Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har jeg været på hostlet i New York i et par dage efter den sidste gruppetur sluttede i søndags. Og det var med meget blandede følelser jeg tjekkede ind på hostlet, da jeg på den ene side havde glædet mig til at komme tilbage til New York, men på den anden side har jeg jo også taget hul på den sidste del af min rejse, så det gør det jo lidt trist. Men jeg tager det fra den positive side og glæder mig bare over at være i New York!
Gruppeturen har været lidt af en blandet oplevelse. Den har selvfølgelig mest været rigtig god, men der var nogle episoder med nogle af pigerne, som jeg godt kunne have været foruden.
Vi var 13 i gruppen plus vores guide, så bilen var helt fyldt op og der var ikke så meget plads i bilen. Vi var 10 piger og kun 3 drenge, og med så mange piger, så kan det ikke andet end at skabe lidt problemer. Der var folk fra både Japan, Tyskland, Holland, Irland, Australien, Spanien og England. Heldigvis var der ikke andre danskere! Der var 4 piger fra England og 1 pige fra Australien, som hurtigt fandt sammen i deres egen lille gruppe, og de virkede umiddelbart ikke vildt interesseret i os andre. Men heldigvis faldt jeg med det samme i snak med Jolien fra Holland, og vi fandt hurtigt ud af at vi havde præcis samme humor, så jeg var glad for at jeg havde fundet en med samme fantastiske humor som mig selv, da det ellers har været lidt svært at finde. Og resten af turen kom vi som en pakkeløsning. Drengene var alle rigtig søde, og jeg havde det rigtig sjovt sammen med dem. Heldigvis blev situationen med de andre piger meget bedre, og vi fik et meget bedre sammenhold i gruppen til sidst. Og det endte da også med, at jeg var ked af at sige farvel til dem.
Men på trods af den underlige oplevelse med gruppen, så har turen budt på nogle fantastiske oplevelser. Dog bød turen på nogle oplevelser, som jeg slet ikke havde regnet med. For jeg regnede med, at når nu turen gik til Canada i nogle dage, så skulle vi da helt sikkert ud og vandre i de canadiske skove, og at der generelt på turen ville være nogle stop, hvor i skulle ud og opleve naturen. Men der kom jeg da hurtigt på andre tanker. Ud af de 9 dage, var det kun 2 af dagene, hvor der var lidt natur på programmet. Jeg havde ikke lige overvejet, at hele ruten kun bestod af overnatninger i byer, og derfor blev jeg også lidt overrasket, da jeg hilste på de andre piger den første dag og de alle havde fuld makeup og fint klædt på og ikke rigtig lignede de største vandretyper, og selv mødte jeg op med det grimmestes morgenfjæs - dog i normalt hverdagstøj og ikke mit elskede vandreoutfit. Og det gav efterfølgende også mening for mig, at vores guide Josh undrede sig lidt over, da jeg spurgte om der ville være nogle af dagene, hvor vi skulle ud og vandre. Men på trods af mangel på natur, så har jeg haft nogle fantastiske oplevelser.
Den første overnatning var i Buffalo, hvor vi spiste på den restaurant, hvor Buffalo Wings oprindeligt er fra. Og vi var alle vildt spændte på at smage de originale Buffalo Wings og sad med store smil på læberne. MEN hurtigt efter vi fik vores kæmpe portioner mad vendte buen på læberne sig, for vi var alle rimelig skuffede. Det var ikke fordi maden var dårlig, men det var bare ikke noget specielt. Men jeg havde i hvert fald mad nok til resten af ugen, så jeg fik da noget for pengene.
Et af højdepunkterne på turen for mig var at se Niagara Falls. Men det var nok en af de største skuffelser overhovedet. For lige med denne del af turen, synes da bestemt godt, at jeg kunne forvente mig lidt natur, for der var ikke nogen, det havde fortalt mig, at Niagara Falls ligger omringet af by! Selve vandfaldet var rigtig flot og jeg var meget imponeret, men på alle sider af vandfaldet kan man se by, så jeg blev da lidt skuffet. Efter Niagara Falls tog vi videre til Toronto, hvor vi kun havde et par timer til lidt sightseeing, så det fik vi ikke så meget ud af andet end en tur i CN Tower.
Herefter gik turen videre til Montreal, hvor vi den første aften alle spiste på en "Dinner in the dark" restaurant, som, som navnet jo beskriver det, er en restaurant, hvor man spiser middag i total mørke. Det var en meget specielt og underlig oplevelse, men også rigtig sjov. Jeg tog mig selv i flere gange at sidde og kigge rundt som om jeg rent faktisk kunne se noget. Jeg havde bestilt en bøf, og jeg kunne hurtigt konkludere, at det der med kniv og gaffel ikke ville komme til at fungere, hvis jeg skulle have mad den aften. Så jeg måtte spise min lækre bøf med hænderne, så lige på det tidspunkt var jeg glad for, at lyset var slukket, og at der ikke var overvågningskameraer. Men lige pludselig lød der et kæmpe bump og alle blev helt stille. Lige indtil det gik op for os, at det var vores guide Josh, der var faldet ned af stolen. Han var blevet træt og havde lagt sig ned på den tomme stol ved siden af os, og pludselig faldt han ned. Og efter opklaringen var der pludselig ikke stille mere. Vi var alle flade af grin, og der gik et pænt stykke tid før jeg holdt op med at grine og jeg holdt op med at have kramper i maven. Og nu, når jeg sidder her og skriver min blog, er jeg stadig ved at dø af grin over det. Det var helt sikkert et af højdepunkterne på min tur! :D
En af de mere underlige ting, som jeg oplevede på turen, var den første dag på vej til Buffalo, hvor vi stoppede på en rasteplads, og der på døren indtil bygning stod: "No bare feet". Og så kan man jo undre sig over hvorfor folk overhovedet skulle gå rundt på bare fødder.. Og hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvilket land jeg var i, så kunne jeg da bare læse den regel på døren, for så kan jeg da ikke være i tvivl om, at jeg er i USA!
Det næste højdepunkt på turen var besøget på Ben&Jerry's Ice Cream Factory i Vermont.
Vi fik en rundtur, hvor vi fik historien bag firmaet og vi fik en masse sjove facts. Efter rundturen fik vi en smagsprøve på en is, som ikke er en af dem, man kan købe i butikkerne. De laver den specielt til rundturen, og den er virkelig god!
Efter vores euforiske besøg på Ben&Jerry's gik turen videre til Stowe, Vermont. Her skulle vi have to overnatninger, og vi boede på et meget lille hotel, hvor der kun var plads til os, så vi havde hele stedet for os selv. Der var både køkken og stue med brændeovn, så det føltes mere som om vi havde lejet en lille hytte og ikke boede på hotel. Jeg var mest af alt glad for at sove i en ordentlig seng og ikke bo på hostel, som vi ellers har gjort på hele turen. Den hele dag vi havde i Stowe valgte jeg sammen med mange af de andre at leje snesko og tage ud i skoven og vandre, så endelig fik jeg min dag i naturen. Det varede dog ikke så lang tid, men det var vildt sjovt at gå med snesko på, og det var meget nemmere at gå rundt i sneen.
De næste og sidste dage foregik i Boston, hvor vi besøgte Harvard og fulgte noget af den berømte Freedom Trail. Vi havde uheldigvis kun 1 hel dag i Boston, så der var alt for lidt tid, for Boston er en fantastisk flot by.
På trods af at turen ikke helt var, som jeg havde regnet med, så havde jeg en fantastisk tur, og jeg mødte nogle dejlige mennesker.
Nogle af de andre, som også skulle blive i New York, ville gerne ind og se baseball sæsonens åbningskamp mellem New York Yankees og Boston Red Sox, så vi bestilte billetter og tog i mandags ind og så baseball. Det var vildt fedt at se stadionet og opleve stemningen og alt det, der nu hører til en baseballkamp. Men når man nu ikke helt kender reglerne, det hele tiden bliver koldere og det til sidst begynder at regne, så er 4 timer altså rigtig lang tid at sidde og se baseball. Og når der 70% af tiden ikke sker en skid, så hjælper det ikke ligefrem på sagen. Så jeg må sige, at jeg glæder mig til at komme hjem til landet med håndbold!
De sidste par dage her har jeg været meget sammen med Nick og Gemma, som begge er i New York indtil på lørdag. I tirsdags var vi på Broadway og se Jersey Boys, hvilket var helt fantastisk. Jeg vidste ikke noget om stykket inden, så jeg blev positiv overrasket. I går stod dagen på sightseeing til fods i Brooklyn, Pier 17 og i området omkring the Empire State Building sammen med Nick, hvor vi bl.a. gik over the Brooklyn Bridge. På vej hen over broen og da vi kom over til the Brooklyn Bridge Park, havde vi en vildt flot udsigt over Manhattan og the Manhattan Bridge. Om aftenen mødtes vi med Gemma i the Empire State Building, som vi tog op i lige inden solnedgang og blev der til efter solen gik ned, så vi fik udsigten i både dagslys og mørke. Udsigten var helt fantastisk flot, og den blev da kun bedre i mørke, hvor man kunne se New Yorks flotte bygninger lyse op.
Det har været dejligt at have nogle at være sammen med her i New York, så det bliver lidt underligt snart at være alene igen. Men det har jo prøvet før, så jeg regner da med, at jeg klarer det!
Den første morgen(den 1. april) på hostlet blev vi vækket alt for tidligt af brandalarmen, og der var ikke rigtig nogen på gangen, der vidste om det var seriøst eller hvad der egentlig foregik, så vi besluttede at gå ned i lobbyen bare for en sikkerheds skyld. Vi nåede på vej derned at tænke, om det var en aprilsnar, men heldigvis var det bare en eller anden idiot, der havde glemt noget plastic i mikroovnen, og det havde startet brandalarmen, og de kunne selvfølgelig ikke slukke den før brandsvæsenet kom. Så vi kunne trygt til lyden af brandalarmen gå i seng igen.
Efter et par nætter i hostlets mega dårlige senge, hvor jeg faktisk kan mærke fjeddene gennem madrassen, glæder jeg mig mere og mere til at komme hjem og sove i min dejlige seng!
- comments
Far og Mor Hej Lillelort. Godt at se et nyt indlæg. Vi har dog ikke været i panik, da en telefonsamtale i ny og næ, beroliger vores sind. Selvom det også drejer sig om vasketøj........ Godt at de der "snot-tøser" endte med at arte sig. Vi ved godt, at det tager tid at lægge billeder ind på bloggen, men vi glæder os til at se dem alle sammen. Vi er kommet godt gennem påsken. Efter 3 dage på Lolland med Jannie, Peter og Edel (Jannies mor), er vores ferie skudt godt i gang. Vi havde nogle fantastisk dejlige dage med god mad, gåture, is fra Lydolf, ludo, snak ovs. I dag er sidste dag i Visseltofta. Vi skal lige omkring Bjuv inden vi kører hjem. Vi kom tirsdag. Vejret har været vildt godt. Sol og 8-10 C, ned til 10 frostgrader om natten. Far nørder lidt rundt med telefonen og iPad´en. Han er ved at få styr på alle de steder vi skal se i Rom. Det er på søndag vi tager af sted. Vi glæder os rigtig meget. Lige en sidste info inden jeg stopper. Ang dit værelse - Nicoline har styret vores hjem fra kommandocentralen på dit værelse, og bliver der indtil vores ferie er slut. Spændende om du har fået en ny room-veninde, når du kommer hjem. Så glemmer du jo ikke Hostlet så hurtigt. Mange knus, kys og kram Far og Mor
Mor Hej igen. Jeg glemte sgu da det vigtigste. Jeg har lige læst på Nordkysten.nu, at der er gratis is-uddeling i Gilleleje. Jeg behøver vel ikke at nævne, at det drejer sig om BEN&JERRY. det er på tirsdag. Øv øv du er ikke hjemme. Nu kommer det allerbedste. Denne gratis uddeling foregår i HELE verden på onsdag, så find en forhandler og du får en gratis yndlings is BEN&JERRY. Bon appetit. Knus Knud
camillalyngsiemorsing Hold da kæft for en smøre!! Lyder dejligt med påsken. Jeg arbejder på sagen mht. billeder ;) Sørg for at hun er ude af mit værelse, når jeg kommer hjem! Jeg er færdig med at dele værelse med andre! Lige nu deler jeg værelse med 11 andre og der er 3 af dem, der snorker - og de snorker meget!!! Så er jeg sgu heldig, for der ligger en Ben&Jerry's kun 1 blok væk fra hostlet :D
Mor Hej igen igen igen. TAK FOR KORTET FRA ANTARKTIS!!!!!!!!! Det er kommet i dag. Måske vi lukker kommandocentralen. Hende der styrer vores hus RODER. Knus
camillalyngsiemorsing Endelig! Nu er det også kun over halvanden måned siden jeg sendte det.. :)