Så er den sidste uge på New Zealand gået - vi har skilt os af med vores bimle-bamle-bil og sidder nu i Christchurch lufthavn, hvor vi venter spændt på at de næste 1 4 timer glider langsomt forbi.
Siden sidst har vi besøgt Mt. Cook national park, New zealands største bjerg. Den sneklædte kæmpe strakte sig langt op i himlen og var konstant klar i horisonten mens vi kæmpede os mod "Tasman glacier". Turen mod gletcheren gik over store bunker af sten og efter måske 20-30 minutters klatring nåede vi toppen og udsigten var... Anderledes... Foran os lå der store stenformationer og klippeanordninger og så var der en enorm, mælkehvid sø. Søen var utrolig smuk, og med bjergene i baggrunden var det fantastisk at stå med vinden i håret og kigge ud over gletcheren. De store isformationer i søen var fyldte med grus og var ikke ligefrem smukke, men når man fik øje på de bitte, bitte små tourbåde der sejlede så tæt på isstykkerne at menneskerne kunne rører de stejle, iskolde sider var synet alligevel ikke at kæmmes af.  Efter et par minutters beundring fortsatte vi vores klippevandring, hvor vi legede rundt i de store "offroad" områder for til sidst at vende tilbage til vores Happy Camper. 
Dagen efter kørte vi atter længere sydpå - denne gang mod Queenstown, adrenaline Capital of The world! Vi bevægede os igennem gaderne mens vi beundrede de forskellige butikker "bestil din raftingtour her!", "skydive her for kun 215$!" Efter et par minutters kørsel gennem de trænge gader kom vi til vores stop "AJ Hackett Bungy", fik parkeret og trådte ind i butikken. Nikolaj var nemlig fastsat på at se sin frygt i øjnene, og dét med stil! Hos AJ Hackett tilbød de 3 forskellige spring: 43 m, 47m eller 134 meter og uden tøven sagde Nikolaj ja tak til de 134 meter og 8,5 sekunders frie fald. Desværre havde de ikke flere hop den dag, så torsdag d. 10 oktober vendte vi tilbage til Queenstown og hoppede på Bungybussen og rettede næserne mod Nevis bungy. Omkring 45 minutters bustur senere befandt vi os på toppen af en meget høj bakke, udspændt mellem denne og en nærtliggende bakke kunne man ane en platform. 15 minutter efter stod vi ude på den platform, der var langt ned, der var rigtig langt ned! Mens Brian og Ida tullede rundt og nød den høje musik og den flotte udsigt blev Nikolaj fastspændt på alle leder og kanter og instrueret i et springe med hoved først mod en flod, hvis bund var synlig fra hvor vi stod. "5...4...3..2..1!" Nikolaj styrtede mod jorden, det var ufatteligt så lille en plet han blev, før at elastikken smældede ham i hastig fart mod os igen, ned endnu engang og så blev han trukket tilbage op til os. Det var tydeligt at se og høre på ham at det var en vild oplevelse. Tilbage på jorden var vi alle tre stadig op og køre over det der lige var sket. Dagen var gået og vi vendte hjem til Lake hawea og nød udsigten over søen og bjergene mens vi lagde os til at sove.
Få timer efter stod vi op igen, 3:45 var klokken da vi hoppede i tøjet og endnu engang bevægede os mod Queenstown. Ruten var en hel ny i nattens mulm og mørke, ingen biler i miles omkring til at gi' dårlig samvittighed når vi tøffede op af bjergene i 2. gear. Minimum 2 dusin kaniner løb hen over vejene og en enkelt pungrotte sprang forskrækket op i et træ da vores langlys blændede. Klokken blev næsten seks før vi parkerede overfor busstation, hvor vi efter 40 minutters tid skulle samles op. I mellemtiden gik vi på Subway og købte morgenmad/frokost til Nikolaj og Brian, Ida havde været smart nok til at smørre madpakke. 6:45 kom bussen og samlede os op. De omtrent 5 times køretur føltes som en evighed, grundet de indtaget mængder koffein. Den New zealandske natur skød forbi os mens buschaufføren kommenterede på så meget som muligt. Milford Sound var destinationen, og som vi nærmede os blev vejret da også både kraftigere og vådere. Bjergtoppene begyndte at gemme sig i skydækket samtidig med at mosset skjulte mere og mere af træstammer, smeltevandet dannede de længste fin este vandfald der rislede ud af skyerne ned langs de begroede bjergsider. Vi ankom endelig til Milford Sound, en meget smuk 16 km fjord omgivet af lodrette granitklippevægge der hæver sig over 1200 meter over havets overflade. Vi kom ombord på vores Tourbåd og begav os ud på vandet - på trods af det våde vejr stillede vi os på det øverste dæk. Mens vi sejlede i 2 timer kom vi forbi både delfin og sæler, desværre missede vi igen pingviner. Men det gjorde ikke noget da den overvældende natur omkring os, samt de enorme vandfald og deres evige kamp mod de stærke vinde tog langt mere af vores  opmærksomhed, især da vores skipper var glad for at sejle så tæt på at man nærmest kunne røre ved dem og virkelig høre hvor højlydt den tunge buldren er. En maori myte siger at en gudinde besøgte stedet lige efter at det var blevet skabt af "The carver of Stone" og blev så forbløffet over dets skønhed at hun skabte "The sandflies" (et mygge-ligende kreatur som vi har haft vores udfalg med) for at sørge for at man ikke gad at blive her længe nok til at man kunne ødelægge det. Tilbage på landjorden og yderligere 5 timer i bussen på vej tilbage og så var den dag vel overstået. 
Lørdag sov vi længe for derefter at køre til Dunedin, et bynavn vi stadig er i tvivl om hvordan skal udtales, som er kendt for at være de studerendes partycity og vi brugte aftenen i byen og oplevede det New zealandske natteliv og fik snakket med nogle lokale kiwier. Søndag stod på saltede chips og en masse vand og om mandagen kørte vi mod Otago Peninsula, hvor det skulle være muligt at se pingviner og albatrosser. Meeeen ak, men der var langt ned og igen utrolig mange sæler der plaskede legesyge rundt i vandkanten. Tusindvis af måger susede konstant rundt i luften og efterlod os i en slags kronisk paranoia for fuglelort. Efter vi havde nydt udsigten og vejret fortsatte vi op imod geraldine for at overnatte. De sidste par dage har gået med at gøres klar, pakke alle vores ting sammen og gøre Happy ren.

De sidste billeder fra New Zealand kommer op en af de løbende dage, her på lufthavnen kan vi nemlig kun få 30 minutters net og det er ikke nok til at uploade.

Hej Hej fra os - i hører fra os snart fra The land down under!