Profile
Blog
Photos
Videos
Grundet vanskeligheder med at finde net, kommer her to indlæg smeltet sammen til et...
Og så lærte vi da også at køre i tog. 78 timer i træk kørte vi fra Moskva til Irkutsk. Undervejs har vi passeret 5 tidszoner, og stiftet bekendtskab med det der har fået navnet train-lag. Man skulle ikke tro det, men man bliver stadigvæk, på trods af den langsomme transport, snot forvirret tidsmæssigt. Tiden er gået overraskende hurtigt, og er for det meste blevet fordrevet med at læse, spise massevis af nudler og kigge længe ud af vinduet. Vi har selvfølgelig også snakket meget med vores gruppe, som hovedsageligt består af andre unge. Vi er 12 inklusiv vores guide, Julia, i alderen 18 til 28. Her er masser af spøjse personligheder, folk er søde og hjælpsomme og her er plads til alle. Vi får ros for vores engelskkundskaber. Vi bor i kupeer med 4 personer, fra Moskva af har vi delt kupe med Steven og Laura, et Canadisk par. I løbet af de 4 dage har vi haft er par lektioner i Russisk, hvilket vi har haft rig mulighed for at afprøve. Der har været rig mulighed for at snakke med lokale russere, som er meget venlige og gavmilde. Vi har smagt diverse traditionelle russiske snacks, spændende så bredt som tørrede røgede fisk, kartofler, brød med diverse saucer, saltede og syltede agurker, og Christinas yndling Chacha - 70% hjemmedestilleret vodka. Den aften huskes mest i glimt.
Efter Chacha-natten, desværre, ankom vi tidligt til Irlutsk, hvor en bus ventede os. Den kørte os til Listviyanka, en lille flække på breden af Bajkal søen. Her blev vi indlogeret hos Nikolais B&B. Et mageløst sted. Et stort træhus, med en masse store værelser. Her fik vi vores eget værelse med bad. I toget fandtes der ingen bademuligheder, så det var på høje tid med et bad! Efter et hurtigt bad, og en fælles frokost, fik vi eftermiddagen fri ved "søen". Bajkal søen er på størrelse med Belgien, så nogen helt lille vandpyt er det ikke. Julia viste os en stolelift, hvor man kunne blive transporteret op til et udsigtspunkt hvis man betalte. Efter 4 dage i toget, trængte i til lidt motion, så vi valgte at hike til toppen. Der var en fantastisk udsigt over søen. Derefter gik vi hjem til Nikolai, som havde forberedt et traditonelt russisk banja. Det består af følgende: 5-10 minutter i en 100 grader varm sauna, derefter lidt afkøling, så sauna med samtidig tæsk med birkekviste efterfulgt af en dukkert i en iskold udendørs pool. Christina var noget betænkelig, men da det kom til stykket var hun super cool og hoppede, næsten med glæde, i baljen! Vi er blevet døbt "the vikings". Det hele blev gentaget, og derefter blev banjaet afsluttet med en noget grovhændet bodyscrub, udført af Nikolai him self, som afsluttede det hele med at hælde en balje iskoldt vand over hver enkelt.
Aftensmaden bestod af den lækreste ny varmerøgede Bajkalfisk. Mums! Efter 4 dages søvn i en togkupee, var en nat i en dobbeltseng helt fantastisk.
Kl 10 næste morgen, efter morgenmad, trillede vi igen afsted mod Irlutsk. Vi kunne godt have brugt mere tid ved søen. I Irkutsk, som ikke er særlig stor, fik vi baggagen opbevaret på et hotel, mens vi var på en kort "guidet" byrundtur. Herefter stod den på frokost serveret med ægte russisk "service", det vil sige laaangsomt! Resten af dagen gik med at få tiden til at gå i den knapt så interessante by. Kl 22 trillede vi fra Irkutsk på vej mod nye eventyr.
Vi ankom til mongoliets hovedstad, Ulaan Baatar, tidligt om morgenen mandag den 3. oktober. Vi blev hentet i bus, der skulle tage os til vores hotel. På vejen gjorde vi holdt ved en bank for at hæve Tugri. 1000 Tugri svarer til 4,5 kr, så vi følte os umådeligt rige. Vores hotel hed Voyage plus, og var ganske fint. Vi har ikke haft nogle dårlige hoteloplevelser på turen, det bliver spændende at se, hvilke standarder vi kommer ud for på egen hånd. Ulaan Baatar er en meget rodet og beskidt storby. Overalt flyder det med affald, og fortorvene bliver renoveret i et tempo, der får alt andet omkring det til at se ud, som om det sker i dobbelt hastighed. Tror nok man kunne lære dem en ting eller to! Efter ankomst til hotellet, og et hurtigt bad, forlod vi hotellet for at gå på en lille guidet tur. Som noget af det første fik vi at vide, at trafikken er fuldstændig sindsyg. Og det kan vi skrive under på! Grøn betyder kør, rød betyder kør. Grøn betyder gå og håb på det bedste, og rød betyder gå og håb på det bedste! På hverdage er der i centrum trafikprop fra kl 7 til 21. Vi fatter ikke, at folk ikke cykler, da alle bor og arbejder i byen, og ikke kommer udefra som i Danmark. I et område med 300 soldage om året burde der ikke være nogle undskyldninger, måske lige på nær de minus 40 grader om vinteren.
Vores gåtur endte i det største tempelkompleks i byen. Her var masser af munkeskoler, hvor drenge blev skolet til munkegerningen. Det var spændende at se, og selvom de ikke var meget for det, lykkedes det os at få nogle billeder. Frokost spiste vi på et pizzaria, hvor vi fik en alt for stor pizza. Servicen er anderledes, end den vi kender hjemmefra. Maden bliver serveret, som den bliver tilberedt, hvilket betyder, at nogle kan være færdige med at spise, før andre får deres mad. Efter frokost stod den på udforskning af byen på egen hånd. Vi blev rimeligt hurtigt enige om, at byen rent faktisk er jævnt kedelig. Da vi begge havde sovet skidt den nat på toget, og begge var lidt forkølede, besluttede vi os for at gå på hotellet og slappe lidt. Om aftenen skulle vi se et traditionelt mongolsk show og spise med gruppen. På vejen gjorde vi holdt ved et apotek for at købe en næsespray. Alt stod på mongolsk, men vi fik skaffet en. Sprayen var ikke som dem i Danmark med en stopper, men er blot en flaske man trykker på, så da Christina prøvede den, fik hun trykket alt for hårdt. Jeg troede hun have sprayet hjernen ud, og det løb fra hendes stakkels næse. Arme hende, men det så nu lidt sjovt ud. Det mongolske show vi skulle se om aftenen, var med traditionelle dragter, sange og folkedanse, og var rigtigt spændende at se. Dagen efter gik turen i bus lidt uden for centrum, hvor vi gjorde holdt ved en koloenorm statue af Djengis Khan lavet af 250 ton rustfrit stål-den var imponerende. Inde i bygningen under statuen var der et museum, hvilket vi dog ikke besøgte grundet tidspres. Vi prøvede dog traditionelle mongolske klædedragter-de er flotte men varme. Der var trapper og elevator op til toppen af hestehovedet på statuen-herfra var der en fantastisk udsigt. Herefter gik turen mod Terelj national park, hvor vi skulle overnatte i et traditionelt
Mongolsk hus-en Ger. Undervejs gjorde vi holdt ved nogle lokale, der havde kameler og en ørn. Vi prøvede begge at holde ørnen, da dette kun kostede omkring 10 kr. Den vejer omkring 5-6 kilo, så Christina syntes den var lidt tung. Efter ankomst i nationalparken var der frokost og herefter mulighed for at ride på heste eller vandre-vi valgte at vandre op i bjergene til et lille tempel. Kl 19.30 var der aftensmad, som bestod af 3 retter. Suppe med grøntsager og kød-Emil var dog så heldig at have fået en ekstra ingrediens-3 hår-der var dog tale om dyrehår-hvis det skulle være bedre. Vi fik også dumplings, som er dejboller med kød i og rollade til dessert. Herefter hyggede vi os alle samlet med øl og lege. Næste morgen stod vi op kl 7 og vandrede op af et bjerg for at se solopgangen. Kl 9 var der morgenmad og herefter bueskydning-det var lidt svært men meget sjovt. Derefter gik turen tilbage mod UB. Vi tog os et velfortjent og tiltrængt bad og gik på jagt efter frokost. Efter frokost handlede vi ind til togturen til Beijing. Til aften spiste vi mongolian barbeque, hvor man selv sammensætter sin ret, som nogle "kokke" så tilbereder alt imens de laver tricks. Kl 21 mødtes de fleste fra gruppen og tog op til en fin og stilet bar på 17. etage og hyggede med drinks. Vi fik os dog kun 1, da en drink kostede lige så meget som mongolian barbeque. Næste morgen skulle vi afsted med bus mod stationen kl 6.30. Toget mod Beijing afgik kl 7. Vi kørte gennem Gobi-ørkenen. Til trods for den er rimelig øde og gold, er den ret flot. Vi gjorde holdt ved den mongolske grænse i ca 2 timer og fik skiftet toghjul ved den kinesiske grænse, hvor vi gjorde holdt i 3 timer-altimens er toiletterne lukket. Næste morgen vi op til et helt andet landskab med bjerge og marker. Vi ankom til Beijing kl 1406 d. 7/10 2011...
- comments
Jes Spændende. Blev endelig ved med at beskrive. - det er dejlig læsning.
Ama Så skønt at høre om Jeres oplevelser :-)
Kristian Bodyscrub af Nikolaj!!!,.. HAHA.. ;-) Det lyder som en god tur!
Lilian og Svend Pragtfuldt at høre fra jer, godt at Djengis Kan er død for mange år siden, han var vist en grimmer karl
jonna raun I får 5 stjerner for en god beretning . knus jonna mormor,s søster
Natasha og Rasmus Hvor dejligt at høre fra jer. Det lyder til I hygger jer og får en masse oplevelser. Lige lidt info fra Rasmus som synes, det er gay med bodyscrub af Nikolaj - den må være møntet på dig, Emil :-) Og så synes han, der er forskel på need to know og nice to know (læs: han er for utålmodig til lange indlæg) Hahaha.... :-)
Connie Spændende læsning. Ogsa godt at se at gartneren fotograferer kønne planter ude i verden