Profile
Blog
Photos
Videos
Kl er 17.00 og Eva plus undertegnede er lige kommet hjem! Det har været en dejlig søndag og solen har braget ned fra en skyhimmel. Fantastisk hvis man kunne ha' nydt vejret i en bikini, men alt alt for varmt når man har tilbragt dagen i anstændigt inder tøj!
Vi har brugt dagen på at deltage i en Medical Camp, arrangeret af Mahila Dakshata Samiti i samarbejde med M. S. Ramaiah hospital. En camp som bliver afholdt hver 3. søndag i forskellige communities i Bangalore og omegn. Vi mødtes på hospital kl. 7.30, hvorfra vi samlet skulle køre ud til et community der ligger omkring 50 km udenfor Bangalore. Det var virkelig langt ude i ingen ting og vi måtte stoppe flere gange og spørge om vej, da ingen i bussen var helt sikre på hvor det lå. Da vi kom derud var der allerede begyndt at strømme folk til og efter at have spist morgenmad var det igang med arbejdet .... Eller, arbejde er måske så meget sagt for mig. Min dag blev brugt på at observere, tage notater - billeder, hjælpe hvor der var behov for det og ja ellers bare snakke med alt lige fra de medicinstuderende til patienterne.
Projektet er meget simpelt og går i sin enkelthed ud på, at man har et antal læger som sammen med personalet fra Mahila Dakshata Samiti tager ud til de forskellege communities og yder gratis lægehjælp. I dagene op til bliver der afleveret flyers i alle "husene" og så er det ellers bare op til folk at møde op. Når man kommer sidder der tre kvinder og laver registrering. Den første kvinde noterer navn og adresse op i en "registrerings bog", næste kvinde skriver navn, alder og sygdoms årsag på et papir og den sidste kvinde noterer deres vægt, hvorefter de får papiret og bliver sendt ud til det "lægerum" som deres besøg drejer sig om. Det lyder meget simpelt, men det var virkelig sjovt at stå og observere. Flere af de patienter der kom, vidste ikke hvordan en badevægt fungerede og hvordan man skulle stå på den for at den viste den rigtige vægt. Udover dette var der næsten ingen der kendte deres respektive alder. Der er ingen registrering i de forskellige "village" og jeg kunne derfor ikke gøre andet end at smile, da en meget og jeg mener meget ældre dame smilende påstod at hun altså var 45 år, BASTA!
Lægerne der var med er trainees og bruger disse camps som en del af deres internships. De har alle forskellige specialer og der er derfor lavet 7 "lægerum" som dækker:
- Eye checkup
- Ent. Specialist
- Paediatrics
- Common deseases
- Gynaecologist
- Skin specialist
- Orthopaedics
Efter at have været inde ved lægen får patienten en recept og går så videre til medicin udleveringen. Alt medicin er sponsoret eller købt af Mahila Dakshata Samiti og både behandling og medicin er gratis for patienterne. Mens jeg gik rundt i de forskellige lægerum kunne jeg ikke undgå at få en klump i maven, da jeg gik forbi "gynækolog rummet". I det samme var der en dame der gik ind og dørene blev lukketi. Rummet var helt mørkt, og det enste lys i rummet var det der kom ind gemmen skoderne i vinduet. Som kvinde ved jeg hvor ubehageligt det kan være at skulle igennem sådanne undersøgelser i Danmark og jeg forestillede mig derfor hvordan det måtte føles at komme ind i så mørkt et rum og lægge sig op på en stenbriks med to fremmede læger som tilskuere. Da jeg efterfølgende snakker med lægerne om det, siger de dog at jeg skal tænke på, at disse mennesker måske ikke har fået lægehjælp i årevis og at de derfor bare er mere end glade for at se en doktor.
Efter at have været rundt og se de forskellige rum, sætter Eva og jeg os over til en dame fra Mahila Dakshata Samiti, som laver registrering af folk med mere alvorlige lidelser. Det forgår sådan at alle små undersøgelser bliver foretaget nu og her, men er der noget der kræver større undersøgelse bliver man henvist til M. S. Ramaiah hospital. Der er arrangeret en bus som kommer og henter alle patienter den efterfølgende tirsdag og de bliver derfra kørt ind til hospitalet. Bliver de henvist til hospitalet efter at have deltaget i denne "camp" vil de kunne nøjes med en egenbetaling på 50 % af regningen, hvilket betyder meget i et land hvor der er dyrt at være syg! Efter endt behandling er det op til patienterne selv at finde hjem, hvilket besværliggør det meget for nogle af de ældre.
Mens vi sad der, kom der en ældre dame hen. Hun er oppe i 80erne og kom gående på bare fødder. Hendes hår skinnede gråt, hendes hud var mørk og da hun begyndte at snakke afslørede hun en undermund hvor alle de forresten tænder manglede. Damen er blevet vidresendt til M . S. Ramaiah hospital, men da hendes mand er død og hendes børn har for travlt med deres eget, har hun ingen til at følge hende. Hun begyndte at græde og jeg mærkede endnu et stik indeni. Hun så så sårbar ud som hun stod der og det eneste der ikke fik hende til at falme helt hen, var den skinnende farve fra en smuk blå sari hun bar. Det var så ubehageligt og jeg kunne ikke lade være med at sende et par tanker til Danmark og vores velfærdssystem!
Kl. 13.30 var det slut og vi begyndte at pakke sammen. Vi spiste en fælles frokost - arrangeret på banan plade og med alveredens forskellige slags ris og tilbehør, hvorefter det var afgang. På vej hjem i bussen kørte tankerne derud af. Fagligt har vi fulgt en Medicin Social Worker og lært om hans arbejde som bl.a. indeholder organisering af "health camp" og opfølgning på de patienter der blev videresendt til hospitlet , ledsaget af det parktiske omkring patienternes egenbetaling. Det var vildt spændende og der var en del mere socialt arbejde i det, end jeg hjemmefra havde regnet med. Personligt har jeg endnu engang fået øjnene op for hvor godt vi har det i Danmark og hvor ofte vi tager selv små ting for givet. På trods af at alle de folk der kom var patienter med alt lige fra alvorlige sygdomme til små skavanker, har hele dagen været præget af en smilende og god atmosfære. Flere af patienterne kom gang på gang hen for at snakke med Eva og jeg og selvom vi ikke kunne svare dem, fik vi alligevel et stort tandløst smil, et nus i håret og et klap på skulderen. Selvom de var fattige og de fleste af dem kom gående uden sko, med blanke øjne og trætte ansigter, var der alligevel en glød over dem. De viste en taknemmelighed og satte pris på lægerne, socialrådgiverne og det arbejde der blev lavet for dem. Et arbejde som for disse mennesker er alt afgørende - men som vi i Danmark ser som en basal rettighed.
- comments
Natasha Ja det er skræmmende hvor utaknemlige vi er i DK...man burde sende alle møgforkælede unger til Indien for at få en øjenåbner...waaaahhh surt opstød:-) Savner dig, glæder mig til du kommer hjem...husk og se de nye billeder og videoer af lillemanden på facebook:-)
Vera Ja så er det jo godt vi betaler skat ! Hvad så Natasha, efter at have set foto no. 2 ser det ud til lillemanden får en legekammerat på et tidspunkt ; ))