Profile
Blog
Photos
Videos
Det var først tirsdag aften at det sådan virkelig gik op for mig hvad det var jeg havde kastet mig ud i! "f*** Cathrine" skriger en stemme inde i mit hovede "du er jo tosset!!!". Onsdag morgen blev da også akkurat et lige så stort helvede som jeg havde frygtet. Ude af sengen i god tid - TJEK, styr på bagagen - TJEK…. Eller, det tror jeg da i hvert fald - indtil jeg står på forum og allerede der har glemt de første to ting! SUK…. Frisk som min Sebastian nu engang er, løber han straks hjem efter tingene. Det var nok meget smart, da det afvæbner et lille hysterisk Cathrine anfald, som så småt er på vej og som han til min efterfølgende forbløffelse, allerede har stået model til et par gange den morgen.
Nå, men af sted i lufthavnen kommer vi og trin to på denne allerede så skønne morgen begynder. Gråd! Jeg ved ikke præcis hvornår jeg blev så sentimental, men så snart vi rammer lufthavnen starter det. Mit ellers så "hårde og selvsikre" ydre krakkelerer fuldstændig og alt der er tilbage er en rødmosset og snøftende lille pige. Årh … Sebastian starter med sin mest pædagogiske stemme at forklare mig, at jeg jo altså selv har valgt at tage af sted og at det nok skal blive en helt fantastisk tur. SUK! Som om det er det jeg har brug for at høre? At jeg selv har valgt det, ja gu' fanden har jeg da valgt det - men derfor er jeg da stadig i min bedste ret til pludselig at gå i panik.
Tøserne kommer og roen begynder så småt at falde på. Herren bliver kysset farvel og da vi først når ud til gaten begynder jeg at lysne op. "Det skal nok gå - hvorfor skulle det ikke det? 4 måneder er slet ikke særlig lang tid" prøver jeg med den størst mulige optimisme at bilde mig selv ind, men det er dog stadig med en masse rumlen i maven at jeg bevæger mig efter de andre ind i flyveren.
Turen til Doha, Qatar går forrygende. Der er nærmest ingen mennesker med flyet og vi bliver mildest talt forkælet i hoved og røv. Super tænker vi alle og begynder så småt at få humøret i top. Efter nogle timers venten i Doha lufthavn, skal vi flyve videre mod Kathmandu, Nepal. Det er en tur på lidt over 4 timer og da kl. på nuværende tidspunkt nærmer sig et om natten, og søvnen trænger sig kraftigt på, er vi alle sikre på at dette bliver den nemmeste del af turen.
Den tanke kan vi dog takket være en medpassager dog hurtigt skyde en hvid pil igennem! Jeg anser ikke mig selv som et ondt menneske, men aldrig i mit liv har jeg mødt magen til uforskammet idiot. På de 4 timer eller ja med en times forsinkelse bliver det til 5 timer, vi tilbringer sammen, formår han at irriterer specielt Eva og jeg der sidder ved side af ham, med alt lige fra råben til påføring af div. duft olier og en konstant trang til med vild tegnsprog at give os ordre. Bomben springer dog først, da han efter at have smidt skoene og spredt en ubehagelig gennemtrængende lugt, stadig smaskende med resten af sin mad i munden frådende kaster sig over Eva uden spor forståelse for "at nej, du må ikke få mine mad rester - jeg er ikke færdig med at spise"! Sådan forløber resten af turen med kamp frem og tilbage og det ender da også med at kulminere med at jeg i raseri med en frase af meget dårligt udtalte engelske skældsord skriger til ham, at han ikke skal skubbe Eva og jeg da flyet endelig lander, SUK!!!! Ret komisk at tænke på bagefter - men ikke der.
Da vi efterfølgende kommer ind i lufthavnen, kan vi fryde os lidt over at de i Nepal er så ukompetente, at man skal forbi 4 mænd for at få udstedt visum. To til at kigge på ens pas, billede og de papirer man har udfyldt, en til at give en nogle immigrations papirer, selvom vi på bedste vis prøver at forklare at vi altså kun lige skal på ferie i en uge og sidst men ikke mindst en der siger ok til immigrationspapirerne og sætter et visum i dit pas. SUPER - det lykkedes og vi er nu klar til at bevæge os videre.
Uden for lufthavnen bliver vi samlet op af en bus med et par mænd fra det hotel vi skal bo på og turen til hotellet bliver en oplevelse jeg sjældent vil glemme. Jeg troede at jeg efter nogle rejser i henholdsvis Thailand og sågår Frankrig havde set dårlige bilister - men nej, jeg bliver klogere. På vej til hotellet er vi flere gange ved at indgå i sammenstød, men det lykkes dog chaufføren at undvige disse, på nær en enkelt gang hvor han med sit sidespejl rammer en kvinde der kommer gående i vejkanten.
Efter vi har fået værelserne på hotellet går resten af dagen med at holde os vågne. Vi har været oppe i stort set et døgn og tanken om at skulle holde 9 - 10 timer før vi går i seng er hård. Når jeg nu efter en dejlig afslappende dag med solbadning, bytur og massage sidder træt i min seng - er jeg glad for at jeg ikke gav efter for trætheden. Mens jeg skriver dette er kl. 22.05 i Nepal og ca. 18.35 i Danmark. God nat Nepal og tak for en dag fyldt med indtryk - både gode og dårlige! Jeg ser frem til at vågne op i morgen med et lidt klarere hoved og en lidt større tålmodighed til alle de meget nærgående Nepalesere.
Btw. Er stadig i chok over at man under en sari har et åbenlyst stykke bar mave og at dette åbenbart er gældende for kvinder i alle aldre og størrelse.
- comments
Vera Hvor er det bare sjovt og interessant at læse, både om dit temperament og de spændende oplevelser : ) (men nu er jeg jo også din mor )
tove hallager Ha Ha. jeg har da en flot gul sari, men bar mave - Nej Tak. momse
Cathrine Hahah .... Momse! Jeg er sikker på du er SMUK i sari .. Du er jo trods alt både i din bedste alder ..... og form ;)