Profile
Blog
Photos
Videos
Rigtig meget er sket i Guatemala siden sidst. Tiden hernede går så hurtigt, og der sker så mange ting hele tiden. Vi har nu gået i skole i to uger, og det begynder helt sikkert at gå fremad med det spanske. Skolen vi går på er rigtig god. Alle lærerne er rigtig søde, og vores lærere er venlige og griner både af os og med os. J
I sidste uge var vi på tur med skolen til vulkanen Pagaua. Turen opad var hård og lang. Under hele turen var der en masse mænd fra Guatemala, der hele tiden gik enden på siden af os eller lige bag ved os. De havde heste med og blev ved at råbe "taxa natural". Det var godt nok fristende at snuppe sådan en taxa, efter en times gang opad, men det er nu meget sejt at kunne sige, at vi gik hele turen selv. Da vi kom til toppen, tog vi en masse billeder, og det var virkelig flot. Vi blev vist lidt rundt af vores guide, og vi så bl.a. nogle grotter formet af lava. I en af graderne var der over 200 grader, og hvis man kastede nogle tørre grene derned, var det muligt at få sat ild til dem.
I weekenden tog vi til Lago Atitlan, som er en meget berømt sø i Guatemala. Den er kendt for sin flotte natur. Vi tog af sted lørdag meget tidligt sammen med en masse andre danskere, der også er hernede. Bare turen til søen er en oplevelse i sig selv. Vi tog en chiken bus. Man bliver virkelig overrasket over, hvor mange mennesker, der kan proppes ind i sådan en bus.
Da vi endelig kom frem, skulle vi sejle på tværs af søen for at komme til den by, vi skulle overnatte i. Da vi var kommet af med vores tasker, skulle vi ud til et sted i søen, hvor man kunne springe fra en afsats på et bjerg. Vi lejede nogle kajakker, og vi havde det rigtig sjovt med at skulle ro ud til afsatsen. Springet fra afsatsen var på 12 meter, og det gav noget af et sus i maven, og det var virkelig fedt.
Hjemturen i kajakkerne var mindre sjov, da vi både var blevet trætte, og vi havde modvind. Men alt i alt havde vi en rigtig god weekend, og det var rart at komme ud og se en masse.
På Tennas fødselsdag var vi ude og spise på en rigtig fin restaurant her i Antigua. I forhold til de normale Guatemala priser, var maden på restauranten rigtig dyr, men i forhold til priserne i Danmark, fik vi rigtig meget og rigtig god mad for pengene.
I går (onsdag), flyttede vi hus. Vi har ikke været helt tilfredse med den familie, vi har boet hos indtil nu. Moren i huset har været rimlig underlig, og der har været nogle episoder, der har gjort, at vi har haft lyst til at flytte. Nu bor vi så lidt længere nede af vejen hos en rigtig sød familie. Mange af de andre danskere bor også her, og vi har kun hørt godt om familien. Så nu ser vi frem til at lære dem at kende.
Vi har det stadig godt, og nyder vejret, maden, hinanden og oplevelserne her i Guatemala.
/Tenna og Camilla
- comments