Profile
Blog
Photos
Videos
Aldrig har jeg været omgivet at så stor rigdom, arrogance og varme...
Vi ankom til Doha tidligt i morges lidt over 4 og allerede da vi træder ud af døren til lufthavnen bliver vi mødt at luksus. Der holder en ret vild mercedes sls amg i skriggrøn/gulfarve og Michael var solgt og er det stadig.
En chauffør hentede os i lufthavnen og kørte os til Chairmen Hotel. Her fik vi hurtigere end lynet checket ind og ret omtumlede af mangel på søvn fandt vi os selv ret malplacerede blandt en masse folk på spise-etagen, som var oppe og klar til dagens arbejde. Vi var stået af forkert. Ind i elevatoren igen og op på den rigtige etage. Her blev vi ret hurtige enige om at falde om på sengen og sætte uret til kl. 08.00. Kl. lidt over 9 vågnede vi og stod modvilligt op for at gå ned og få morgenmad. Vi var de eneste i restauranten og samtalen var sparsom, men humøret var munter for der ventede et nyt land og en hel dag, hvor Doha skulle udforskes. Det med en hel dag var jeg nu lidt skeptisk over for jeg havde mest af alt lyst til at komme op og sove i den dejlige bløde seng igen.
Det hele gik lidt i slowmotion, men lidt i 12 var vi klar til at tage ud og se nogle ting. Da vi trådte uden for hotellet blev vi slået i hovedet med en forhammer; varmen var ubeskrivelig. Hurtig ind i taxaen med aircondition og afsted. Vi havde en idé om, at vi skulle gå rundt i byen og se nogle af de vilde bygninger og gadebilledet, men den plan blev hurtig ændret. Vi blev stærkt frarådt at gå nogen som helst steder for det var simpelthen for varmt. I stedet tog vi i et shopping center, hvor aircondition får en til at glemme alt om ørken-stemningen udenfor. Efter noget tid der havde vi fået nok og besluttede at trodse varmen og tage ud og se "The Pearl", som er et manmade område ude i vandet; på med en masse sand, lidt palmer og vupti, et dejlig område med masser af rigdom. Det var helt vildt, helt helt vildt!
Den ene kæmpe yacht efter den anden tårnede op og nogle mindede endda om færger med deres fire etager eller mere. De var så flotte og så uforståeligt dyre, at det nærmest var skræmmende, men det var bare et lille glimt af den rigdom, som findes her i Doha og mange andre steder. Det er en verden, som for mig er så ukendt og dragende, men på samme tid unødvendig og ligegyldig. For at komme ned til bådene skulle man igennem vagter og "The Marina Gate", som var lavet af glas. Det hele derude var så fint og butikkerne bestod da også kun af de mest eksklusive mærker. Det var nu mest Ferrari, Massarati og Rolls Royce butikkerne der vagte mest betagelse, især hos Michael. De havde udstillingsbiler og det var så fint, at vi ikke turde gå ind, men bare vindue-shoppede - modsat sheikerne, som shoppede Ferrarier på den rigtige måde... Det var så surrealistisk!
Efter besøget ved "The Pearl" søgte vi igen flugt i et shoppingcenter. Vi havde fået nok af svedperler, der fandt vej ned af panden og ryggen og briser, der var varmere end den spaghetti kødsovs vi fik til frokost dagen forinden. Efter at blevet afkølet en smule tog vi til The Seque, som er et handelssted for lokale og hvor turister kommer og kigger og finder souveniers. Gaderne minder om noget man ser i Aladdin tegnefilmene og folkene ligeså. Mændene bærer hvide kjortler og halstørklæder på hovedet og kvinderne bærer sorte burkaer, hvor kun lige øjnene er fri. Det er så anderledes end derhjemme, så man kan ikke rigtig lade være med at grine lidt af deres udklædninger, hehe.
Det er vildt, hvordan kvinderne fremstår som andenrangs. Michael og jeg selv havde taget t-shirts og lange bukser på for at respektere traditioner og sådan, men det stred mod al fornuft og lyst for varmen er ulidelig og alt klæber til kroppen og bliver svedigt og klamt så snart man er uden for airconditioningens rækkevidde. Jeg tvivler nu på, at især min påklædning var helt acceptabel for jeg fik mange nedværdigende øjne og alle henvendte sig konstant til Michael og ignorerede mig. Aldrig har jeg følt mig så ligegyldig og ubrugelig - ikke engang taxa-chaufføren gad modsvare mit hej. Uden helt at vide, hvordan kvinder behandles og fungerer i qatarernes kultur, forestiller jeg mig, at de er undertrykte og bare en ting, der skal være der. Jeg har rigtig svært ved at acceptere det og især, at jeg følte, at jeg ikke har en egentlig stemme og ret til at sige min mening. Jeg er nok lidt for selvstændig, ambitiøs og fuld af meninger til, at Qatar vil være et land jeg kunne være i, i længere tid.
Dét, der har gjort størst indtryk her i Qatar er altså varmen, mændenes arrogance og den herskende rigdom. Alle de flotte bygninger, som ses i Doha er med til at understrege, at penge og rigdom er Qatars omdrejningspunkt. Der er nybyggerier over alt og der, hvor der ikke er, der er de i gang med at bygge noget nyt og stort. Der ses store flotte skyskrapere over alt og de kommer i alle afskygninger og former. Selv på de bygninger, der fremstår som færdige kan der alligevel skimtes en kran på toppen, som er i gang med at gøre det større og flottere. Alle bygningerne er lavet af glas og det er rigtig flot på afstand, men så snart man kommer lidt tættere på kan man se, hvor støvede de er. Det er jo i bund og grund lidt skørt, at lave en masse glasbygninger ude midt i ørkenen, med støv og sand, men som Michael siger, så har de masser af sand til at fremstille al glasset med. Så undrer jeg mig bare over, hvor ørken-byen vil få vand fra til at pudse ruderne, hmm?? Der er nok en smart løsning på det.
Mørket har lagt sig over byen og temperaturen er måske nede på nogle og 30 grader i stedet for de 50. Trætheden er overvældene og øjnene er tunge. Sengen kalder.
I morgen tidlig flyver vi tilbage til Danmark og glæden er efterhånden svær at skjule. Det bliver fedt at komme hjem.
- comments