Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu engang er vi blevet klogere på verden omkring os og fortidens begivenhederne. Denne gang Vietnam krigens rædsler og konsekvenserne for nutidens vietnamesere. Vi befinder os lige nu i Ho Chi Minh City i syd Vietnam.
Vi forlod Phnom Penh den 10. november og tog mod byen Kep i syd Cambodia. Så fik vi lige set deres berømte krappemarked, spist lækker billig fisk og ellers snakket med forskellige cambodianer, der gerne ville øve deres engelsk på "foreigners" som de kalder os. Vi mødte også nogle embedsmænd, på en lokal streetfood restaurant, som synes det var vældig sjovt snakke med os, og især iagttage vores evner eller mangel på samme med spisepinde.
Dagen efter sagde vi farvel til Kep og hoppede på en minivan mod Vietnam. I Ha Tien, en vietnamesisk by lige ved grænsen, blev vi, som de eneste sat af på en busstation og vist hen mod en ældgammel bus. Udover os var der to chauffører, to lokale samt en masse gods. Afsted kørte vi, med åbne vinduer og en chauffør, der holdte på døren, for hverken aircondition eller døren virkede i bussen. Efter 4 timer med flere lokale stop, nåede vi til en vej uden for Chau Doc. Vi forberedte os alle på endnu et tuk tuk mareridt, og sukkede allerede da en kvinde smed sit visitkort ind af vores åbne vindue og begyndte at plapre løs. Men da vi begyndte at lytte, viste det sig, at busselskabet havde ringet til hende for at få os bragt ind til byen - gratis! Og inden vi fik set os om, sad vi bag på hver vores scooter, med taskerne mellem chaufførernes ben og små hjelme klemt ned over vores store hoveder. Vi blev sat af ved Miss San's kontor i midtbyen. Ms San er turistguide og kendt for sin hjælpsomhed og gavmildhed over for turisterne, og der gik da heller ikke mere end 5 min før vi var inviteret med på markedet, for at købe ind til middag. Efterfølgende tog vi hjem til Miss San for at tilberede maden sammen. Det blev starten på en fantastisk aften i selskab med søde Miss San.
Næste dag startede kl 6, for at deltage i en arrangeret tur i Mekong Deltaet med home-stay og transfer til Ho Chi Minh City den efterfølgende dag. Vi var nok yngste præsidenter på den tur, og morede os over 60+ genrationens fotosessions af samtlig begivendheder. (Vi glæder os til den alder og rejseform).
Efter fishfarm og charm landsby besøg gik bussen mod Can Tho, hvor vi som de eneste skulle ud på homestay. (60+ fortrækker hotelovernatninger ;) )
Endnu engang blev vi sat af bussen uden for byen, og endnu en gang stod tre scooter-mænd klar med hjelme. At homestay at være, var det rimelig luksus og vi overværede et politisk møde afholdt hos vores værtsfamilie. Inden vi satte kursen mod Ho Chi Minh City nåede vi også lige at se det største flydende marked i deltaet. Ikke dårligt!
Da vi efter turen rundt i mekong ankom til Ho Chi Minh, var vi, som så ofte før, lidt forvirrede over, hvor vi ville overnatte. I denne omgang var vi dog så heldige, at bussen stoppede lige foran starbucks, hvor der jo som bekendt er lækker kaffe og gratis wifi. Så ind røg vi og fandt, mens vi sad her, et hostel vi gerne ville bo på. Og tænk sig, det lå lige på den anden side af gaden - hvor heldig har man da lov at være? Efter indlogering blev resten af aftenen brugt på at se os lidt omkring i området. Det var med det samme tydeligt at HCMC er en rigere og langt større by end nogen af byerne i Laos og Cambodia.
Dagen efter tog vi en tur til de berømte Cu Chi-tunneller. På turen fik man historien om vietnamesernes guerilla-soldater, og om hvordan de med kløgt havde holdt stand mod den mere udviklede amerikanske hær under Amerikanerkrigen, som Vietnamkrigen kaldes i Vietnam. Vi prøvede at kravle i nogle af de underjordiske tunneller, der blev benyttet under krigen. De er absolut ikke bygget til danskere, hvilket betød at vi var nede på alle fire, uden mulighed for at vende os eller gøre andet end fortsætte lige ud efter næsen. Oplevelsen blev yderligere krydret af, at der i loftet hang flagermus, som blev skræmt og fløj rundt, når vi nærmede os dem. Men sjovt og spændende var det. Senere kunne de lidt mere kræsne turister afprøve tunnler, der var gravet breddrere og som også havde indbygget lys og ingen flagermus. Vi var nu glade for vores autentiske oplevelse i starten.
Efter Cu Chi Tunnelerne tog Jose og Chris på krigsmuseum. Her blev oplevelserne fra Cu Chi tunnelerne suppleret med historier og billeder fra krigen.
Om aftenen var det tid til lidt anderledes action. Zara havde en lille aircon-forkølelse og smuttede derfor tidligt i seng, mens Chris og Jose dressede up (dvs. smed kliklaperne og tog rent tøj på) og slentrede mod Chill Sky Bar. En fancy bar med tilsvarende priser på 26. etage. Heldigvis kom vi I happy Hour timen, så vi skulle kun af med 110.000 for et glas vin. Og udsigten var fantastisk. Desværre kom vi tre dage for sent til at se David Beckham, som havde nydt udsigten tre dagen forinde. ØV!
Dagen i dag er blevet brugt på at se lidt mere af byen. Vi har været forbi posthuset og katedralen og været på markeder. Om eftermiddagen havde Jose og Zara fornøjelsen af at snakke med hver deres gruppe af universitetsstuderende som en del af et projekt, der har til formål at forbedre deres engelskkundskaber og turisternes forståelse af Vietnam og vietnameserne. Her blev snakket om det danske vejr, dansk og vietnamesisk mad, studier, folkets åbenhed og meget andet. Det var en skøn oplevelse, som var præget af stort videbegær og nysgerrighed hos de meget entusiastiske unge vietnamesere.
I aften skal vi smage den berømte vietnamesiske ret phó, hvilket blandt andre de unge vietnamesere har anbefalet. Efter dette går turen med natbus mod Da Lat, hvor nye eventyr forhåbentlig venter.
Hyg jer! og Kyskys
- comments
mormor Anni Spændende læsning , godt skrevet .Og ja 60+ sætter pris på lidt luksus til vores gamle kroppe når vi har kravlet rundt i en cave med giftige edderkopper og flagermus. :-) ha, ta' den. Lyder som en sød og anderledes input I havde med de studerende . Men ellers må der være fyldt godt op i hoved og rygsæk. I er forhåbentlig nu nået godt frem til næste sted/Vietnam. Pas på jer selv og have fun. Glæder os til næste kapitel her på bloggen. Knus momse