Profile
Blog
Photos
Videos
Efter endnu en fantastisk morgenmad var det tid til at sige farvel til Palm Springs, som vi helt sikkert aldrig vil glemme. Næste stop var Grand Canyon - ca. 675 km mod øst, så det var bare om at komme af sted. Turen gennem ørkenen var ikke så interessant, så vi prøvede at underholde os selv med diverse navne-og tallege i bilen. Efter mange timers kørsel holdt vi ind og fik lidt at spise i byen Kingman, der kalder sig selv for hjertet af Route 66. Det er en rigtig sjov by - meget retro-agtig og selvfølgelig fyldt med skilte om Route 66, som jo er noget af en kult-rute, der strækker sig helt fra Chicago til Santa Monica i Los Angeles. Anders var helt oppe at køre over det med Route 66, så vi valgte at tage en omvej, så vi kunne køre en strækning på ruten fra Kingman til Seligman. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi fik set flot natur og sære bebyggelser i ægte Route 66 stil. Mest bemærkelsesværdig var Hackberry General Store, som har en flot samling af gamle skilte, biler, bilvrag og ja, også masser af souvenirs (se billeder). Væggene er fyldt med billeder af butikkens ejer, en midaldrende mand, med besøgende - både kendte og "almindelige" mennesker. Og så var der også lige et par søde æsler, der gik og græssede J Vi kom tilbage på motorvejen, som dog bare er en smal, øde vej i ørkenen - langt fra de mangesporede motorveje i de større byer. Først på aftenen ankom vi til Williams, der ligger ca. 100 km fra Grand Canyon. Da det er den tætteste egentlige by på nationalparken, er der altid mange turister, men efter lidt besvær fandt vi heldigvis et motel for natten. Vi var trætte efter en lang tur i bilen, så det blev kun til en lille svømmetur i den indendørs pool, før vi gik i seng.
- comments