Efter endnu en forfærdelig lang flyvetur, uden megen søvn, landede vi i Auckland, New Zealands største by. Da vi havde samlet vores bagage op og kommet igennem, nok det grundigste, sikkerhedstjek indtil videre mødtes vi med Nikolaj. Han havde praktisk nok glemt sit visa i Danmark så han skulle lige veksle nogle euro til dollars før vi kunne fortsætte. Vi kom ud af lufthavnen og gik mod de mange taxa'er der var lined op på lige linie. Der blev vi mødt af en imødekommende og venlig taxi-driver, forhåbentligt er alle Kiwi-chauffører som ham, der fortalte os at en tur med ham var alt for dyr i forhold til afstanden til vores destination. Så vi tænkte "Vi går den sgu gutters!" men så fortalte han at afstanden til fods var lang og bøvlet, vi skulle hellere tage en bus. Her træder en kvindelig informant to skridt nærmere og spørger indtil problemstillingen. Hun fortæller så, at dem vi skal leje en camper af henter gerne deres kunder ved lufthavnene og siger at vi kan bruge lufthavnens information til at ringe fra. Vi går derfor tilbage ind i lufthavnen og efter en hurtig telefonsamtale og små 30 minutter, sad vi i en bil på vej mod Happy Campers hovedkvarter.

Efter vi havde fået en tour rundt i Camperen, hvilket i virkeligheden bare var at stikke hovedet ind og sige "næææææh, I see!", hoppede Nikolaj bag rettet, eftersom han var den eneste der havde fået bare en smule søvn den nat, og vi var på vej.

3 timers køretur nordpå mod Bay of Islands og Kerikeri (de har sådan nogle tossede bynavne hernede!) vores første destination. Køreturen var forfærdelig hård da for det første: Vi skulle vende os til en ny, stor bil, for det andet: New Zealand kører som i england plus de har verdens mærkeligste vigepligtsregl (give-way kalder de den, og den går i al sin enkelthed ud på at hvis vi kommer kørende og skal til højre og en modkørende kommer og skal til hans venstre så skal han stoppe for os(!?!) Det stopper jo hele trafikken!? Til stor frustration for Brian) og for det tredje: så er det en tommelfingerregl her i New Zealand at ligemeget hvor kort din planlagte rute er så er der et bjerg i vejen!

På trods af disse tre faktorer så er New Zealand fantastisk at bevæge sig igennem, det er som at køre igennem det pæneste maleri man nogensinde har set bare med endnu flere farver! Ganske vist var vi trætte og turen var lang men den intet mindre end breathtaking natur gjorde det hele lidt mere overkommeligt. Efter hvad der syntes som en evighed i et eventyrland kom vi til Kerikeri, en by placeret i Northland (hvor Ringenes herre kan det blive!) langt over Auckland. Vi blev ikke just modtaget varmt af ejeren der råbte ud fra vinduet "what do you want!?" han forklarede at vi kunne bare køre ind og tage en plads. Dagen efter forklarede han med et smil på læben at vi dukkede op lige til kick-of til Rugby world cup. Efter morgenmad blev det Brians tur til at køre den store bimle-bamle-bil til Bay of Island for at kigge nærmere på den New zealandske fauna og flora. Efter vi ankom til det sted gps'en førte os hen, tænkte vi at "her var nu egentligt ikke så meget Bay" vi fik øje på et skilt hvorpå der stod "Rainbow falls - en times gang, den vej ->". Vi besluttede os for at se hvad det var for noget og vi kom ud på nogle små, krogede veje og efter en halv times gang i "junglen", med Brians konstante højlydte tvivl om hvor vidt giftige slanger levede i hovedhøjde i New Zealand, kom vi til et skilt der sagde "fairy pools" - her var rigtig, rigtig flot og meget ulig de store bydestinationer vi tidligere har set her på rejsen. Herude var der planter over det hele, farverige fugle som man aldrig så meget som havde hørt om og en duft af frisk luft. Det var simpelthen fantastisk. Vi fortsatte mod vores mål og efter yderligere 45 minutters gang nåede vi det kæmpe Rainbow falls og selvom man stod relativt langt fra det buldrende plasken så kunne man tydeligt mærke vandet i luften, det var smukt.

Vi gik samme vej tilbage til vores camper, hurtigere end før, og snuppede os noget frokost før vi kørte tilbage til Holiday Park.

Dagen efter stod i asfaltens tegn da vi ramte vejen og gps'en metaliske stemme sagde "7 timer og 12 minutter til destinationen", med gåpåmod som en vild and satte Brian sig bag rettet og bankede sømmet i bund og accelererede som en handicapscooter, alle tre ved godt mod og på vej sydpå. Mens det skønne landskab gled forbi sad Ida og fotograferede de mange får og bjerge der fulgte os i baggrunden. "Flavour"-radioværtens stemme brølede ud af højtalerne lige før han satte den nye med Katy Perry på, timerne gik hurtigt og snart havde vi allerede passeret Auckland igen. Der var varmt men dog overskyet mens vi skød igennem det bakkede land mod Rotoura, fra dybe dale til bjergtinder skjult i de tunge skyer - Kiwi-øen havde det hele. Aldrig før har vi været længere væk hjemmefra, og aldrig før har et andet sted været så forskelligt fra kolde, flade og sikre Danmark. De endeløse bjergkæder fulgte os hele vejen til mål, da gps'en endeligt informerede "turn right in 200 yards and you have reach your destination".

D. 19 oktober tog vi til Waimangu volcanic Valley - det nyeste geotermiske område i verden. Her betalte vi for at få lov til at bevæge os ud i det kæmpe volkanisk aktive område, og da vi nåede til "The frying pan Lake" blev det meget tydelig hvor aktiv undergrunden egentlig var, stanken af svovl lå tungt i luften og det omtrent 80 grader varme vand talte for sig selv. På den modsatte bred stod "The devils blow-hole" - en klippeformation der havde pustet damp og gasser op i atmosfæren lige siden volkanerne i området havde sprunget sig selv i stykker. Vi fortsatte længere ind i området og nogle steder kunne man mærke varmen igennem klippevægge langs stigen, vi forlod stigen og begav os ud på et hike op for at se "The black crater" - udsigten fra toppen var fantastisk, søen i baggrunden og de store kraterformationer og de dampende søer man kunne ane rundt omkring. Vores gåtur endte ved den store sø hvor vi blev samlet op af en bus og kørt tilbage til parkeringspladsen. Efter en lang dag i vildmarken tog vi hjem, spiste vores aftensmad og gik trætte i seng.

Dagen efter tog vi på grotteudforskning for at se glowworms - en orme art der lyser i mørke og minder utrolig meget som at kigge op på en nattehimmel. Vi tog på en Tour ud til "footwhistle Cave" med vores guide Ross der selv havde været med til at udgrave de snævre og lange gange langt under jorden. Stalagnitter hang over alt fra loftet og under os løb en stærk strøm og når Ross slukkede lyset funklede de mange orme over vores hoveder. Der var en fantastisk stemning nede i grotten og da Ross tændte en magnesiumslampe og lyste hele grotten op med det blændende hvide lys var det som taget ud af en Indiana Jones film. Vi kom atter op af mørket og tilbage ud i regnen, der lige så stille var begyndt at falde mens vi havde været gemt væk i tørvejr.

Fredag d. 21 oktober bevægede vi os yderligere sydpå da vi satte næserne mod Taupo, som er hjemsted til New Zealands største sø. Vi fandt vores hostel som ikke havde nogle pladser hvor der var højt nok til loftet for vores camper så vi fik lov til at parkerer på deres skrå parkeringsplads. Efter vi havde fået det ordnet gik vi ned mod Lake Taupo. Solen skinnede og vejret virkede fremragende, men som vi nærmede os den enorme sø tog vinden kraftigt til, og mens vi stod på skranten kunne man faktisk læne sig et pænt stykke udover uden at falde. Vi gik ned til søbreden mens vi blev stærkere og stærkere i vores tro om Lake Taupo umuligt kunne være en sø, lige meget hvor meget vi forsøgte kunne man ikke få øje på den modsatte bred.

Efter en nat på en 45 graders hældning kørte vi mod Tongariro, som er placeret klods op af Mordor og Mt. Doom. Uheldigvis havde vi elendigt vejr da vi ville tage ud og se det og derfor havde vi ikke sigtbarheden til at skue ud over Saurons rige. Det var dog også en mulighed for at vandre dybt ind i det stenede landskab men vi havde dog ikke det helt rigtige udstyr så vi valgte at køre rundt om og se Mt. Ngahorau (Doom) på afstand, hvilket skyerne ikke lod os. Dagen efter forlod vi dog Tongariro og himlen var blå og solen stod højt da vi passerede de store aktive vulkaner hvor Mt. Doom stod tydeligt og sneklædt ved siden af sine brødre.

Vi kørte mod vores næste stop nær den New Zealandske hovedstad, Wellington. Vi tog ind i Windy Welly, som den kaldes af de lokale, for at kigge os omkring. Det er dog knap så praktisk at kæmpe sig igennem hovedstadens travle, små gader i vores bimle-bamle-bil og efter vi havde købt Gotyes cd, en australsk kunstner vi var blevet svært begejstet for takket været "More FM", forlod vi også den store by og kørte mod Wharekauhau.

Her kom vores store bimle-bamle-bil ud på noget af en prøvelse da vejene var uden asfalt og knap nok med grus, da der flere steder løb vandløb hen over kørebanen. Vi parkedere derfor nær kysten for derefter at gå langs stranden, bølgerne var enorme og "tsunami evacation route ->"-skiltet var ikke ligefrem betryggende. Vi gik på det sorte sand ned mod de kæmpe vandmasser, der skyllede havskummet langt op af stranden. Brian kom lidt for tæt på og blev overrasket over hvor hurtigt sådanne bølger kunne smide vand efter ham - heldigt at vi havde vores hjem med os rundt så han kunne få tørt tøj på i en fart. På vej tilbage over de forfærdelige veje, bumlede det så meget at vi tabte reservedækket - som der skulle bøvles en del med at få sat på plads igen.

Den 28. rev vi de metaforiske teltstænger op og rejste fra Wellington på nordøen til Picton på sydøen med en dansk færge (!?!) hvor der stod ting som "nødudgang" eller "døren er automatiske, pas på klemningsfare". På sydøen var vejret ligesom på nordøen: lunt, overskyet og af og til vådt men humøret var stadig højt da vi forlod færgen og kørte mod Smiths farm lidt udenfor Picton. Her tog Mrs. Smith imod os med hjemmebagte muffins og forklarede hvad der var værd at se i nærheden, så dagen efter begav vi os ud på den tur hun havde forklaret om. Peluros Brigde hed området hvor vi endnu engang bevægede os ud i "junglen" på jagt efter vandfald, nu strålede solen dog klarer end den havde gjort i gennem hele New Zealand og varmen var faktisk så intens at de vi passerede en lav flod, som var lidt af en udfordring at kravle ned til, kunne Nikolaj ikke modstå fristelsen til at smide fodtøjet og spadsere ud i det.

De højeste træer vi nogensinde havde set strakte sig mod himlen mens vi lånte deres rødder til at bestige den ene knudrede vej efter den anden. Vi nåede endelig til vandfaldet, der sammenlignet med Rainbow falls faldt lidt til jorden, men resten af omgivelserne og den lange tur herud havde givet en fuldstændig perfekt helhedsoplevelse af stedet. Da vi var tilbage på Smiths farm ville vi gerne se et vandfald i nærheden med tilhørende glowworms, vi havde fået et kort, men det glemte vi selvfølgelig før vi begav os ud på det natlige eventyr og måtte selvfølgelig derfor tage den på gefühlen. I starten fulgte vi efter et par mennesker som vi antog skulle samme sted hen, men da de pludseligt forsvandt i mørket og vi stod alene på en mark, ved siden af et par og tyve køer, med alt for lidt strøm på Brians iPhone-lommelygte og en enorm rotte-lignende skikkelse der skræmte livet af Ida, bevægede vi os tilbage over hegn, under priktråd og gennem utallige låger til vores trygge Happy Camper.

Vi tog fra Smiths farm tidligt næste morgen og kørte mod Marlborough, New Zealands store hvidvinsregion, hvor vi glædede os utrolig meget til at væde ganen. Efter vi var ankommet til campingpladsen, lejede vi nogle cykler og fik et kort over nogle vingårde vi skulle besøge og så drog vi ellers afsted. Det var en dejlig varm dag og humøret var højt da vi trådte pedalerne i bund, men efter de første 5 kilometer uden så meget som en dråbe alkohol i blodet var lidt af luften gået af ballonen, så da vi ankom til den første vingård, efter ca. 11 kilometer, var især Brian blevet godt muggen. Dette ændrede sig straks efter at vi entrerede Gibson Brigde vineyard, en lille vingård med speciale i Pinot Gris. Efter de første smagsprøver tog vi fra den hyggelige lille gård en flaske vin rigere, og fortsatte mod Blamen vineyard. Efterhånden godt trætte i benene ankom vi til vores andet stop, hvor her var folk fra både USA og Australien også for at smage de glimrende vine som vi fik serveret og også her blev der købt en flaske, denne gang en sauvignon blanc. Mellem 2. og 3. stop gav Brian op og trak cyklen med sig i strid modvind mens han bandede højlydt, men da BouldersVines liflige dråber var i syne højnede hans humør lidt. Den smukke dag havde passeret hurtigt forbi og måske havde vi nydt vinene for meget men vi var i hvert fald kommet bag ud og måtte derfor springe 4. stop over og cykle direkte til 5. og sidste stop; Cloudy Bay Vineyard. Her nød vi deres brede sortiment og da vi endelig kom hjem havde vi vin nok til de næste par dage i hvert fald. Komplet udmattede sov vi alle tungt den nat.

Dagen efter flyttede vi til byen Nelson og kørte derfra til Abel Tasman national park, hvor naturen skulle være fantastisk. Vejret var ikke med os og mens Brian kæmpede bag rettet tog regnen kun til og gps'en førte os igennem de vildeste veje og de snævreste bjergveje, men det værste var dog da asfalten stoppede og foran camperen var der kun en mudret grusvej der førte langt op i bjergene. Vi satte farten ned og vores happy camper kæmpede med at stå fast i det glatte fører, det var langt fra en rar køretur og uden autoværn eller noget var udsigten til fritfald grund nok til at være blevet hjemme, helt hjemme.

Vi fik dog kæmpet os over og ned på den anden side og da vi endelig nåede Abel Tasmans kyst var naturen og havet som taget ud fra en film, selv i det dårlige vejr. Det gennemsigtige vand lå stille mens dråberne dannede ringe i vandet og en fjern trommende lyd. Udsigten var storslående og mens vi gik langs kysten glemte vi alt om regn og rædselsfulde veje men nød at her var ikke andre og at vi kunne udforske stranden og fandt bl.a. en lille død tigerhaj og en ottearmet søstjerne. Turen tilbage fra Abel Tasman var, hvis ikke mere så i hvert fald lige så, skrækkelig som den første, men igen kom vi sikkert ned og resten af turen hjem var let som en leg.

Den efterfølgende dag tog vi til Kaikoura, en stor sælkoloni. Det var fantastisk at se de vilde sæle ligge og sole sig på stenene eller lege i vandkanten. Vi bevægede os langs klippestranden og lagde pludseligt mærke til at en af stenene foran os bevægede sig, det var en fuldvoksen sæl! Mindre end 10 meter væk fra os, hvilket godt kan være farligt. Vi passerede den lige så stille og den anså knap vores nærvær, kiggede kort på os og trillede så om for at få sol på maven. Vi fortsatte lidt længere hen af de våde klipper, men vendte hurtigt tilbage mod parkeringspladsen.

Tilbage i camperen satte vi kursen mod Hanmer springs, en by i en skov på en kilde, hvor vi overnattede. Dagen efter var en smuk dag, solen skinnede fra det sekund vi åbnede øjene til vi gik i seng igen. Vi startede derfor den skønne dag ud med et slag minigolf hvor Nikolaj løb med sejren, og en tur i en særdeles gennemført labyrint. Herefter tog vi ind og badede i Hanmer springs thermal pools, hvor den varme kilde i undergrunden leverede 35-37 grader varmt mineralrigt vand. Vi brugte hele dagen i vandet og på trods af to lag vandtætte faktor 30 er Brian stadig den dag i dag rød som en hummer. Så flyttede vi til christchurch, sydøens største by, hvor der stadig var genopbygning fra det sidste alvorlige jordskælv og de mange efterskælv. Her tog vi på en Ringenes herre Tour for at se Rohan-riget hvor Edoras (fiktiv by der ikke findes i virkeligheden) agerede hovedstad, som vi også fik set. På den tur besteg vi Mt. Sunday for at stå præcis hvor Edoras havde lagt for næsten 10 år siden. Sceneriet omkring os var intet mindre end ubeskriveligt, de mange bjerge med sne på toppen og den store flod der løb i baggrunden, de store stenformationer og ikke mindst den helt blå himmel var med til at gøre den lange Tour det hele værd. Det var som at stå i en ringenes herre film, især da vores guide bragte replicas af bl.a. Gimlis økse og Aragorns sværd. Vores guide forklarede på hjemvejen at over New Zealand er der hul i ozonlaget og det er derfor utrolig vigtigt ikke at solbade i for lang tid og at New Zealand faktisk har en af verdens største hud-cancer rater. Så det forklarer en del af vores alles solbrændte hud.

Lige nu sidder vi i nærheden af Geraldine lidt syd for Christchurch på Grumpys retreat hvor vi for første gang har gratis net så det bliver udnyttet fyldt i form af en døgner, klokken er her lidt over 06:00. Men snart så fortsætter eventyret videre sydpå mod Mount Cooks enorme sneklædte tinde.

Kærlig hilsen jeres yndlings bortrejste

P.s. Undskyld blogindslagets længde, grundet manglen på internet har vi ikke kunne blogge før nu. Håber i kan bære over med os.