-3 på arbejde på hele maternity ward, hvilket egentlig er ret få. Derudover er der dog virkelig mange lokale studerende, som varetager rigtig mange opgaver, så på trods af en lille bemanding står man ofte rigtig mange om patienterne alligevel - og de fleste stå bare og kigger på kvinderne i sengen eller på fødelejet, som var det en cirkusforestilling. En forskel her er også, at der er virkelig mange mænd, der er jordemødre/sygeplejersker. Vi har hørt at det skulle være ca. 50/50, men til nu har vi oplevet en ret stor overvægt af mænd - både blandt de ansatte og de studerende.
I løbet af dagen kom der dog lidt mere action, idet der kommer en kvinde ind i for tidlig fødsel omkring uge 25. Da kvinden kommer på fødelejet kan vi allerede se barnets krop hænge ud, og efter den næste ve kom barnet til verden - så det skulle gå ret hurtigt. Umiddelbart ser barnet ikke ud til at leve, men efter kort tid giver han livstegn og vi skynder os at få ham over på det meget interimistiske børnebord, hvor vi får den lille dreng genoplivet - imens de lokale studerende står i baggrunden og griner... Det var ikke ligefrem verdens fedeste oplevelse. Drengen responderer heldigvis forholdsvis hurtigt og bliver derfor flyttet med sin mor ind på neo-stuen. I denne situation får vi virkelig lov til at opleve betydningen af, at de bare ikke har de samme muligheder hernede, som vi har derhjemme. Kuvøsen på stuen virker ikke, så drengen bliver nødt til at ligge hud mod hud og godt pakket ind, i håb om nogenlunde at kunne holde varmen. Han har behov for ilt, hvilket vi får tilkoblet. Der er dog kun slager i voksenstørrelse, og vi er derfor nødt til at give ilten gennem munden og ikke næsen, som vi normalt gør. De har ikke mulighed for at lave modermælkserstatning, så vi giver han i stedet sukkervand, i håb om, at kunne holde hans blodsukker nogenlunde oppe. Ud over at mulighederne slet ikke er de samme, er personalets tempo, selv i en akut situation som denne, et helt andet, og det føles virkelig som om, at altid foregår i slowmotion. Det tog dem næsten en halv time at finde et termometer (for at tjekke mors temperatur ift. om hun skulle have en infektion) og yderligere 20 min at finde en sonde til barnet - efter utallige påmindelser, fordi de lige faldt i snak eller noget andet. Imens står der 4-5 studerende bare og kigger på kvinden og barnet, der ligger i sengen. Tålmodigheden bliver godt nok sat på prøve! Vi finder faktisk også ud af dagen efter, at der var en kuvøse, der fungerede, men at de bare ikke vidste hvordan den skulle bruges. Nu ved vi da det til en anden gang.
Om aftenen går vi en tur forbi afdelingen for at se til den lille dreng. Her får vi at vide at drengen desværre, som vi nok havde forudset, var død i løbet af eftermiddagen, formentlig kort tid efter, at vi var taget hjem. Dagen efter taler vi med en af de lokale jordemødre, der fortæller at grænsen for, hvad de anser som en abort er uge 28, hvorfor de i denne situation ser det som en abort på trods af, at barnet egentlig var levendefødt. Han forklarer denne grænse med, at de med deres ressourcer ikke har mulighederne for, at hjælpe et barn født tidligere, hvilket efter vores oplevelse, giver god mening. Vi kommer jo bare fra et system, hvor det er en abort før uge 22, og vi gør, hvad vi kan for at redde børn født efter uge 24+0. Heldigvis synes han, at vi gjorde det rigtige ved at genoplive barnet, selvom han ikke klarede den i sidste ende.
Torsdag var heldigvis en stille dag, hvilket var tiltrængt oven på onsdagens knap så sjove oplevelser. Vi var lidt på sengeafdelingerne, gik igennem deres depot og medicinrum, som ikke er ret omfattende og passede en fødende, som vi desværre ikke nåede at føde med - selvom at hun var 7. gangs fødende.
Personalet og de studerende hernede er meget firkantede i deres måde at tænke på, forstået på den måde, at de ikke vurderer forløbende individuelt, men har en fast måde som tingene skal gøres på - uanset forløbet. Det bærer meget præg af, at deres uddannelse bygger på udenadslære, og de studerende forhøres hele tiden - ligesom vi blive forhørt, om vi nu kan vores stof. De stoler dog rigtig meget på vores dømmekraft og vurderinger, hvilket jeg tænker er både på godt og ondt.
Generelt er jeg overrasket over, hvor meget de ved, og hvor dygtige de er til deres teori. Den viden afspejler sig desværre dog sjældent i deres håndtering af patienterne og forløbene. Jeg tænker at det måske hænger sammen med, at det er udenadslære, og den mesterlære funktion, der er i deres praksis, hvilket medfører, at de bare gør, som der altid er blevet gjort, uden at stille så meget spørgsmålstegn ved det. Derudover er kommunikation, pædagogik, psykologi og generelt medmenneskelighed ikke noget deres jordemoderuddannelse bygger ret meget på, hvilket jo er en ret væsentlig forskel til, hvordan den jordemoderfaglige omsorg er i Danmark - Omsorg er i hvert fald ikke noget de bruger ret meget tid og energi på!
Som I nok kan læse, er det ikke udfordringer vi løber tør for. Ud over det jeg har beskrevet er jeg bl.a. også udfordret af at der primært bruges lytterør til at lytte hjertelyd med - det er godt nok noget jeg skal øve mig på, hvilket der heldigvis er rig mulighed for. De har dog også en CTG, der kan bruges, når der en gang imellem er gel til rådighed. Vi har heldigvis fået lidt fra røntgenafdelingen, men nu må vi se hvor længe det holder. De bruger dog ikke selv deres CTG ret meget, idet deres fosterovervågning er meget anderledes end hvad vi kender. I den aktive fase af fødslen lyttes hjertelyd hver 4. time, som udgangspunkt, sammen med vurdering af fremgang i fødslen. Hjemme lytter vi som udgangspunkt med 15 min. interval eller hele tiden, hvis der er nogle risikofaktorer, der gør det nødvendigt. Derudover er kommunikationen virkelig også en udfordring. Jeg håber dog, at det bliver bedre, som mit ordforråd på Swahili vokser
Det var det jeg tænker at berette i denne omgang. Der var mange flere detaljer med forskelligheder ift. Danmark, som jeg simpelthen ikke kan komme omkring, uden at det bliver alt for omfattende. Og alligevel blev det også lige lidt rodet, men det er svært at få det, jeg gerne vil, med i en ordentlig rækkefølge, når jeg har så mange ting på hjerte og det hele bare er nyt og anderledes. Jeg håber, at det var nogenlunde til at læse :-)
Jeg tænker, at jeg fremadrettet udvælger bestemte situationer ud, og ikke kommer så grundigt omkring alt, for det er noget af et arbejde at få nedskrevet det hele - og vil I vide mere skal I endelig bare spørge ved at skrive en kommentar
Mange kram fra Caroline
- comments