Profile
Blog
Photos
Videos
- Forsøg at lav et interview og reflekter over det.
- Find ud af hvad der sker og drag konklusioner bagefter.
Det var med ovenstående to pinde i tankerne, at jeg fredag formiddag i selskab med Louise, Ditte, Cecilie og Eva tog afsted til Pashupatinath. Vi vi skulle ud for at opleve og undersøge hvordan det foregår, samt hvilke følelser der er involveret når den årlige kvinde festival ved navn Teej bliver afholdt.
Da vi først ankommer til Pashupatinath som er beliggende ved Bagmati floden og er det ældste Hindu tempel i Kathmandu, virker det hele meget overvældende og opgaven vi er blevet stillet, virker pludselig meget uoverskuelig. Der vrimler med folk der vil sælge os alt lige fra smykker til billeder og som vi står der midt i det hele, føler jeg mig pludselig en smule fortabt. Vi aftaler at dele os op og gå lidt rundt, da vi tænker at det godt kan være lidt overvældende for folk, hvis vi kommer fem piger på en gang og kaster os over dem. Jeg går lidt rundt og kigger mellem folk, men har meget svært ved at tage skridtet og henvende mig direkte til dem. Efter at have gået lidt rundt og spurgt ind til, om der er nogen der snakker engelsk, stiller jeg mig lettere opgivende, men stadig smilende hen i et hjørne. Her falder jeg i snak med en gruppe mænd, hvor af en yngre af dem snakker godt engelsk. Jeg fortæller lidt om mig selv samt vores opgave og da han selv er studerende synes han det lyder vildt interessant. Han spørger om vi skal gå en runde og kigge og om ikke andet, kan han hjælpe mig med at forstå festivalen fra mændenes synspunkt. Lettere opgivende som jeg er, tænker jeg "super - så får jeg da i det mindste noget ud af det."
Vi går ned langs kanten af floden hvor folk sidder i klynger og er ved at få malet den traditionelle røde plet i panden. Jeg får øjenkontakt med en ældre dame, som lige er blevet færdig med at male nogle piger. Jeg kan ikke rigtig beskrive det, men måden hvorpå hun kigger på mig, får mig til at bremse op. Min "nye ven" Dinesh opdager det straks og spørger om han må fortælle kvinden om mit oprindelige ærinde. Ivrigt siger jeg at "ja, selvfølgelig må han det" - hvilket medfører, at han i de næste 3 timer kommer til at figurere som min personlige guide. Kvinden hvis navn er Bhawani Satyal, er mere end villig til at snakke med os. Vi sætter os ned og omkranset af hendes mand Chiranjivi Satyal, Dinish og jeg, fortæller hun sin historie.
Bhawani er 53 år gammel og startede som 11-årig med at følge festivalen og derved faste på lige fod med voksne kvinder. Ud fra research på nettet, har jeg forstået at festen varer i tre dage og er en hyldest til kvinder. På anden dagen faster kvinderne i 24 timer. De gifte kvinder faster og ber som en ofring for at give deres mand et langt og sundt liv og de udgifte kvinder faster og ber om at de forhåbentlig må finde en god mand. Bhawani som jeg senere finder ud af er meget troende, fortæller at hun "kun" faster indirekte for sin mand, idet hun faster for gud og " all creations of good".
Efter at have siddet og snakket lidt frem og tilbage, inviterer Bhawani og Chiranjivi mig med hjem til deres hus. Jeg bliver meget beæret og takker straks ja - Bhawani siger at hun ingen døtre har og bygger sin invitation på at jeg nu er hendes datter. Lidt fra os sidder Eva og da de ser vi er sammen, bliver hun selvfølgelig også inviteret med.
Vi pakker sammen og går i fællesskab afsted. Det tager en lille halv time at gå til deres hus, som ligger i bydelen Nayabasti i Kathmandu. Da vi ankommer går vi ovenpå for at se udsigten fra deres tag, mens Chiranjivi som er præst, går ind og ber' for os. Da han er færdig, bliver vi inviteret ind og se deres bede rum. Vi er begge lidt nervøse, da det for os virker meget grænseoverskridende, at træde ind i det rum, som for dem er så betydningsfuldt. Inde i rummet er der fyldt med billeder af familie, venner og selvfølgelig deres guder. Alt er så farvestrålende og smukt og jeg tager mig i, at jeg et kort øjeblik føler mig flov over ikke at, tro på og ære nogen gud, med samme indlevelse og kærlighed som de gør.
Efter at have set deres bede rum, bliver vi vist ind i, hvad vi hjemme vil kalde en lille stue. Her bliver vi placeret i nogle stole, hvor vi får serveret te og frugt. Baswani viser os billeder af sin søn og da jeg efterfølgende viser hende billeder af min mormor, mor, Sebastian samt min veninde Natasha og hendes søn lyser hun fuldstændig op. Det hele er meget overvældende, men samtidig føler jeg en indre glæde. Eva og jeg kigger på hinanden og uden at sige det med ord, er jeg ret sikker på at vi tænker det samme: "det her var aldrig sket i Danmark"! Alt hvad vi i de sidste 1,5 time har oplevet, ligger så langt fra den kultur vi har hjemme i Danmark. En kultur hvor man passer sig selv og hvor de fleste aldrig kunne drømme om, at invitere fremmede ind i deres hjem.
Efter at have snakket lidt frem og tilbage samt udvekslet adresser takker Dinish, Eva og jeg mange gange for besøget og går videre. På vej ud bliver vi fanget af Baswani, som med et ønske om, at vi kommer tilbage og besøger dem før vi forlader Nepal, tager både Evas og min arm til sig og giver os tre røde armbånd på hver. Vi bliver begge helt paf og kan slet ikke stoppe med at smile. Det eneste jeg i den situation kan tænke på er, at jeg er lykkelig over at jeg sagde ja tak til at gå med.
Efter at have sagt farvel, går vi af sted. Dinesh spørger om vi har lyst til at sige hej til hans mor og to søstre før han viser os vejen hjem og det takker vi selvfølgelig ikke nej til. Vi går en ti minutters tid og så er vi ved huset. Vi har det sådan lidt underligt, da han bare beder os om at gå efter ham ind. Jeg spørger ham om det er okay, for de ved jo ikke vi kommer og var det hjemme i Danmark, kan jeg kun forestille mig hvor underligt det ville være, hvis der pludselig stod to fremmede i min stue. Han smiler til svar og jeg tænker at "ja okay, vi er jo i Nepal". Inde i huset bliver vi ført ovenpå og ind i en stue hvor hans mor, to søstre og niece sidder og ser fjernsyn. De er meget smilende og slukker straks fjernsynet, for derefter at give os deres fulde opmærksomhed. Samtalen her går noget nemmere, da de to søstre er lærere og derfor snakker udmærket engelsk.
Manisha Karel er 32 år og Dinesh ældste søster. Hun fortæller at hun startede med at faste som 12-årig og at hun de første år fulgte sin bedstemor. Hun fortæller at hun under fasten hverken har drukket eller spist, men at både hendes mor og søster har drukket vand. Allerede fra hun var fastede første gang, har hun fulgt fasten fuldstændig. Hun mindes første gang hun fastede, hvor hun en uge efter fasten var slut blev meget syg. Manisha fortæller at hun ikke tror 100 % på ceremonien og troen bag denne festival men, at hun respekterer den og at kultur er kultur. Samtidig siger hun dog, at hun ikke vil tvinge sin egen datter til at følge ritualet når hun bliver gammel nok. Hun vil lade datteren vælge selv og bliver glad hvis hun vælger at gøre det.
Vi afbrydes af hendes søster som kommer ind med vand og frugt. Vi har fra det forrige besøg lært, at hvis man tager imod fadet man bliver budt med begge hænder, viser man respekt mod giveren. Vi gør selvfølgelig dette, hvilket fremkalder store smile ved alle tre kvinder.
Efterfølgende har vi en lang samtale med Dinesh, Bhawani og deres tredje søster om samfundet i Nepal. De fortæller os om kulturen som er meget mandsdomineret og diskutere også lidt individuelt om, hvordan tingene skal være. Netop en af deres diskussion er meget sjov for Eva og jeg at opleve. Den starter på engelsk og som den bliver mere og mere intens bevæger de sig langsomt over til deres eget sprog, hvor de til sidst snakker så hurtigt og indlevende, at vi ikke kan lade være at sidde og smile. Vi får efterfølgende at vide, at diskussionen handler om Dinesh og hans syn på verden. Dinesh er en meget fri og løssluppen person, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved nogle ringe i det øverste øre som hverken hans søstre eller mor finder særligt charmerende. Det ses også på hans værelse, hvor han har malet både skodderne på vinduet samt indersiden af sin dør i rastafari farver. Hans søstre driller ham og siger at han med sine livsanskuelser skulle være født i et andet land, men til det svarer han kækt, at nej det skulle han ikke, for det har været hans mission siden han var barn, at videregive sit livssyn til andre nepalesere.
Da de er færdige med at snakke, er de meget interesserede i at høre om vores kultur og om vi har nogle specielle kjoler i Danmark. Det sidste spørgsmål udspringer af, at vi har spurgt ind til, hvorfor de fleste kvinder under den tre dages lange festival går i rødt. Som svar på det siger de, at: "red is the color of love". Vi fortæller dem om jul, påske og sågar mortens aften og viser dem efterfølgende de fotografier jeg har med. Specielt et billede af min venindes søn Carl - som er en helt fantastisk kridhvid og dejlig "baby" vækker stor opstemmelse. Vi kommer alle til at grine, da vi fortæller om hvor mange kvinder i Danmark der har et ønske om at få mørkglødede børn og de nikker straks genkendende til det omvendte scenarie.
Imens vi snakker rejser deres mor sig og kommer lidt efter tilbage med et nyt sæt armbånd til hver af os. Når man modtager disse armbånd, sætter man dem ikke selv på og det er derfor til stor fornøjelse for de tre kvinder at opdage, hvor store vores håndled er i forhold til deres egne. Efter lidt makken frem og tilbage, samt en hel masse massageolie har vi endelig fået armbåndene på. De er virkelig flotte, men jeg kan alligevel ikke lade være at grine, ved tanken om at vi nok "aldrig" får dem af igen.
Til sidst slutter vi af med at gå ud foran huset, hvor vi tager et gruppe billede og dernæst tager afsked. Dinesh følger os ned til gaden, hvorfra vi hopper på en taxa og kører tilbage mod den globale platform. Vi har under vores to besøg ikke sagt ret mange ord på dansk og vi har da heller ikke siddet to sekunder i taxaen før vi begge to ævler løs. Vi er helt opslugte af indtryk og har begge svært ved at forstå, hvordan en enkelt skoleopgave fik ført os ud på et lille kulturelt eventyr.
- comments
Natasha Hvor det fedt, er meget misundelig:-) helt fint at nævne Carlle og dejligt du har billederne på dig så du ikke glemmer os:-) Carl har haft en dejlig 1års dag idag med gaver, kage og sang lige efter bogen:-) savner dig...:-*
Vera Det er virkelig fantastisk i har været så tæt på lokalbefolkningen, det må have været en helt eventyrlig oplevelse : )
Cathrine Jeg kunne da aldrig glemme jer! De var totalt vilde med ham. Specielt solbrille billedet knuste hjerter ;) og jeg savner bestemt også jer!! :* Mama! - Det var så vildt. Virkelig en fantastisk oplevelse. Så snart internettet bliver lidt mere stabilt smider jeg nogle billeder op :)