Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag d. 20. aug
Så blev det endelig den længe ventede rejsedag! Vi måtte allerede op kl halv seks for at nå ud i lufthavnen i god tid. Vi tog metroen fra Amagerbro St. til Kastrup lufthavn - hurtigt, nemt og effektivt. Det gik fint med at checke bagagen ind og boarde og det hele, men man skulle hele tiden være opmærksom på grund af det høje sikkerhedsniveau. Kl. 9:15 lettede vi og var fremme i New York 11:40 (Newark Airport, New Jersey). Det var en fornøjelig flyvetur - faktisk så meget, at vi stort set ikke nåede at tage en lur i flyet, som vi ellers havde tænkt os. Vores flyselskab gennem hele rejsen hedder Continental Airlines og selv om det er billige priser, er personalet topprofessionelt og service-mindet, det har vi indtil videre været positivt overraskede over. Vi fik lækker mad og snacks serveret - og Anders bestilte alt det gratis cola, han overhovedet kunne drikke J Ved alle sæder var der en touch screen skærm med utallige muligheder for underholdning. Vi kunne se biograffilm som Kung Fu Panda, Narnia - Prince Caspian, osv. Desuden kunne man høre musik og spille spil med sin sidemand. Man kunne også følge med i mange detaljer om flyveturen - flyets fart, lufthøjde, længde og tid til destination osv. Desværre sad vi længst væk fra vinduet, men vi nåede da at få et par glimt af Manhattan i det fjerne, da vi landede (lufthavnen ligger 26 km væk fra New York City). Efter landing skulle vi igen igennem diverse sikkerhedsforanstaltninger, man følte sig helt kriminel med fingeraftryk og det hele, men sådan er det jo. Med lidt held fandt vi den rigtige vej ud af den store lufthavn, så vi som planlagt kunne taget et tog videre, som stoppede ved Penn Station i Midtown Manhattan. Derfra var der ikke så gode transportforbindelser til vores hotel (så vidt vi kunne se i hvert fald). Vi begyndte at kigge efter en taxi, men det endte med vi gik hele vejen (ca. en 1½ kilometer) - det lyder måske ikke af noget særligt, men med to store kufferter, en sindssyg trafik og en masse mennesker, er det noget af en jungle at bane sig frem i. Men vi nåede frem til hotellet i god behold og blev varmt modtaget - dog var der et par timer til at vi kunne tjekke ind, men vi fik lov at stille vores store tasker i lobbyen, så vi nemmere kunne komme frem i byen. Vi begyndte straks at lede efter noget at spise, og hvor ender man så - Mc Donalds selvfølgelig! Det ved man da, hvad er J Men der vrimler med spisesteder herovre - fra skumle vogne med hotdogs i vejkanten til total eksklusive restauranter på 5th Avenue. Vi glæder os til at prøve nogle af de mange hyggelige cafeer! Vi bor meget tæt på Empire State Building, som er et fantastisk syn - vi gyste, da vi så mindst 5 stilladsvogne med vinduespudsere i fuld gang i mange meters højde, det skulle vi ikke nyde noget af. I området er der også mange butikker og restauranter, så vi mangler ikke noget. Vores hotel, Latham Hotel, er en gammel, men charmerende bygning. Det værelse, vi bor i er på 11. etage, så vi er glade for, at der er elevator. Efter at have hvilet os lidt, gik vi igen ud for at udforske byen og blev en del gange stoppet af diverse sælgere og kampagnefolk - ved de første par stykker lyttede vi opmærksomt af ren høflighed og kunne næsten ikke nænne at sige nej, men snart begyndte vi at afvise dem blankt, for ellers ville vi aldrig komme nogle vegne JVi var meget trætte efter rejsen, men prøvede virkelig at holde os vågne, så vi kunne komme ind i den rette døgnrytme. Det var lettere sagt end gjort - vi faldt tidligt i søvn og vågnede flere gange i løbet af natten, så det var ret hårdt, men sådan er det jo at have jetlag.
- comments