Profile
Blog
Photos
Videos
Det var det, her er det sidste blogindlæg fra min rejse.
Min rejse er slut, og efter 72 dage ude i den store verden er jeg tilbage i Danmark.
Det var med stor glæde, at jeg i morges ved 7-tiden kom ud i ankomsthallen i Københavns lufthavn og blev mødt af min mor, far, søster og mormor og morfar. De stod med danske flag, blomster, 3 af mine Antarktis-billeder i forstørret udgave og et "Miss Camilla Lyngsie Morsing"-skilt og var parat til at modtage mig. Det var super dejligt at se dem igen, og jeg fældede da også en lille tåre.
Flyveturen hjem gik godt og uden problemer. Jeg havde en mellemlanding i Washington, men havde heldigvis kun en time mellem flyene, så jeg skulle ikke vente særlig lang tid. Dog var det svært for mig at få min krop til at forstå, at jeg helst skulle sove i flyet, da jeg jo landede klokken 7 om morgenen i Danmark, så jeg egentlig har fløjet om natten, men samtidig siger mit indre ur, at det ikke er nat, da jeg jo kører på New York-tid. Så det var ikke meget søvn jeg fik i flyet, og jeg forventer, at jeg sover godt i nat(også pga. at jeg er hjemme i min egen seng). Pga. manglen på søvn og tidsforskellen, har jeg også problemer med at forstå, at det rent faktisk er onsdag og ikke tirsdag.
Det er desuden også ret svært at forstå, at jeg for kun 18 timer siden var i New York, og nu er jeg i Danmark og min rejse er slut. Det er en underlig følelse og det føles som om jeg er tilbage i en helt anden verden. Der er sket så meget på min rejse, at jeg føler jeg kunne skrive en hel roman om mine oplevelser. Jeg har oplevet så mange fantastiske ting, som jeg aldrig nogensinde glemmer, jeg har mødt nogle vildt skønne mennesker, som jeg allerede savner, og jeg har i det hele taget bare haft en helt fantastisk tur. Så lige nu sidder jeg og har lidt svært ved at forstå, at jeg nu er hjemme. Jeg har været vant til at være alene og klare mig selv i noget tid nu, og hele tiden møde nye folk og ikke være sammen med de samme mennesker i særlig lang tid af gangen, og nu er jeg tilbage hos familien, og det er vildt underligt.
Selvom jeg har haft det fint med at bo på hostels og flytte meget rundt, så er det nu rart at være hjemme, hvor jeg har mit eget værelse og badeværelse, og hvor jeg ikke længere skal bo i en kuffert. Og mine kufferter er også allerede blevet tømt for både vasketøj, nyt tøj, sko, bøger, souvenirs og hvad jeg ellers havde med hjem. Det hele ligger spredt ud over stuegulvet, spisebordet og sofabordet, og man skulle næsten tro, at der var sprunget en bombe i min kuffert.
Mit næste projekt er at få sorteret alle mine billeder og videoer. Jeg har på min rejse taget omkring 7000 billeder og videoer, så der skal nok sorteres lidt i dem. Så det skulle jeg nok være optaget af i et par uger.
Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har fulgt mig på min rejse og læst min blog, kigget mine billeder og skrevet kommentarer. Det har betydet rigtig meget for mig, at i har fulgt med, og at jeg har kunnet dele mine mange oplevelser med jer herhjemme. Så tusinde tak :)
- comments