Efter en smuk bustur og en besvaerlig paskontrol paa graensen mellem Argentina og Chile ramte vi turens tredje land, og foerste destination var hovedstaden, Santiago. Af nogle flinke danske piger paa vinsmagerturen i Mendoza havde vi faaet anbefalet et hostel med knald paa, og det var derfor uden den store toeven at vi valgte La Casa Roja. Et fedt hostel med fede omgivelser og mennesker, og det foerste der faldt os ind, da vi saa det overdaadige poolomraade med udendoers bar var naturligvis at smage paa det.

Vi hookede op med nogle forskellige mennesker de to foerste dage, og det var ogsaa her vi moedte Jonas' bror (tilsyneladende kun Matias og Simon, der vil skrive under paa dette).

At gaa i byen i Santiago kan bestemt anbefales, men paa tredjedagen var det trods alt tid til at se lidt mere til selve byen. Derfor tog vi paa en af de saakaldte "Free Tours", hvor en hel flok gringos toeffer rundt i flok, foert af en guide, der livligt fortaeller om hvad man moeder paa vejen af sevaerdige sevaerdigheder. Dagen sluttede af med at vi tog en tur op paa Monte Cristobal, hvorfra man kan se Santiago fra oven. Et smukt billede var det, isaer da vi fik udsigten alt i mens solen var i gang med at slaa sine sidste straaler hen over Chile.

Vores stramme program pressede os ud af Santiago og durch ind i den lille hyggelige kystby, La Serena (dette spanske ord betyder havfruen). Her havde vi gennem Lonely Planet kastet vores kaerlighed over Maria's Casa, som til alt held laa en spytklat fra busstationen. Vi ankom midt om natten, men paa trods af dette gik der ikke mange sekunder foer (tilsyneladende) Marias ene soen aabnede doeren og boed os indenfor i hans hyggelige lille hybel. Han kunne meddele os at der ikke var plads ved ham, men hans bror skulle gerne have plads og 5 minutter senere kommer en glad lille chilener ved navn Andrè halvt loebende for at bringe os til hans hus, hvor der bestemt var plads til 3 flotte og soevnige fynboer.

Den foerste dag boed paa cykeltur langs stranden, hvor vi fik nydt det nydelige vejr og den nydelige udsigt. To fynske vandhunde med fugtigt fuldskaeg noed endog en mindre svoemmetur i Stillehavet, mens en spejlglat og arisk faderfigur holdt oeje med de glade hunde i vandet. Umiddelbart efter boed den paa pilsners og solnedgang over Stillehavet, og denne oplevelse har vi foreviget i billeder.

Dagen derpaa stod den paa sejltur ud til Islas Damas, hvor man kan se alskens herlige dyr. Vi blev smidt paa en bus fra morgenstunden, hvor vi stoedte ind i den flamboyante guide ved navn Joergen Demylius. En glad herre, der lystigt fortalte om alskens sevaerdigheder busturen igennem, OG vi var endda saa heldige at stoede ind i en mindre flok lama-lignende dyr et sted ude i oerkenen. Noget som isaer Jonas paa sin egen foto-akavede maner var vaeldig begejstret for.

Da vi kommer derud (efter Jonas havde haft sig en enormt interessant og langvarig samtale med en stenet svendborgensisk soemand ved navn Kim), blev vi smidt paa Nordchiles hurtigste speedbaaaae' og saa var det ellers derudaf mod oeerne. Den fine sejltur rundt om oeerne boed paa noget saa varieret som maagelignende fugle, pingviner, pelikaner og soeloever. De var baade flotte og grimme, og det skal siges at glaeden ved at se en brunstig soeloeve toemme sig med en usigelig kraft ud i havet naeppe kan beskrives med ord, og bestemt ikke er velegnet for boern og barnagtige sjaele.

Ovenover ses den pelikanske udgave af Olsen Banden, ovenikoebet med Boerge som vedhaeng - et glorvaerdigt syn.

Efter en naesten taarevaedet afsked med vores nye ven Andrè maatte vore veje skilles, da vi havde noget oerken der skulle udforskes. Efter 18 timer i bus gennem oerkenen ankom vi til OERKENEN, naermere bestemt den fine lille oerkenby San Pedro de Atacama. Det var tre retti' traette og udkoerte hylstre, der ankom paa hostellet, men foer vi vidste af det fandt vi os selv siddende bag paa ladet i et automobil der naesten naaede det roede lyn i hvad der angaar praestation og hastighed - vi skulle med andre ord til oerkenfest. Det er et fremragende koncept, hvor man ganske enkelt har lavet en indhegning midt ude i oerkenen. Man maa medbringe eget sprut og kan med andre ord blive godt og grundtigt vissen til lyden af laekker blandet musik fra den importerede DJ, mens man enten danser som en tosset gringo eller hygger sig med lokale folks rundt om lejrbaalet. Vi har ingen billeder paa Jonas' kamera, men paa Simons facebook profil er der et billede af to glade heste til oerkenfest.

San Pedro byder dog ogsaa paa mere kulturelle goeremaal, og blandt vores valg faldt Moon Valley Trip, hvor man bliver guidet rundt i et smukt maanelignende oerkenlandskab og slutter dagen af med snacks og solnedgang.

Denne tur var en lille smagsproeve paa hvad vores naeste tre dage skulle byde paa, der stod nemlig Uyuni Salt Flats paa menuen.

Turen var i al sin enkelthed fremragende og boed paa tre dage med et vaeld af uhumske gejsere, storartede laguner, udmattende hoejdemeter og overnatninger uden for land, lov og orden.

Olsenbanden paa klatretur i klippelandskab (se op)

Den sidste dag maa siges at vaere de 3 dages hoejdepunkt, hvor man bliver koert ud i verdens stoerste saltoerken, Salar de Uyuni, hvor man spenderer en halv dag med at tosse rundt og tage tossede billeder, der lader sig goere fordi saltlandskabet ikke viser perspektiver. Her er et udpluk af de bedste og mest utidige bedrifter samt vores jeep og indholdet af denne.

Uyuni Salt Flats-turen bragte os ind i Bolivia, og her var vores foerste destination verdens hoejest beliggende by, Potosí. Potosí er en kendt mineby, og derfor var det ogsaa foerst paa vores dagsorden at tage en tur ned i skidtet. Vi blev guidet igennem byen, hvor vi i anledningen af at det var fredag blev noedt til at koebe ind til minearbejderne. Jonas koebte smoeger, sodavand, 96% spiritus, en pose koka-blade og en stang dynamit til den nette sum af 10 bolivianos (8 danske kr) og saa var vi ellers klar til at moede dagen i minerne.

Landmandssoennerne paa vej ne' i minen (tak for laan til Drengene Fra Angora af billedmateriale)

Ovenover finder vi den yderst potente gud, der kan prale af at have koenslig omgang med selveste Moder Jord, opretholder lov og orden i minerne og goer at de ikke falder sammen. Her har vi lavet ofringer i form af koka-blade, smoeger og alkohol paa pikken, saaledes at han ikke gaar weekenden i moede med underskud paa humoerkontoen.

Naeste destination i Bolivia var den juridiske hovedstad Sucre, hvor vi sammen med vore engelske kammerater indfandt os paa et kaempe hostel i midtbyen. Foerste punkt paa dagsordenen var en ordentlig tur paa mountainbike, i de omkringliggende bjerge, med De Syv Vandfald som hovedmaalet. Denne dag skulle tilfaeldigvis vaere en af de faa, som boed paa regnvejr og allerede inden vi var kommet op paa bjergets top var vi sjaskvaade og mudret til.

Efter en hylende morsom nedkoersel, og en knap saa sjov stigning stod det paa frokost ved vandfaldet, inden det til sidst stod paa den helt store styrkeproeve i form af en ordentlig stigning, op imod bjergets top.

Om aftenen stod den paa madlavning og bytur, inden vi om soendagen tog paa markedstur og koebte os fattige i haandlavede bolivianske souvenirs. Matias fik en ordentlig omgang daarlig mave, af endnu uvisse aarsager, saa da vi om mandagen tog ud og saa dinosaurfodspor var han ikke deltagende. Men en halv time uden for Sucre finder man en lille park, hvor de tektoniske plader har skubbet en raekke forhiostoriske dinospor op paa en lodret vaeg, til fuld skue for de nysgerrige.

Vi nupper herefter lige to dage paa Wild Rover hostel i La Paz, hvor det stod paa bytur, skidetur og laegetur. Ikke overraskende var Matias den lidende, altimens Jonas og Simon festede af med engelske Mark og Rob, inden vore veje skilledes saa vi kunne rykke videre til naeste punkt paa dagsordenen.

(Mark, Simon og Rob i Sucre)

Efter en, grundet Aero Bolivias konkurs, noget besvaerlig flyvetur, fra La Paz til Lima og videre til Cuzco kunne vi slappe af i en enkelt dag, inden vi begav os ud paa det store eventyr paa Inkastien, den legendariske vej, mod det endnu mere legendariske Machu Picchu. Til vores store overraskelse moedte to grupper af tre andre unge danskere op paa denne tur, og det blev altsaa et ulvepak af 9 danskere, en forsagt engelsk kvinde og en bund utidig peruvianer ved navn Simba som guide.

Turen byder paa 4 dage med alt i alt 45 kilometers vandring i bjergene, hvilket primaert foregik paa inkaernes gamle stentrapper. Den anden dag boed paa en stigning paa 1200 meter, via 6 kilometers sti hvilket de tre fynske matematikhoveder faar til en gennemsnitlig stigningsprocent paa 20(rettelser modtages med stor glaede!). Overnatningen foregik i telt, opstillet af vore fremragende portere, som altid var et skridt foran trods en oppakning paa intet mindre end 28 kg. pr. ryg. Desuden skal der lyde en varm hilsen til vores fremragende kok Victoriano og den forsagte tjener Papi.

Om morgenen, lad os bare sige natten, den fjerde dag kl. 03:30 var der morgenmad til holdet, og saa var det ellers om at komme foer de andre grupper hen til det sidste check-point inden et af de 7 nye vidundere, den forladte inkaby Machu Picchu. Det gik godt, og for at det ikke skulle vaere loegn valgte vi at loebe det meste af vejen op til The Sun Gate, som udgoer indgangsportalen til vidunderlige Machu Picchu. Desvaerre boed morgenen paa taage, og vi fik derfor ikke solopgangen over Machu Picchu at se i denne omgang. Men vi fik alligevel et fint billede af Machu Picchu ovenfra:

(Her ses det beroemte Machu Picchu, med den naesten endnu mere beroemte bjergtop Huayna Picchu i bagrunden)

Taagen lettede dog, samtidig med at vi bevaegede os de sidste meter ned ad stentrapperne til Machu Picchu, og vi fik 3 fantastiske timer i sol og skoenhed.

(fra venstre; Jonas, Christian, Jakob, Morten liggende, Malthe, Matias, Simon, Andreas og Asbjoern/Mr. Finger)

Vi sluttede turen med en laekker middag med udsigt til Urubamba-floden, og den peruvianske nationaldrik Pisco Sour, samt en tiltraengt og velfortjent kop oel sammen med resten af gruppen.

Status pt. er at vi sidder i Limas lufthavn, i en 5 timers mellemlanding fra Cuzco tilbage mod La Paz, en flyvetur som oprindeligt kun skulle have varet en time, men nu varer omkring 7-9 timer. Her skal vi tilbage til La Paz hvor vi skal moedes med henholdsvis Matias' venner Nicholas og Adam fra Ry, Hr. Troels Bjoernskov fra dejlige Aarup og goe' gamle Andreas Vang Hr. Nielsen fra 5610 Assens.

Tak for nu.