I og med Laura og jeg desværre er gået 4-ugers mærket i møde, prøver vi at opveje de tidligere måneders tant og fjas ved at være ekstra turistede her til sidst. Da vi for snart 5 måneder siden ankom til Brasilien, lavede vi os en foreløbig liste over ting, der skulle opleves, ses og høres i Rio, og den er selvfølgelig blevet revideret undervejs på vores ophold. Listen er siden oprettelsen holdt godt og grundigt hen med carioca-attituden "den når vi nok i morgen", og her står vi altså 4 ½ måneder senere og mangler, hvad mildest talt kan kaldes, en hel del.

Alligevel har vi dog nået lidt i de seneste par uger. Søndag i sidste uge besøgte vi Sugar Loaf, der er utrolig smuk. Mange turister flokkedes på toppen for at se udsigten ud over hele Zona Sul såvel som en stor del af Zona Norte og nabobyen Niteroí. Men udsigten var for vores vedkommende ikke ny, da vi i forvejen bor på en bjergtop beliggende ved siden af Sugar Loaf, og udsigten derfor nogenlunde er den samme. Vi betalte hver 26,5 R$ for en tur op og ned af toppen, men vi valgte også at bestige det første bjerg, Urca, til fods - i 32 graders varme vel at mærke.

Der blev taget spandevis af billeder fra toppen, og vejrrammerne var perfekte for vores udflugt, så billederne er blevet rigtig flotte.

En anden turistattraktion i Rio er favelaen Santa Marta i Botafogo og Michael Jackson statuen på toppen. Den valgte vi at besøge for et par dage siden med vores rigtige gode venner, Harry og Garrett. Vi tog en lift op til toppen, da turen op til favelaen både er lang og stejl. De to gæve gutter boede vi sammen med hos Sergio, indtil i-ved-nok-hvad skete, og vi alle flyttede ud. De kan gøre selv den mest kedelige dag til at føles som en tur i Tivoli.

På toppen kunne vi ganske rigtigt konkludere, at vi var kommet til favelaen. Der lå nemlig hundelorte overalt, hvilket er meget karakteristisk for favelaerne i Rio. Solen var ved at gå ned, og dens sidste svage solstråler kastede en flot farve henover byen, alt imens de første huse og gader var ved at tænde deres lamper. Vi gik op gennem favelaen, og Harry førte an. Han er i forvejen kendt med netop denne favela, da hans arbejdsplads, Luta Pela Paz, filmede en video til deres kampagne. I bør tjekke hjemmesiden ud, det er en meget inspirerende og interessant organisation i Rio for børn og unge i favelaer. Vi smider et link i bunden.

På toppen var anlagt en kunstgræsfodboldbane, og jeg tror roligt, den kan kalde sig ejer af verdens bedste udsigt. Det er sådan et sted, hvor man glemmer at spille fodbold, fordi udsigten er SÅ fantastisk!

Vi blev der og så nogle børn lege rundt, men besluttede at gå lidt højere op for at finde en bar. Der var dog ingen bar, men vi blev mødt af de seks mest nuttede og søde hundehvalpe, man kunne tænke sig. Selvfølgelig smeltede de alle vores hjerter, og det hele var faktisk ret ømt. Lige indtil Harry, der skal siges at være lidt melankolsk engang imellem, helt "alvorligt" udbryder under sin nussen med en hund: "You know guys, this is the first time I've felt anything for months"… Og så var det hyggelige øjeblik ellers ødelagt. (af latterkramper heldigvis)

I Santa Marta står der også en statue af Michael Jackson; rejst efter indspilningen af musikvideoen til "They Don't Care About Us" i favelaen. Dengang i 90'erne, da de skulle indspille videoen, måtte filmholdet gå ind og forhandle med the druglords, der styrede favelaen på det tidspunkt, om våbenhvile i perioden hvor de filmede. Dengang var der ingen politi i favelaerne, og de var heller ikke passificeret, så det var (og stadig er mange steder i Zona Norte) meget farligt at nærme sig favelaerne.

Men vi havde os en rigtig dejlig tur, og blev endnu en solnedgang i Rio rigere. Noget vi prøver på at nå så meget så muligt inden hjemturen. Der findes ingen solnedgang som i Rio - det vil I selv opleve, hvis I en dag kommer herned.

Dagen efter tog vi på stranden med de selvsamme fyre. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og modig som jeg var, tænkte jeg: "Pff. Solcreme? Marcos sagde vist, når man fik lagt den første tan på kroppen, at den fungerede som solskjold også. Jeg føler mig ret brun".

Vi havde det da også vældigt sjovt de første to timer, men tredje time var svær at komme igennem, for der begyndte kroppen at brænde. Jeg var rød. Meget rød. Det samme var Laura, for hun havde heller ikke solcreme på. Men vi tog en for holdet - jeg har nemlig en bror og far, der bliver negerbrune af at slå græs i dansk solskin, og de tager til Egypten to uger før min hjemkomst til Danmark. De skal bare ikke være brunere end jeg, der har været et halvt år i Rio de Janeiro. Også selvom vores blognavn egentlig burde skiftes til "røde baller i Rio".

Såvel som julen står for døren i Danmark, står den også klar til at banke på hernede. Julepynt på husene, blinklys på hotellerne og træerne og juledekorationer overalt. Forleden stod vi i vores lokale supermarked og var i gang med at handle ind, da der pludseligt ud af højtalerne strømmede sød musik - Wham! med Last Christmas. Men selvom alle disse julede faktorer burde grave julestemningen frem, er det altså svært at føle jul i 34 graders varme med sved ned ad panden. Der mangler noget. Kulde, pejs, julefilm, sne og lakridskonfekt. Nå jo, og et juletræ. Det har de nemlig ikke noget af hernede. Alt er af plastik.

Juletiden minder os også om, at det er gavetid. Og vi er så småt begyndt at jagte gaver til hjemturen. Både til os selv og til familien.

Lidt julehygge formår vi dog alligevel at få i tiden hernede. I morgen (søndag) skal vi nemlig, sammen med de børn vi passer og deres mødre, holde julehyggekagebagedag. Det inkluderer både julefilm, julemusik, juleklippeklistre, julebag og pakkeleg. Det kommer til at foregå ved Fransisca i Lagoa, og hun har aircondition, så vi behøver ikke lytte til Wham! i 34 graders varme.

Mere er der ikke at rapportere fra Rio lige nu. Vi ligger stadig på gulvet som hjemløse i eget hjem. Forskellen er bare, at vi i det mindste har tag over hovedet. Og et sted at lave mad, selvom det er ret beskidt. Vi håber dog på at flytte ud lige i starten af december.

Até Logo

Beijos, Laura og Kaja