Profile
Blog
Photos
Videos
Hakuna Matata
Vi bliver hele tiden præsenteret for nye indtryk og personer, og det kan være svært at skille dagene fra hinanden med alle disse oplevelser. Flere gange har vi faktisk taget fejl af dagene. Vi har troet, at visse ting har fundet sted dagen før, men i virkeligheden har de fundet sted om morgenen. Det er lidt svært ikke at kunne fortælle om det hele, for jeg vil så gerne kunne dele det med jer der hjemme. I må i stedet for nøjes med en lidt overfladisk beskrivelse, indtil jeg er hjemme igen. Jeg har nu været her i to uger, og jeg har kun haft en enkelt øv-oplevelse indtil videre. Vi havde overnattet på et snusket motel tre timers kørsel fra højskolen, da vi skulle besøge et nødhjælpsprogram tidligt om morgenen. Køreturen dertil gennem svannen og bjergene havde været helt fantatastisk, og som altid havde vi set alverdens dyr. Og denne gang så vi endda også en flok elefanter og strudse. Alligevel havde en nat i beskidt sengetøj, larm fra gaden og den mest ulækre og uhygiejniske morgenmad gjort mig i dårligt humør. Det blev kun endnu værre, da jeg skulle bruge toilettet, som lå i et lille skur i en baggård. Som de fleste andre steder her i Kenya var der blot tale om et hul i jorden, men det har jeg efterhånden vænnet mig til, så det er ikke slemt længere. Min sarthed har jeg for længst lagt på hylden. På det her toilet var gulvet dog fuldstændig fedtet ind i stinkende tis! Og ikke bare sådan en almindelig klam tislugt. Hullet var nok blevet fyldt op gennem nogle år, og stod i bagende solskin. Lugten af tis var så gennemtrængende, at jeg i et kort øjeblik var ved at miste bevistheden. Det var så ubeskriveligt klamt, og i et kort øjeblik var jeg fast besluttet på, at hele det her projekt-afrika var en smadder dårlig idé, og at jeg mest af alt ville hjem. Der var dog ikke andet at gøre end at trække vejret gennem munden og få toiletbesøget overstået :-( Efter det ulækre toiletbesøg gik turen videre ud mod et landbrugsområde, som er en del af et nødhjælpsprojekt. Her har flere hundrede familier fået stillet et stykke jord til rådighed og fået udlevet en slags startpakke, så de selv kan dyrke grøntsager og blive selvforsynende. Det er en principsag fra højskolens side, at vi kun møder lokale, og at der er så lidt turismestemning over vores besøg som overhovedet muligt. De lokale familier var naturligvis blevet varslet om vores besøg, så da vi ankom stod der næsten 200 farvekældte mennesker. De er alle sammen del af den samme stamme, og kvinderne udsmykker sig hver dag med alverdens hjemmelavede smykker på trods af, at de arbejder flere timer i marken. Jeg har aldrig set så smukke kvinder. De tog imod os med kæmpe stor begejstring og varme, og alle skulle lige hen og røre ved vores hud og glatte hår. Især mit ar på hånden var mange af dem interesserede i at nærstudere. På trods af at vi ikke forstod et ord af, hvad hinanden sagde, så kunne vi kommunikere sammen alligevel, og der ikke nogen tvivl om, at de værdsatte vores besøg og vores interesse for deres måde at dyrke landbrug. I bilen på vej hjem mod højskolen sad jeg og flere af de andre næsten med tårer i øjnene, fordi hele oplevelsen havde været så stor og rørende. Alt om den dårlige start på dagen var glemt i løbet af ingen tid. Det har efterhånden vist sig at være en meget generel ting, at det altid er en god oplevelse, når vi møder de lokale. De må leve fra dag til dag og ikke har nok penge til at give hele familien mad, men de er stadig utrolig livsglade og fulde af optimisme omkring fremtiden. De ved, at de ikke er de eneste i den situation. Det er formentlig blandt grundene til, at de ikke sætter sig ned over græder over livets uretfærdigheder.
Samme optimisme og overskud mødte jeg tidligere i denne uge, da vi skulle undervises i hele problematikken omkring HIV/AIDS. Vores underviser satte os godt ind hele baggrunden for problematikken og forklarede desuden, hvordan virussen er et kæmpe tabu her i Kenya. Det ses som værende ekstremt skamfuldt at være smittet, og at det ofte bliver holdt hemmeligt for andre, så den smittede ikke mister sin status i lokalsamfundet. Det er på trods af, at 1,2 millioner af den keyanske befolkning er smittet. Vi fik besøg af en lokal mand ved navn David, der har været HIV-positiv siden 2001. Han havde gennem en længere periode været alvorlig syg, hvilket kan være et af tegnene på, at man er blevet smittet. Ens immunsystem bliver ligeså stille nedbrudt, og man er derfor særligt modtagelig overfor sygdomme som f.eks. tyberkolose, ringorm, tyfus og malaria. Det er meget almindeligt for afrikanere at overleve i cirka 20 år som HIV-postiv, mens f.eks. europæere ofte lever mere dobbelt så lang tid, da vores chancer for at blive medicineret er langt bedre. Virussen skifter først navn fra HIV til AIDS i den sidste fase, hvor det ikke længere er muligt at give medicin. Dette er ofte, når folk har et par måneder tilbage at leve i. Det er følgesygdommene, der slår folk ihjel og ikke selve virussen. Jeg var ikke selv klar over alle detaljerne, så undervisningen viste sig at være rigtig brugbar og god forberedelse frem mod vores møde. David lignede egentlig de fleste andre afrikanere, som vi har mødt indtil videre. Mørke, høje og tynde. Det var ikke rigtig til at se, at han var alvorligt syg, udover at han virkede lidt sløv. Han fortalte os om, hvordan hans kone havde begået selvmord, da det kom frem at han var HIV-positiv. Samtidig har hele lokalsamfundet udstødt ham. Folk undgår at sidde ved siden af ham i bussen og råber efter ham på gaden. Hvis han skal på besøg hos nolge, så giver de ham for eksempel papkrus i stedet for porcelænskrus til kaffen, og sørger for at brænde det efterfølgende, så han ikke smitter dem. Hans datter på fire år bliver desuden drillet i skolen med, at hendes mor er død, og at hendes far også vil dø inden for få år. Hele denne opførsel skyldes udover tabuet om at være smittet også udvidenhed ift., hvordan sygdommen smitter.
Det var meget rørende at høre hele hans historie, samt hvordan han kæmper for at skabe en bedre hverdag for sin datter, selvom han er påvirket af sygdommen. Han har oprettet en slags støtte- og oplysningsgruppe omkring HIV/AIDS for at undgå, at andre bliver behandlet på samme måde som ham selv. Jeg sørgede for at give ham et langt håndtryk efter mødet for at vise, at jeg på ingen måde har berøringsangst, og at andre heller ikke burde have det. Det var et meget inspirerende møde, som jeg forhåbentlig altid vil kunne huske.
Det var alt for denne gang. I kan sikkert høre, at "helligheden" allerede er begyndt at sætte sine spor. Jeg er sikker på, at jeg bliver dødirriterende at være sammen med, når jeg kommer hjem. Jeg har fået at vide, at det for det meste går over efter et par uger. Jeg håber dog alligevel, at nogle ting vil hænge fast, så jeg ind imellem vil bruge vendingen: Afrikanerne har det 10 gange værre end det her. Så må I lukke ørerne, hvis det bliver for helligt :-) P.s. Jeg lægger igen billeder op på Facebook, så I kan følge lidt med i, hvad der er sket den seneste uges tid. Jeg kan formentlig først lægge mine billeder op herinde, når jeg kommer til Zambia.
- comments
Henrik Schwarz-Nielsen Hej Milla. Dejligt med nyt på din blog, det er da helt fantastisk, hvad du skriver. Jeg havde ingen anelse om, hvordan hverdagen er i Kenya, men er blevet overrasket over, hvor primitivt det lyder. Ved godt at i kun lige landede i Nairobi inden i skulle videre men hvordan ser der ud i storbyen kontra der hvor i bor ? Glæder mig til at høre mere fra dig. Knus far
Mariaaaaa Det var dog nogle helt utrolige oplevelser, søde dig. Det må være helt vildt med alle de indtryk. Men det lyder som om, du takler det på den helt, helt rigitge måde. Kys til dig <3
Tanja Jeg er rørt helt ind i hjertet ! Det er så vildt og hold nu op hvor er det vildt at læse om den oprigtige "kærlighed" du oplever og vil give til de her afrikanere, som ikke gør andet, end at behandle dig/jer med glæde og respekt :) det er så uvirkeligt. Jeg ville gerne have spurgt ham David, hvilken Info de har fået ang HIV siden man bliver behandlet så dårligt, hvis man har det :/ ? Det er stort kus - jeg er stolt af dig! Også selvom helligheden så småt skinder igennem ;-) <3 miss you!
Lina Lagstrøm Hej søde Milla - SÅ skønt at tale med dig her til morgen. Hvilken overraskelse:-) . Hvor oplever du meget. Godt at du skriver dagbog, så du selv og vi andre kan få alle deltaljerne med, når du kommer hjem. Jeg kan godt forstå at det må være svært at huske det hele. Jeg blev ret så berørt over at læse om dit møde med David med HIV. Stakkels mand. Men jeg blev rigtig glad for, at du gav ham et ordentligt fast håndtryk. Jeg er bare super stolt af dig. Fars og min opdragelse har s.. ikke slået helt fejl:-). Hav en god uge til vi tales ved og pas godt på dig selv. KÆMPE knus og kærlige tanker fra Mutti